Vi befinder os i Cusco i Peru. Det er en fantastisk spændende by med masser af historiske efterladenskaber fra inkaernes storhedstid. Byen vrimler med rester af mure, som har stået siden 1500 tallet.

fra Connie og co., pt. Peru
Det endda på trods af, at Cusco har været ramt af indtil flere jordskælv.
Murene bygget af inkaerne står stadig. De benyttede sig nemlig af en helt bestemt byggestil, hvor alle døre og vinduer er trapezformede. Og meget høje mure har en hældning på 14 grader. Det betyder, at de har været i stand til at modstå selv jordskælv, hvor andre har måttet bukke under.
Vi bruger mest tiden til at suge byens mange indtryk til os, og nyde de mange flotte bygninger, som der helt tydeligt er gjort en stor indsats for at bevare.
Og så er vi lige nu ved at fordøje den foreløbig største oplevelse på vores tur - Machu Pichu.
Machu Pichu hører til een af verdens største kulturskatte. Byen, der ligger på en bjergside ved byen Aguas Caliendes, var skjult for menneskeøjne fra omkring 1500 indtil 1911. De sidste dele af byen blev gravet frem så sent som i begyndelsen af 1960. Der er forskellige teorier om, hvorfor byen pludselig blev lagt øde. En går ud på, at byen blev ramt af en epidemi. En anden, at indbyggerne (omkring 1000) flygtede fra spanierne.
Vi 'opdagede' Machu Pichu via Inka-stien. Vi havde valgt en tur, hvor vi skulle gå på cirka en fjerdedel af Inka-stien. Jeg siger jer, at det var hårdt. Vi gik i sammenlagt otte timer på smalle stier i bjergene. Nogle gange i bagende sol, andre gange i skygge under træer. Vi bevægede os omkring 1000 meter opad.
Men det var hele besværet værd - sikke et syn, da vi efter otte timers sved nåede til Machu Pichu, lige som solen begyndte at gå ned bag de omkringliggende bjerge. Jeg mangler ord. Men jeg har aldrig nogensinde før haft den fornemmelse af, at mærke historiens vingesus.
Vi havde omkring en halv time, inden det blev for mørkt. Godt brugte blev vi transporteret ned til byen Aguas Caliendes. Efter en gang mad blev vi indkvarteret samme med de øvrige i vores gruppe på et mildt sagt skummelt hostel. Det var møjhamrende beskidt og det lå lige op ad jernbanen, der udgør hovedvejen midt igennem byen. Det var som om toget kørte lige igennem vores værelse.
Nå, men selv ikke en dårlig nats søvn kunne ødelægge udsigten til endnu en halv dag på Machu Pichu. Vi blev vækket klokken 5.00. Efter en gang morgenmad gik det med bus op til Machu Pichu, hvor vi nåede frem i tide til at opleve solopgangen. Vildt - vildt - vildt.