I Arbejderen den 15. juli rejser Eigil Nielsen en række spørgsmål i forbindelse med en diskussion om kommunistisk enhed.

af Joan Ågot Pedersen, DKP/ML
Det vil sige til diskussionen om, hvad er det for et parti, vi ønsker. Han spørger: Hvad er et marxistisk leninistisk program? Og er marxismen leninismen et én gang udarbejdet og uforanderligt system, eller er det ikke snarere et system i udvikling, der bør underkastes undersøgelse gang på gang for at få bortkastet forældet og tilført nyt?
Et program for det kommunistiske parti, må bygge på en revolutionær teori. Marxisme leninisme er benævnelsen på den revolutionære teori, som kommunisterne i Danmark og internationalt har anvendt og videreudviklet siden Marx's tid. Lenin videreudviklede teorien i en tid, hvor imperialismen brød frem. På samme måde må vi i dag udvikle den revolutionære teori, ved at anvende den til at undersøge fænomener i vores tid. Uden teori ville vi ikke være i stand til at forstå det samfund vi lever i og det alternativ, vi ønsker at nå frem til.
Med andre ord mener jeg, at teorien ikke er et dogme, der en gang har givet et svar, som bliver almengyldigt. Ved at anvende teorien i 1903 og 2003 vil man selvfølgelig finde forskellige svar, fordi situationen og udviklingen er en anden. Men vi kan bruge de 100 år til at finde ud af, hvad vi har lært af historien, og hvad der kan bruges af den for at komme ind i fremtiden.
Om begrebet marxisme leninisme virker fængende på eventuelt nye medlemmer, det skal jeg lade være usagt. Det vigtigste vil være, at nye unge medlemmer lærer at anvende teorien, således de kan gå ind i den enorme kamp om ideerne, som vi er inde i. For hvis kommunisterne ikke formår det, ja så ser det skidt ud.

Eigil Nielsen rejser ligeledes spørgsmålet, om arbejderklassens fortropsparti ikke lyder lidt overspændt og urealistisk, og om det ikke var bedre, at kommunisterne så sig selv som en medspiller i den demokratiske proces.
Det rejser en diskussion om to relevante spørgsmål: Hvad er et fortropsparti? Og hvordan ser arbejderklassen ud i dag.
For mig er der ikke nogen modsætning i at partiet er et fortropsparti og at det samtidig deltager i den demokratiske proces. Det hænger faktisk helt sammen. Et fortropsparti er jo intet andet, end et parti der er i stand til at analysere, som nævnt ovenfor, og som gennem disse analyser er i stand til at lægge en strategi og taktik på de forskellige felter i klassekampen. Om kommunisterne så formår at vinde opslutning for deres ideer, ja det er en anden sag. Det afhænger af deres indsigt og styrke.

Arbejderklassen er også under forandring. Det må vi arbejde seriøst med at undersøge. Eigil Nielsen skriver, at mange vil trække på skuldrene af os, hvis vi anvender begrebet arbejderklasse. At de ikke vil bryde sig om den benævnelse. Ja, men det må vi leve med, eftersom det ikke er et subjektivt spørgsmål, om man tilhører arbejderklassen eller ej.
At ord som arbejderklasse, klassekamp, solidaritet, kollektivitet er blevet 'gammeldags' skyldes jo netop nyliberalismens reaktionære ideologiske offensiv, som vi har stået over for i lang tid, og hvor kommunisterne har været meget svage - både organisatorisk og ideologisk. Og det vil vi også blive ved med at være - kommunistisk enhed eller ej - hvis vi ikke gør os i stand til at give de rigtige svar på tidens store spørgsmål. For når alt kommer til alt, er det det, som vil tiltrække masser af nye medlemmer.
Det vil være utroligt spændende, hvis vi kunne bruge avisen til at diskutere disse vigtige spørgsmål. Ikke kun under debatten. Men også i form af større artikler/kronikker, hvor vi kunne inspirere hinanden i forhold til de forskellige spørgsmål, som vi hver især arbejder med.