Lars U. Thomsen har i et indlæg i Dagbladet Arbejderen den 19. juli stillet spørgsmålet: ´Hvad er alternativet til det antimonopolitiske demokrati?´. Jeg føler mig tvunget til at komme med et svar, da jeg er blevet citeret i indlægget, samt beskyldes for at være en af dem, der ikke vil fortælle hvad alternativet er
af Svend Erik Christensen, Roskilde
Strategien om det anti-monopolistiske demokrati, som blev udviklet i den internationale kommunistiske bevægelse i 60'erne og 70'erne i forrige århundrede, blev hovedhjørnestenen i DKP's 'Kommunisternes Program' fra 1976.
Baggrunden for denne strategi var udviklingen af den statsmonopolistiske kapitalisme med dens koncentration af antidemokratisk magt. En magtkoncentration, der bragte sig i åben konflikt med stadig større dele af befolkningen.
I det danske samfund i 1976 var arbejderklassen et mindretal af den arbejdende befolkning, som også bestod af for eksempel funktionærer, teknikere, intellektuelle og selvstændige inden for landbrug, håndværk, handel og servicefag. Det antimonopolistiske demokrati var derfor en dobbeltsidig strategi. Det drejede sig om for arbejderklassen at samle en antimonopolistisk alliance mod storkapitalen. Og det drejede sig om at udvikle de demokratiske kampe.
Historisk har det været tvingende nødvendigt for arbejderklassen at alliere sig med andre befolkningsgrupper i kampen for demokrati og socialisme. Bønderne har traditionelt været den naturlige alliancepartner. Tænk blot på Oktoberrevolutionen og Arbejder- og Bonderepublikken DDR.
I 70'erne, hvor 'Kommunisternes Program' blev udformet, spillede bønderne en langt mindre rolle end tidligere. Alliancemulighederne blev brede: Udover småborgerskabet var det mellemlagene med funktionærer og intellektuelle som de væsentligste kræfter.
Her i begyndelsen af det 21. århundrede er vi i en kvalitativt anden situation end da 'Kommunisternes Program' blev udformet.
For det første har kapitalismen ændret karakter. Globaliseringen og internationaliseringen er slået igennem. Monopoliseringen og kapitalkoncentrationen har videreudviklet sig til en transnational monopokapitalisme, som river alle nationalstatens barriere ned, og i stedet skaber internationale udemokratiske organer som EU, WTO og Verdensbanken der skal være garant for de transnationale monopolers vækst gennem deregulering og neoliberalisme.
For det andet er der sket en kvalitativ ændring i klassestrukturen. Arbejderklassen er gået fra et mindretal til at være et stort flertal af den erhvervsaktive del af befolkningen.
Det vil være naturligt at reflektere lidt over, hvad det betyder for vores strategi, at arbejderklassen er gået fra at være et mindretal i befolkningen til at blive den lagt overvejende del af befolkning. Ligesom dens naturlige allincepartnere er blevet reduceret til et forsvindende mindretal af befolkningen. Man kan vel sige, at den antimonpolistiske alliance er gået fra en nødvendighed til at være en dyd for arbejderklassens kamp for socialisme.
Det, der er udfordringen til nutidens kommunister, er at udforme en strategi, der modsvarer den virkelighed vi lever i. Hver tid kræver sit program og sin strategi. I 1952 vedtog DKP programmet 'Det danske folks vej', der opsummerede erfaringerne fra kampen mod fascismen, modstandskampen og udviklingen af folkedemokratierne til en strategi for overgangen til socialisme i efterkrigstidens Danmark. På samme måde var 'Kommunisternes Program' fra 1976 et godt svar på hvordan det daværende statsmonopolistiske kriseramte Danmark kunne begynde overgangen til socialisme.
Det er ikke sikkert, at svaret på nutidens problemer er det anti-monopolistiske demokrati, som det er formuleret i 'Kommunisternes Program'. Men det vil sikkert være en strategi som har sine rødder i og væsen fra kommunisternes erfaringer med folke- og enhedsfronten, folkedemokrati og antimonopolistisk demokrati. Herunder de erfaringer som den internationale kommunistiske bevægelse har høstet gennem de sidste 75 år: For eksempel Den spanske republik og Folkefronten i Frankrig i mellemkrigstiden, de folkedemokratiske revolutioner i Syd- og Østeuropa i efterkrigstiden og Folkeenheden i Chile samt de franske, portugisiske og italienske kommunisters erfaringer fra 1970'erne.
Det vil blive en strategi, der vil indeholde nogle almene lovmæssigheder for overgangen fra kapitalisme til socialisme, som:
* at enhver overgang til socialisme er opnået gennem, at folkenes kamp for demokratiske mål er vokset over i en kamp for socialisme.
* at der er behov for mellemtrin eller etaper i overgangen til socialisme, som må ses som en proces og ikke som nogle statiske trin.
* at der må udformes en politik, der tilfredsstiller det store folkeflertal og retter sig mod monopolborgerskabet.
* at det er muligt med en ikke-væbnet overgang til socialisme gennem isolering af de mest reaktionære dele af monopolborgerskabet og opbygning af en antimonopolitisk alliance eller folkeenhed.
* at forudsætningen for at begynde vejen hen mod socialismen er, at der skabes enhed i arbejderklassen, og at arbejderklassens organisationer omformes til klassekampsorganisationer.
Det er væsentligt vi får afdækket de nuværende hovedmodsætningerne i klassesamfundet - både nationalt og internationalt. Kun herudfra kan vi opstille den rigtige strategi for overgangen fra kapitalisme til socialisme. Det må blive en strategi, der peger på et opgør med den kapitalistiske globalisering med dens neoliberalisme, krigspolitik og udemokratiske magtstruktur.
Der må opstilles et program for en fredelig samarbejdende verden, national selvstændighed for Danmark og en national kultur. Der må udvikles en poltik for demokratisering af arbejdslivet og det øvrige samfund. Der må udvikles en politik for en solidarisk velfærdsstat. Jeg tror ikke, der er meget der skiller mig og Lars U. Thomsen i forhold til disse betragtninger. Det er måske bare et spørgsmål om ordkløveri.
Men hvordan en sådan strategi og politik føres igennem, afhænger af klassekampens udvikling, og muligheden for at skabe enhed i arbejderklassen og mellem arbejderklassen og dens naturlige forbundsfæller.
Det er de opgaver som DKP står overfor. Opgaver som jeg gerne ser bliver løst i fællesskab med KPiD og DKP/ML.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278