En venstrefløj, som går ind for EU som modmagt til USA er ikke en millimeter bedre end det venstre, som forrådte arbejderklassends internationalistiske idealer forud for Første Verdenskrig

Den nødvendige modmagt til USA skal findes et helt andet sted end i EU, påpeger Anders Carlsson, der er formand for det kommunistiske parti KPML(r) i Sverige.
Fra socialdemokratisk side, ligesom fra forskellige forvirrede på venstrefløjen, hævdes det, at man bør være for EU og ØMU'en fordi 'et stærkt Europa' er den eneste mulighed for at skabe en modvægt til USA's verdenherredømme.
Det er et farligt ræsonnement, idet det spænder arbejderbevægelsen og venstrefløjen for den europæiske imperialismes vogn.... blandt andet sådan skrev Anders Carlsson i Dagbladet Arbejderen i går. Her kommer anden og sidste del af hans opgør med påstanden om, at man bør støtte EU for at skabe en magt, der kan hamle op med USA.

af Anders Carlsson, KPML(r), Sverige
En venstrefløj, som går ind for EU som modmagt til USA er ikke en millimeter bedre end det venstre, som forrådte arbejderklassends internationalistiske idealer forud for Første Verdenskrig
Frem til begyndelsen af 1980'erne var EU et temmeligt søvnigt projekt. Der blev vedtaget stolte proklamationer og regelsæt, men der var ingen, som tog sig meget af det.
Men i begyndelsen af '80-erne skete der noget.
For iagttagere i vest med indsigt stod det efterhånden klart, at den såkaldte realsocialisme stod over for et kollaps. Den økonomiske vækst var stoppet helt i Sovjet, og det korrupte politiske system formåede ikke at håndtere den sociale utilfredshed og den sociale opgivenhed, som blev følgen af stagnationen.
For de kapitalistiske monopoler i vest åbnede krisen i øst for nye muligheder - en genoprettelse af et kapitalistisk verdensmarked, men også nye trusler - nemlig faren for at komme bagud i konkurrencen på det genoprettede verdensmarked.
Det var i den situation, at EU for alvor satte fart på.
Inden for rammen af den kapitalistiske lobbyorganisation 'European Roundtable of Industrialists' tog de europæiske monopoler initiativ til Hvidbogen om det indre marked. Det skete for at styrke sig i den skærpede konkurrence, som man forudså - og naturligvis på bekostning af arbejderklassen og den sociale velfærd.
Hvidbogen om det indre marked blev senere startskuddet for både den politiske union, altså EU, og for den monetære union, ØMU'en.
I den forstand er EU udtryk for en overenskomst mellem de europæiske kapitalister om at skabe bedre forhold for sig selv på et større og mere åbent hjemmemarked, og dette for at klare sig bedre i konkurrencekampen på det genoprettede verdensmarked. Naturligvis på kapitalistisk maner: Må den stærkeste vinde.
Inden for denne ramme eksisterer dog skiftende interesser og målsætninger - noget der har præget EU.
Tysk og fransk monopolkapoital vil gå længst, vil oprette Europas Forenede Stater for at skaffe sig selv de politiske og militære redskaber, som en fremgangsrig konkurrencekamp kræver. Den britiske monopolkapital, som traditionelt har stærke transatlantiske bånd, nøjes med det indre marked og ser ikke nogen grund til at udfordre USA på det politiske og militære herredømme. For britisk kapital er EU en del af den transatlantiske alliance.
Dette betyder, at man ikke automatisk kan udråbe det EU, som vi har i dag til 'den imperialistiske blok i Europa'. Tyskland, som er bundet på hænder og fødder og militært handicappet af sin historiske rolle, og Frankrig der aldrig accepterede rollen som en amerikansk vasal presser på for at EU skal blive en selvstændig imperialistisk stormagt - mens Storbritannien værner om den politiske alliance med USA.
Her findes altså en interessekonflikt inden for EU, hvor de imperialistiske kræfter som vil frigøre sig fra USA står over for og i modsætning til de som vil gøre fælles sag med USA.
EU er i dag verdens største handelsblok, og selvom den økonomiske tilvækst er svag, så er EU mere ekspansivt end USA. USA er igang med lidt efter lidt at miste sin rolle som den økonomiske stormagt, der er større end alle andre. Det er noget som vil ske over en periode.
På langt sigt afgør den økonomiske styrke kampen på verdnsmarkedet. Den stormagt, som sakker bagud økonomisk kan ikke i længden bevare sin stilling.
Men politisk og militært er USA stærkere og mere urørlig end nogensinde, hvilket USA-imperialismen udnytter - også økonomisk, som i Irak.
Den politiske og militære styrke giver også økonomiske fordele. Den giver mindre konkurrencedygtige amerikanske firmaer fordele på verdensmarkedet, som de ellers ikke ville have haft.

