Naturligvis findes der socialdemokrater, folk på venstrefløjen og nogle partiløse ´venstre-debattører´, som oprigtigt er bekymrede over USA´s almagt, og som i sin søgen efter modmagter griber efter halmstrået EU

Fra socialdemokratisk side, ligesom fra forskellige forvirrede på venstrefløjen, hævdes det, at man bør være for EU og ØMU'en fordi 'et stærkt Europa' er den eneste mulighed for at skabe en modvægt til USA's verdenherredømme.
Det er et farligt ræsonnement, idet det spænder arbejderbevægelsen og venstrefløjen for den europæiske imperialismes vogn... en variant af socialimperialismen - socialisme i ord, imperialisme i handling.
Men det er også et illusorisk ræsonnement for selvom EU og ØMU til dels er udtryk for den europæiske imperialismes stræben efter selvstændighed, så er EU og ØMU også - og samtidig - et værktøj for USA-imperialismens kontrol over Europa. Det er et aspekt som vil blive forstærket gennem den af USA så ivrigt tilskyndede udvidelse mod øst, skriver Anders Carlsson, der er formand for det kommunistiske parti i Sverige, KPML(r)

af Anders Carlsson, formand for KPML(r), Sverige

Naturligvis findes der socialdemokrater, folk på venstrefløjen og nogle partiløse 'venstre-debattører', som oprigtigt er bekymrede over USA's almagt, og som i sin søgen efter modmagter griber efter halmstrået EU
Efter Sovjetunionens sammenbrud er USA trådt frem som den eneste supermagt, en særstilling, som George W. Bush og hans administration udnytter til fulde og på den mest arrogante måde.
Den internationale ret, som blev grundlagt efter Anden Verdenskrig, baseret på det styrkeforhold, som dengang var i verden, bliver nu skridt for skridt erstattet af en kynisk Pax Americana - af en verdensorden, hvor USA giver sig selv ret til at styre og handle efter eget forgodtbefindende.
Krigen mod Jugoslavien, Afghanistan og Irak og de mere og mere aggressive trusler mod lande, som vægrer sig mod at bøje sig for USA-imperialismens diktat, er udtryk for denne nye verdensorden, voldens verdensmagt.
Men også USA's selvrådighed når det gælder det globale miljø, handelen og kravene om at andre lande skal tilpasse deres retssystemer efter USA's 'kamp mod terrorisme'.
Dette blot for at nævne noget.
Dertil kommer at dollarens stilling som verdensvaluta gør det muligt for USA at snylte på resten af verden, hvilket de astronomiske handelsunderskud er udtryk for.

