Hvor længe kan irakere vedblivende betragte våbenmagt og nødhjælp som adskilte sider

af Kai Dalsgaard, De Grønne Demokrater - Odder
I augustnummeret af Folkekirkens Nødhjælps blad nævnes to episoder fra nødhjælpsarbejdet i Irak: 'Halvtreds meter foran os går to soldater og bag os yderligere to. Vi bevæger os langsomt fremad i 'spredt orden' som det hedder, mens patruljelederen hele tiden ser sig vagtsomt omkring.' Soldaternes våben er kampklare - 'fortroppen ser hver eneste lokal iraker som en mulig fjende'.
Nødhjælpsarbejderne skal have udpeget områder, hvor der ligger ueksploderede bomber. 'Mennesker møder vi ikke. Beboerne står på lang afstand og følger os med øjnene'.
Det står i kontrast til senere på dagen hvor nødhjælpsarbejderne kører tilbage til stedet i den irakiske tolks gamle bil. Folk kommer frem og vil gerne snakke, og de er taknemmelige for at høre, at man arbejder på at fjerne ueksploderet ammunition, der er en fare for nysgerrige børn.
Minder dette sceneri ikke om den danske befolknings holdning til den tyske besættelsesmagt der fik den såkaldte kolde skulder? Og det selv om de betragtede sig som beskyttere. Hvor længe kan irakere vedblivende betragte våbenmagt og nødhjælp som adskilte sider?