En fremtidig trussel?
Udgør så EU en trussel mod USA-imperialismens overherredømme i dagens verden?
Nej ikke i øjeblikket og ikke med de nuværende forudsætninger.
EU er en konkurrerende handels- og valutablok, men langtfra en konkurrerende imperialistisk blok.
Derfor har USA da heller ingen forbehold over for EU og er direkte glad for EU's udvidelse mod øst. USA kritiserer rent ud EU for at forsinke Tyrkiets tilslutning til unionen - en tilslutning, som USA anser for meget vigtig. Al talen om demokrati og menneskerettigheder gælder ikke i enhver sammenhæng - og gælder i hvert fald ikke i forhold til Tyrkiet.
Bemærk altså; USA er for EU's udvidelse, er for det 'stærkere Europa', som i henhold til nogle skal være en modvægt til netop USA. Hvordan kan det hænge sammen?
Forklaringen er, at USA ikke betragter og aldrig har betragtet EU som en trussel - ikke EU som sådan.
Naturligvis ser USA med irritation på de tysk-franske obstruktioner, som vi så forud for krigen mod Irak. Men det var som bekendt Tyskland og Frankrig, der obstruerede, ikke EU.
I EU har USA tilstrækkeligt mange allierede - ikke kun Storbritannien, også Spanien, Italien og Danmark med flere - til at kunne forhindre enhver obstruktion i EU's navn. USA har EU i sin lomme, i det mindste lige nu.
Inden for EU udgør den tysk-franske akse naturligvis en trussel mod USA's overherredømme. Men Tyskland og Frankrig alene er for svage til at udfordre USA for alvor. Det er årsagen til deres engagement i EU og deres politiske linie med 'forskellige hastigheder' i EU, som giver visse EU-lande mulighed for at gå længere, hvilket for eksempel gælder med hensyn til militært samarbejde.
Men også et sådant kerne-EU inden for EU vil være for svagt til at repræsentere en reel trussel mod USA's overherredømme.
Af denne konklusion skal man ikke forledes til at tro, at USA's overherredømme som den eneste supermagt slet ikke er truet.
Den ujævne udvikling under imperialismen leder altid til, at selv den stærkeste imperialistiske magt før eller senere trues af konkurrerende magter eller blok af magter.
Men man må forstå perspektivet.
EU udgør ikke i sig selv og i øjeblikket en trussel mod USA. Men kan EU eller dele af EU i alliance med andre i fremtiden komme til at udgøre en trussel mod USA?
I denne sammenhæng eksisterer der en reel amerikansk frygt.
Alene udgør Tyskland og Frankrig ikke en strategisk trussel. Et kerne-EU under tysk-fransk ledelse vil maksimalt udgøre et irritationsmoment.
Men hvis aksen Paris-Berlin blev udvidet til en akse: Paris-Berlin-Moskva, opstår der en helt ny situation.
Rusland er sandt nok økonomisk svækket, men Ruslands økonomiske potentiale er gigantisk, og militært er Rusland fortsat en supermagt.
For USA gælder det om at isolere Rusland fra EU - og frem for alt fra Tyskland og Frankrig. Hvis Washington har held til det vil USA-imperialismen bevare sit greb om Europa.
Det er i denne sammenhæng, at østudvidelsen kommer ind.
EU's udvidelse mod øst har naturligvis til hensigt at åbne Østeuropa for imperialistisk kapital - bryde igennem statslige reguleringer og sociale forhindringer - for at åbne op for import af billig arbejdskraft til Vesteuropa.
Østudvidelsen udbreder det indre marked og forstærker ikke mindst konkurrencekampen på det indre marked - det som man traditionel kalder social dumping.
For de store selskaber er østudvidelsen god.