USA - den store trussel
At USA's globale særstilling gør verden mere usikker er det let at skrive under på.
USA-imperialismen og dens Pax Americana er en trussel mod alle lande og folk; det udgør frem for alt et reaktionært værn mod alle progressive forandringer i en verden, som skriger på retfærdighed.
Så langt kan man altså holde med de, som hævder, at der er brug for en modvægt til USA i dagens verden. Det var faktisk bedre før - i Sovjetunionens tid - da USA var tvunget til at tage hensyn til, at der faktisk eksisterede en modmagt, som de ikke kunne negligere.
Men man skal ikke stirre sig blind på Sovjetunionen. Sandt nok var modsætningen mellem kapitalisme og socialisme et fundament for den verdensorden, som oprettedes efter Anden Verdenskrig. USA og andre imperialistiske magter blev tvunget til at tage hensyn til, at der faktisk fandtes et alternativt samfundssystem i verden, som satte spørgsmålstegn ved, og som modsatte sig imperialismens almagt.
Men Sovjetunionen (og den socialistiske lejr) var ikke den eneste modmagt.
Der fandtes også arbejderklassens kamp i de imperialistiske lande, som i årene efter Anden Verdenskrig satte socialismen på dagsordenen - også i nogle af kapitalismens kernelande. Og ikke mindst var der den koloniale befrielseskamp i det som fik betegnelsen den tredje verden.
Disse modmagter - socialismen, arbejderklassens kamp og den koloniale befrielseskamp - vil altså socialdemokrater og forvirrede venstreorienterede erstatte med 'et stærkt Europa', som ifølge dem er ensbetydende med et ja til både EU og ØMU.
Et stykke af vejen handler det om simpel retorik. Man foregiver venstreorienterede holdninger ved at tale bekymret om USA's magt, og ofte forfører det nogen.
Men i praktisk politik underordner man sig lydigt den magt, som man frygter - ja man hylder den som et værn om demokrati og frihed.
Ingen kan tage Göran Persson eller Anna Lindh alvorlige når de taler om EU som en modmagt til USA.
Men naturligvis findes der socialdemokrater, folk på venstrefløjen og nogle partiløse 'venstre-debattører', som oprigtigt er bekymrede over USA's almagt, og som i sin søgen efter modmagter griber efter halmstrået EU. I det omfang de tror på, at dette halmstrå er vejen til en bedre verden tager de så grueligt fejl.
Naturligvis kan et imperialistisk Europa gå imod USA's verdensherredømme - på samme måde som det imperialistiske Tyskland gik imod Storbritanniens og Frankrigs verdensherredømme i begyndelsen af forrige århundrede.
Imperialismen er ikke en enhed, den bærer i sig modsætninger mellem konkurrerende monopolkapital og konkurrerende blokke af imperialistiske stormagter i kamp om herredømmet på verdensmarkedet.
Dagens totale USA-dominans varer ikke evigt, lige så lidt som Storbritanniens verdensdominans i slutningen af 1800-tallet var evig. Enten kuldkastes hele det imperialistiske system eller også vil andre imperialistiske magter eller blokke af imperialistiske magter før eller siden udfordre USA's overherredømme.
Men kan det nogensinde være arbejderbevægelsens og venstrefløjens opgave at støtte den ene imperialistiske blok mod den anden? Eller med andre ord, støtte ens 'egen' imperialistiske blok mod en anden?
Nej, aldrig nogensinde.
Lande og folk i den tredje verden kan agere i forhold til sådanne modsætninger for at beskytte sig selv; og for socialistiske lande kan det i en given situation være nødvendigt at alliere sig med en blok mod en anden for at beskytte sig selv (som det gjaldt for Sovjetunionen under Anden Verdenskrig).
Man venstrefløjen og arbejderbevægelsen kan aldrig nogensinde gøre fælles sag med det imperialistiske borgerskab. Det ville være det samme som at opgive kampen for arbejderklassens rettigheder og socialismen.
Det er et enkelt og indlysende standpunkt.
Imperialistisk blokdannelse er forstadiet til den imperialistiske krig, hvor arbejderklassens sønner og døtre bliver slagtet i en krig for profit. Sådan noget har intet med arbejderpolitik eller venstrepolitik at gøre.
Arbejderklassens standpunkt må i stedet være det som Lenin og det revolutionære venstre formulerede i 1914 - forud for Første Verdenskrig (som i virkeligheden var den første imperialistiske omfordelingskrig); nemlig at rejse sig mod krigen, at ønske nederlag for sin egen regering eller dens alliance.
Alt andet indebærer, at man spænder arbejderklassen for det imperialistiske borgerskabs vogn - at man gør fælles sag med klassefjenden.
Ja, at sige nej til den imperialistiske krig er om muligt endnu mere nødvendigt i dag end i 1914, fordi det er et spørgsmål, om menneskeheden vil overleve en tredje verdenskrig med dagens våbenteknologi.

Krig mod arbejderne
Dertil kommer, at imperialistisk blokdannelse i sig selv er en krig mod arbejderklassen.
Imperialistisk blokdannelse opstår ud af en skærpet konkurrencekamp på verdensmarkedet. De store selskaber, som deltager i denne konkurrencekamp bekæmper ikke kun hinanden, men frem for alt deres egne arbejdere.
Af naturlige årsager.
Det gælder om at presse omkostningerne ned og her gælder det ikke mindst om at tvinge forringelser igennem af løn, arbejdsforhold og sociale rettigheder.
EU er et helt tydeligt eksempel på dette.
EU blev drevet frem af de europæiske monopoler med det formål at styrke dem i konkurrencekampen på verdensmarkedet. I den forbindelse gælder det især om at undergrave den såkaldte velfærdsstat og de arbejderrettigheder, som giver de europæiske monopoler meromkostninger i forhold til deres konkurrenter i USA og Japan.
Dette er helt grundlæggende når det handler om EU.
Det kan godt være, at EU til en vis grad går imod USA. Det kommer vi tilbage til. Men frem for alt går EU imod arbejderklassen i Europa - EU er de store virksomheders værktøj til at styrke kapitalen på bekostning af arbejdet.
At støtte EU er for arbejderklassen at støtte krigen mod sig selv, og så kan forskellige socialdemokrater og forvirrede folk på venstrefløjen tale lige så meget som de vil om 'en nødvendig modmagt'.
Naturligvis kalder situationen i verden i dag på modmagter til USA og USA's verdens-dominans. Det er klart. Men sådanne modmagter kan aldrig udgøres af andre imperialistiske lande eller blokke, som fører en reaktionær politik over hele linien.
At støtte EU med den motivering, at EU kan udgøre en modmagt til USA's verdens-dominans, er nærmest det samme som at støtte Tyskland med den motivering, at Tyskland (og Hitler) dengang gik imod Storbritanniens og Frankrigs verdens-dominans.
Modmagterne skal ganske enkelt søges et andet sted; de må søges i den progressive verdens-opinion, som af New York Times blev udråbt til den anden supermagt forud for krigen mod Irak. Den skal søges i den internationale arbejderklasses kamp og i de undertrykte folks og landes krav om retfærdighed. Den skal søges i forsvaret af de socialistiske lande, som endnu findes og som kæmper for retten til at vælge deres egen vej.
Modkraften til en reaktionær verdensordning kan aldrig findes hos de kræfter, som blot vil skifte uhyrets hoved ud - med sit eget, men derimod hos dem, som stiller spørgsmålstegn ved ordenen som sådan. Den kan kun findes blandt de progressive, anti-imperialistiske kræfter i verden.
Men sagen indeholder yderligere en dimension.
Går EU i virkeligheden imod USA i dagens verden?
Hvorfor blev Frankrig og Tyskland i så fald nødt til at splitte EU-samarbejdet i deres modstand mod USA's Irak-krig? Hvorfor agerer EU i så fald som USA vasal i den såkaldte krig mod terrorisme og i så godt som alle andre internationale spørgsmål?
Svaret på disse spørgsmål ligger i at EU ikke kun er et udtryk for selvstændigheds-stræben hos den tyske og franske imperialisme - ikke kun er en imperialistisk blok i svøb. EU er også samtidig et redskab for USA's indflydelse i og kontrol over Europa.
Det kan forekomme paradoksalt. På en og samme tid et potentielt redskab mod USA og et redskab for USA.
Men nu er virkeligheden altid paradoksal, alt indeholder sin egen modsætning.
Lad os se lidt nærmere på sagen.

