´Nydanskere fylder i retspsykiatrien´ hed en artikel i Politiken den 28. juli. Den får mig til at skrive dette indlæg. Det er ikke fordi, jeg er uenig i det, der står i artiklen - tværtimod

af Ahmet Demir, familieterapeut og leder af Blæksprutten
Jeg mener, at det er på høje tid, at artiklen blev skrevet! Fagpersoner skulle have været på banen for længe siden for at sætte fokus på de etniske grupper, der har det svært med psykiske problemer.
Jeg har i mange år arbejdet som behandler, og er på den måde vidne til mange etniske familier, der lider under voldsomme psykiske smerter. Overskriften til artiklen er en mors udtryk under en samtaleterapi. Hun fortalte om, hvordan hun gav udtryk for sorg og tab. Hun havde mistet et nært familiemedlem, og ifølge hendes traditionelle kultur, reagerer nogle ved at rive sig i håret eller slå sig på benene, idet de tror, at man på den måde efter nogle måneder eller år, kommer over det.
Hendes problem var, at det ikke var nok for hende, til at hun kunne udtrykke sin sorg, men hun ville ikke belaste andre. Ej heller hendes mand eller voksne børn, fordi de syntes, at hun ikke var normal, når hun stadig var ked af det, selv om der var gået et par år efter tabet. Hun blev stemplet af familien og det øvrige netværk som en, der spillede offer for at få andres opmærksomhed. De anbefalede hende at gå til lægen for at få sovemedicin, så skulle det nok hjælpe!

Uvidenhed
Eksemplet betyder ikke, at alle etniske grupper har det sådan, men en stor del af familierne, har ikke kendskab til behandlersystemet og kender slet ikke fagpersoner som psykiatere, psykologer og terapeuter. Hvis nogle er ved at gå i hundene, vil netværket lynhurtigt stemple det enkelte individ som sindssyg. Det gælder ikke kun for den enkelte person - det vil også få konsekvenser for vedkommendes familie.
For eksempel for børnenes vedkommende vil det føre til en udstødelsesproces. I nogle af familierne følges religiøse skikke, det vil sige de henvender sig til præster (imamer), idet de er overbevist om, at såfremt de får læst op fra Koranen, hjælper det på smerten. Vedkommende jeg her omtaler, var endda under medicinsk behandling, men da de kom hjem fra lægen, anbefalede nogle familiemedlemmer, at vedkommende ikke skulle tage sin medicin, men i stedet gå til en imam.

Motivation
Det er ikke let at tale om psykiske sygdomme. Det er noget abstrakt noget og svært at beskrive. For nogle er det en grænseoverskridelse i forhold til deres religion, hvis man taler om det. De religiøse mener, at det ikke hører til menneskets kompetence, men at det henhører under guderne.
Derfor kræver det enormt meget fra de professionelle, der har kontakt til de etniske grupper. De professionelle skal være meget opmærksomme på, hvad der sker i familien som helhed og individuelt. Jeg mener, at der på mange forskellige leder og kanter skal forsøges at give dem professionel hjælp. Selv om det umiddelbart synes helt umuligt, kan det lykkes.
Det er min egen erfaring, at uanset hvilken uddannelsesbaggrund og religiøs baggrund folk har, kan det sagtens lade sig gøre ved at faggrupperne (for eksempel socialrådgiver, pædagog, lærer) samarbejder. På den måde kan et menneske med anden etnisk baggrund motiveres til en psykologisk behandling.
Der er flere familier, der har givet udtryk for deres glæde over den professionelle hjælp de har fået. En tidlig indsats overfor diverse symptomer af psykologisk art, har en forebyggende effekt i forhold til børns sociale, faglige og personlige udvikling.
Jeg oplever tit, når jeg kommer ind i billedet som behandler, at børnene holder op med at skjule deres sorg. Børn og unge kan tydeligt mærke, hvis mor, far eller andre voksne i familien mistrives, og de begynder at fantasere over, hvad det kan være. De bruger således en masse energi på at finde ud af, hvad der er galt. Den mor, som skjulte sin smerte for familien fik, efter en intensiv samtaleterapi, en erkendelse af, at smerten ikke skal skjules for resten af familien.
I det øjeblik forældrene åbnede sig og var ærlige omkring deres psykiske smerte og sorg, og de dermed viste deres følelser ved at sætte ord på deres savn og græd åbenlyst, blev børnene rolige igen. Børnene havde også skjult følelser overfor forældrene, men efter behandling af hele familien, blev familiemedlemmernes forskellige måder at udtrykke følelser på, accepteret.