der er nogle kraftige problemer med Erling Frederiksen´s motivering, holdninger og tanker, samt statens og kommunernes handlinger

af Hanne Mouritsen, Værløse
Den 18. juli læste jeg på bagsiden af denne udmærkede avis, at formanden for Landsorganisationen for Arbejdsledige (LA), Erling Frederiksen (EF), vil gøre LA overflødig. Det er for så vidt en god tanke, men der er nogle kraftige problemer med EF's motivering, holdninger og tanker, samt statens og kommunernes handlinger, der får mig til at spørge, om ikke LA allerede nu er overflødig som talerør for de arbejsledige.
Problemerne viser sig allerede i EF's noget 'lunkne' motiver til at tale de arbejdslediges sag. En udtalelse som... 'Jeg har ikke fra starten haft en speciel interesse for det sociale arbejde'..... kan få mig til at studse, for hvornår er modarbejdelse af en inhuman lovgivning og diverse overtrædelser af samme blevet socialt arbejde?
En sådan sætning antyder, at han distancerer sig fra de mennesker, han har påtaget sig at repræsentere, og antydningen forstærkes af, at LA kaldes for Organisationen for Arbejdsledige, og ikke Organisationen af Arbejdsledige. LA regnes altså ikke for at være medlemmernes organisation. En yderligere antydning af distancen til medlemmerne fås, når man opdager, at der i LA findes en hovedbestyrelse, men ikke en bestyrelse, og at EF ikke én eneste gang under hele interviewet så meget som antyder, at resten af hovedbestyrelsen har været involveret i sagerne. Det er tilsyneladende alene EF's værk.

EF kritiserer systemet, politikerne og fagbevægelsen for at være '..... mere systembevarende, end jeg havde troet i starten...'. Men EF er selv systembevarende, når han ser aktivering som en nødvendighed. Hans udtalelse 'Socialdemokratiets bagland og kommunerne er afhængige af aktivering. Kommunerne kan ikke undvære de aktiverede, fordi de laver et stykke arbejde der er nødvendigt...', tvinger mig til at spørge, hvorfor de skulle være afhængige af aktivering? Den eneste grund til deres 'afhængighed' af aktivering må være, at de ønsker at presse lønningerne ned i den frie konkurrences navn, mens de samtidig ikke viger tilbage for at udnytte de arbejdsledige og systemet til at skabe konkurrenceforvridende økonomiske fordele for erhvervslivet.
EF's glæde over at have skaffet arbejdspladser gennem nedlæggelse af ulovlige tvangsaktiveringspladser er et luftkastel, for disse arbejdspladser var der i forvejen. De er blot blevet befolket med billig og konkurrenceforvridende tvangsaktiveret arbejdskraft, i stedet for ordinær arbejdskraft til ordinær løn. Fakta er, at intet har forhindret virksomhederne i at ansætte arbejdskraft på almindelige arbejdsmarkedsvilkår, undtagen statens og kommunernes lokkemiddel - ekstra billig arbejdskraft.
LA's resultater er derfor til at overse. Ud over nogle små erstatninger til nogle få tvangsaktiverede, har de faktisk kun frataget nogle virksomheder en (dårligt) skjult statsstøtte til produktionen. Som modtræk har staten til gengæld strammet grebet om de arbejdsledige, så det nu er blevet helt legalt at anvende bistandsmodtagere til ordinært arbejde til bistandsydelse.
Selv om LA gennem sine aktioner har kunnet lægge pres på virksomhederne, så er det stadig udbyderen af de tvangsaktiverede - altså stat og kommuner - der står som ansvarlige for, at aktiveringslovgivningen og al anden lovgivning overholdes. Som de købmænd de er, tager virksomhederne jo blot imod de ekstra goder stat og kommuner serverer for dem, når de truer med at flytte til udlandet.

I forbindelse med fagforeningernes manglende beskyttelse af de arbejdsledige, udtaler EF: 'Det her handler ikke om jura, men om ordnede forhold (for de aktiverede)'...., og det er jo ikke sandt. Det handler ganske rigtigt om holdningen til de arbejdsløse, men set i forhold til juraen. Det er holdningen til de arbejdsledige, der er afgørende for, om der er interesse for at skabe retfærdige love, og om de bliver overholdt. Det er denne vekselvirkning, der i den sidste ende bestemmer om de arbejdsledige har ordnede forhold.
Jeg må dog medgive EF, at fagbevægelsen burde have været på banen for meget lang tid siden, hvad de arbejdsledige angår. Det er først for nylig de er begyndt at 'vågne op', og det er på tide, for de mennesker der blev vraget da de kom på bistandshjælp, er bitre på fagbevægelsen, og det har fået mange gode støtter til at forsvinde. Den politik er nu ved at ende i et selvmål for fagbevægelsen, for jeg tror ikke den kan undvære disse støtter i den fremtidige kamp.
På baggrund af ovenstående, mener jeg ikke LA har været nævneværdigt succesfuld, ikke mindst fordi deres form for hjælp til de arbejdsledige er gjort nærmest umulig af lovgivningen. Det, og formandens lidet demokratiske indfaldsvinkel gør, at de må anses for at være mere eller mindre overflødige. På den baggrund tror jeg det er på tide at søge andre veje til at afhjælpe de arbejdsløses dårlige situation, og det må først og fremmest ske i et demokratisk forum, hvor de arbejdsledige, måske i samarbejde med fagbevægelsen, selv kan skabe nye ideer til andre mere fremtidsrettede former for hjælp til selvhjælp.

Rettelse fra redaktionen
I en artikel den 18. juli skriver vi om Landsorganisationen for Arbejdsledige. Det har ført til debat på læserbrevssiderne. Desværre har vi lavet en fejl. Det rigtige navn er Landsorganisationen af Arbejdsledige, som der også står i billedteksten. Vi beklager fejlen.