Den Kolde Krig
EU-entusiasterne plejer at fremstille EU som et fredens projekt. EU blev skabt for at forhindre, at Frankrig og Tyskland igen skal komme i krig med hinanden som under Første og Anden Verdenskrig - påstår man.
Gennem et stadigt nærmere samarbejde skal en sådan gentagelse forhindres.
Og sandt nok eksisterede disse tanker i hovederne på dem, der præsenteres som EU's faddere og idémænd, men som en beskrivelse af grundene til EU's tilblivelse er der tale om en grotesk forvrængning af virkeligheden.
EU blev skabt under Den Kolde Krig og som en del af Den Kolde Krig, og var i begyndelsen nærmest et krigsprojekt, hvor USA, som stod fadder til det som i dag er EU, ville sammenslutte 'sin' del af Europa mod Sovjetunionen og mod den socialistiske trussel.
Den oprindelige drivkraft bag EU var dermed den samme som drivkraften bag NATO; at sikre amerikansk herredømme over Vesteuropa.
At tale om at Europa forenedes i denne sammenhæng er i sandhed grotesk.
Kul- og Stålunionen, som EU hed fra starten, var led i opsplitningen af Europa og ikke mindst opsplitningen af Tyskland - i direkte konfrontation med de aftaler, der blev indgået ved slutningen af Anden Verdenskrig.
Bemærk at Sovjetunionen modsatte sig delingen af Tyskland, som blev et faktum da USA og dets allierede fremtvang oprettelsen af Forbundsrepublikken Tyskland i 1949, det som fik navnet Vesttyskland.
Sovjet ville have et forenet, afmilitariseret og neutralt Tyskland. Men ikke USA. USA ville underlægge sig så store dele af Europa som muligt. Derfor blev Tyskland splittet og Vesttyskland blev knyttet til USA's interessesfære - militært gennem NATO og økonomisk gennem Kul- og Stålunionen.
For en god ordens skyld skal det nævnes, at USA havde yderligere et motiv til at stå fadder til det, som i dag er EU.
Anden Verdenskrig resulterede i oprettelsen af en blok af socialistiske lande. En tredjedel af menneskeheden stod efter revolutionen i Kina i 1949 uden for det kapitalistiske verdensmarked.
I den situation var det nødvendigt for den amerikanske monopolkapital at sikre tryg og ekspansiv afsætning for amerikansk kapital og amerikanske varer i Vesteuropa, ellers truede en ny depression.
EU's indre marked, som i dag udgør verdens største handelsblok, var altså en amerikansk interesse. Og er det stadigt. USA har intet mod det indre marked så længe det på lige vilkår er åbent for amerikansk kapital og amerikanske virksomheder. Tværtimod.
Det er kun når EU vedtager forholdsregler, som handikapper amerikanske virksomheder, som for eksempel for gen-manipulerede produkter, at USA protesterer.
Altså. Historisk set går EU ingenlunde mod USA. EU er ikke et udtryk for en europæisk stræben efter selvstændighed, men omvendt et redskab for at sikre USA's politiske indflydelse i Europa samt afsætning af amerikansk kapital i Europa.

Imperialistisk blok
Hvordan passer det så sammen? EU som 'en imperialistisk blok i svøb', og EU som er et udtryk for den europæiske monopolkapitals stræben efter at udfordre den amerikanske kapitals herredømme på verdensmarkedet?
Jo, det hænger udmærket sammen for den som ved, at enhver foreteelse skal ses i sin fulde kompleksitet - ikke nødvendigvis som det ene eller det andet, men som en kombination af modsatrettede tendenser, som kampen mellem modsætninger.

Anden og sidste del af Anders Carlssons artikel bringes i morgen.