Overenskomster handler om solidaritet Om godt et halvt års tid skal der være overenskomstfornyelse på de fleste områder. Og traditionen tro vil vi i løbet af efteråret få serveret de sædvanlige argumenter med, at der ikke er råd til noget som helst, og at vi ikke skal sætte det hele over styr ved at stille ublu krav

af Bjarne Sørensen, 52 år, udlært maskinarbejder, formand for Dansk Metal Horsens siden 1984, byrådsmedlem for SF i Horsens

Nu er overenskomsterne jo netop et forhandlingsspørgsmål og ikke noget tag-selv-bord, og derfor klinger alle arbejdsgiverens forhånds-argumenter altid hult. Ikke fordi der er noget som helst overraskende i, at de helst vil have det hele så billigt som muligt; men mere fordi det af og til ville være rart med lidt saglighed.
Det fremstilles ofte som om det er lønnen, det handler om ene og alene. Det er det ikke. Vi får som oftest at vide, at der denne gang ikke er råd til nogen lønfest - hvad der mig bekendt i øvrigt aldrig har været.

Men tager vi CO-Industri's område, ligger det fast, at det eneste der forhandles dér er mindstelønnen, som ganske få går på, og så ellers satserne på overarbejde, skiftehold m.v. Når vi stiller krav i forhold til mindstelønnen handler om, at den sats også er retningsgivende for andre satser: understøttelse, overførselsindkomster m.v. Det er derfor også et meget solidarisk krav. Al anden lønforhandling foregår lokalt ude på virksomhederne.
Derfor er de vigtigste krav vi stiller til overenskomstforhandlingerne da også præget af andre synsvinkler. Det handler jo dybest set om holdninger mere end om kroner og øre. Når vi for eksempel stiller krav om en kortere arbejdstid for folk på skiftehold, så er det da selvfølgelig også med krav om fuld lønkompensation; men det er først og fremmest fordi vi ved, at det notorisk er opslidende for helbredet og at kompensationen for dette først og fremmest skal være noget der måles i tid; altså kortere arbejdsuger, optjening af flere fridage og så videre.
Når vi stiller krav om betalt efteruddannelse, er det jo ikke bare fordi vi skal finde på et eller andet smart vi kan få noget ud af; men netop fordi det vil stille alle bedre - både virksomhederne og den enkelte arbejder.
Og sådan kan man blive ved ned af rækken af de forskellige forslag eller krav, der opstilles. Der er altid en lidt dybere mening bag - og den afspejler som regel altid en solidarisk holdning.

Selvfølgelig stilles der også krav af direkte økonomisk karakter; for eksempel vil jeg tro, at et at de mest gennemgående krav denne gang vil være en forhøjelse af ferieprocenten. Det er ganske enkelt fordi det viser sig, at den nuværende procent ligger under det, der ville svare til fuld løndækning. Netop fordi det er en procent og ikke et fast beløb vil det komme alle lige meget til gode uanset hvor man ellers måtte ligge lønmæssigt.
Vi vil blive mødt med argumenter om, at der ikke er hverken plads eller råd til noget som helst. Det er vi vant til, men vi ved også, at det ikke passer.
Den danske økonomi har det trods svagt stigende arbejdsløshed efter omstændighederne ganske glimrende. Der er overskud på betalingsbalancen; der er rekordlav rente; kronen står stærkt; der er balance i de offentlige finanser...
Og alle dommedagsprofetierne om den truende ældrebyrde er det rene vrøvl, fordi man kunne jo bare sørge for, at de ledige og såkaldt marginaliserede kom i reelt arbejde, så var problemet ikke-eksisterende.
Der er råd og plads - hvis vi vil.