Et medlem af den australske sektion af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed opholdt sig i Bagdad som menneskeskjold under Irak-krigen

af Ruth Russel
Jeg besluttede at pakke min rygsæk og tage til Bagdad, fordi jeg mente, at det ville være det stærkeste udsagn om, at denne krig både var ulovlig og moralsk forkert.
Derfor var min første og vigtigste handling at protestere for at prøve at forhindre krigen. Lige til sidste øjeblik troede jeg, at den utrolige verdensopinion og mangelen på en ny FN-resolution ville virke. Verdens befolkning ønskede ikke krigen - kun ganske få ud af FN's 191 medlemsstater støttede USA.
Jeg valgte Taji Food Silo for at forhindre bombning af dette humanitære kompleks, der var udpeget af FN. Ved Taji Food Silo mødte jeg irakere, der havde været i Australien for at tale med vores hvede-farmere - vi har gode handelsforbindelser med Irak. De spurgte mig: 'Vi troede Australien var vores ven - hvorfor gør de det her?'. Jeg kunne ikke give dem noget svar.
Til min forfærdelse hørte jeg, at føde-, vand- og elektricitets-forsyningssteder var bombet i Basra, så jeg var bange for, at mit sted i Bagdad også ville blive bombet. Jeg oplevede bombninger dag og nat af nærliggende militære baser kun fem kilometer vest for mig.
Hver gang en bombe ramte sit mål, var der et æsel i nærheden, der skrydede højt, og vores døre og vinduer rystede. Der var også en voldsom kamp mellem tanks på hovedvejen mod nord lige uden for indgangen til vores sted. Men ingen af de steder, der var beskyttet af menneskeskjolde, blev bombet, hvilket vi betragtede som en sejr.

Utalte civile døde
Jeg følte, at jeg var nødt til at vidne om civile døde og sårede. Tro mig, uendelig mange civile døde. Jeg har billeder af brændte lig af børn på vejen uden for Siloen. Soldaterne skød på køretøjernes brændstoftanke for at få dem til at eksplodere, og folk blev brændt til ukendelighed. Lokale folk begravede blot de døde langs vejen. Det var umuligt at identificere dem, da ingen skrev ned, hvor mange der blev begravet og hvor.
Australske menneskeskjolde ved '7. april Vandværket' fortalte mig om lignende situationer. De blev faktisk opfordret af lokale irakere til at gå ind og forhandle på deres vegne med amerikanerne om at få lov til at hente ligene af 17 civile, der var blevet dræbt på en bro i nærheden. De samlede og begravede disse mennesker. Der vil aldrig finde nogen registrering sted. På min sidste dag i Bagdad så jeg udbrændte biler spredt ud over vejen de sidste 20 kilometer.
Ind mod Bagdad demonstrerede irakerne mod den amerikanske invasion. De ønsker ikke 'vestlig påvirkning, da den vil ødelægge deres identitet, kultur, økonomi og infrastruktur. Indtil nu har de ikke betalt skat, der har været gratis uddannelse, gratis sundhedsvæsen og et effektivt sundhedssystem'.

Hjemme igen
Jeg ønsker at blive ved med at rejse debatten om det moralske ved enhver krig i det 21. århundrede. Vi er nødt til at spørge, hvorfor vi (Australien) støtter et land (USA) der:
- handler uden om international lov. Tror vi på international lov, eller gør vi ikke?
- nægter at skulle stå til regnskab for nogen, især den internationale domstol.
- vedvarende tilsidesætter Genve-konventionen.
- har det største antal masseødelæggelsesvåben herunder atombomber.
Vi må tale om de menneskelige omkostninger ved krig - både for vores egne tropper og for de irakiske tropper og civile. Det er aldrig generaler og politikere, der bliver sat i situationer, hvor de kan blive dræbt eller sårede.
Det er ikke acceptabelt.
Før krigen protesterede RSL (Returned Servicemen's League fra Australien) og Vietnamveteranerne mod denne krig. De sagde: 'Krigstraumerne for dem, der er involverede, varer livet ud'.
Der er god grund til at diskutere Australiens rolle i krigen, og der er god grund til at problematisere og kritisere, at Australien gik med i krigen uden en afstemning i parlamentet.

Med USA - mod anstændighed
Desuden har Australien nu gjort sig medskyldig i en ny tragedie ved at presse det vestlige demokratisystem ned over en befolkning, der ikke ønsker det. Som australiere er vi nødt til alvorligt at undersøge vores rolle som støtte for USA, et land der nægter at stå til regnskab for noget som helst og over for nogen som helst.
Vi må se nærmere på de værdinormer, som dette nye krigeriske USA er eksponent for. Vi bør alliere os med lande, der står fast på et anstændigt værdigrundlag, såsom New Zealand, Canada og nogle af landene i Europa, når en ny verdensorden toner frem. Jeg opfordrer jer til at tale åbent mod, at Australien fortsat allierer sig med USA.

Oversat og redigeret af Karen Rald.

Artiklen har været bragt i Fred og Frihed nr. 2. 2003. Mellemoverskrifter er indsat af Dagbladet Arbejderen