Rusland neutraliseres
Men østudvidelsen indeholder også et mere strategisk, politisk moment.
I forbindelse med Polens ja til at gå ind i EU - en optagelse, som USA har været en stærk fortaler for - skrev The Economist, at Polens rolle i EU er at være 'USA's trojanske hest'.
Polen og de andre østlandes optagelse i EU betegnes af The Economist som garanten for at en storpolitisk akse Paris-Berlin-Moskva umuliggøres, og at dermed aksen USA-EU bevarer sin styrke.
Gennem østudvidelsen neutraliseres den tysk-franske selvstændigheds-stræben, og EU forbliver i overskuelig fremtid et redskab for USA-imperialismens indflydelse i Europa.
Det er en vigtig og en rigtig konstatering.
De nye borgerskaber, som har grebet magten i de tidligere socialistiske lande i Østeuropa er allierede med USA og er afhængige af USA i hele deres eksistens - ikke mindst militært. Derfor fungerer de også netop som 'trojanske heste' i den internationale politik, ubrydeligt loyale mod USA.
For EU's vedkommende indebærer østudvidelsen at Østeuropa åbnes som den europæiske kapitalismes baggård. Men også at USA forstærker sit greb om den organisation som man fra begyndelsen stod fadder til (EU).
En fælles udenrigspolitik?
Javist. Men ikke en udenrigspolitik, som går USA imod. Det er udelukket i det EU, som næste år får 25 medlemmer. Ja, det er rent ud sagt udelukket i det EU, som eksisterer i dag, hvilket krigen mod Irak så tydeligt viste.
EU er ikke en modvægt til USA, men tværtimod en vigtig del af USA's globale magtudøvelse.
Men hvad gør så EU stærkere?
Jo, et stærkere USA, et stærkere imperialistisk verdensdiktatur, for selvom der eksisterer modsætninger mellem EU og USA når det handler om handelspolitik, så er EU samtidig USA's allierede i Europa og frem for alt et værktøj for USA's indflydelse i Europa.

Folkets modmagt
Som sagt. Der er virkelig behov for modmagter til USA-imperialismen - til voldens verdensmagt, som i dag regerer verden.
Men den venstrefløj, som går ind for et imperialistisk Europa som denne modmagt er ikke nogen venstrefløj - er ikke en millimeter bedre end det venstre, som forrådte arbejderklassens internationalistiske idealer forud for Første Verdenskrig. Ved at støtte 'sit' imperialistiske borgerskab handler de med Lenins ord socialimperialistisk... socialister i ord og imperialister i handling.
Modmagten mod USA's verdensdominans skal søges i den verdensomspændende kamp mod al imperialisme og mod den imperialistiske politik, der drager som en pest over verden under navnet nyliberalisme.
Denne kamp er en modmagt som samler det store flertal af verdens befolkning mod krig, fattigdom og social nedrustning - og også de lande og folk som nægtes retten til at bestemme deres egen fremtid.
Og som klart også omfatter kampen mod EU, for kampen mod EU er grundlæggende en kamp mod det imperialistiske borgerskab i Europa.

Det var anden og sidste del af Anders Carlssons artikel: 'Kan EU udgøre en modmagt til USA?'. Første del blev bragt i Dagbladet Arbejderen i går. Artiklen har været trykt i den svenske ugeavis Proletären, den 4.-10. juli 2003.