Raymond Swing bidrager til forvirringen ved, i et debatindlæg den 31. juli, at betegne alle udtalelser om ´arbejderklassen´ og marxismen - leninismen som et levn fra partigangen i Dronningens Tværgade

af Martin Jensen, København
Ja han er så forhippet på at nedgøre enhver tale om at anvende den marxistiske - leninistiske videnskabelige metode, at han bringer begreber ind i debatten, der intet har med marxisme at gøre.
Når Joan Åget Pedersen fra DKP/ML og undertegnede fra KPiD siger nogenlunde det samme i vores debatindlæg omkring de spørgsmål Eigil Nielsen rejste, er det ikke fordi vi har en speciel jargon hentet på 'partigangen'. Så er det naturligvis fordi vi har læst de samme skrifter, og efter bedste evne krydret det med anvendelse af sund fornuft.
Man fremmer ikke arbejderklassens subjektive bevidsthed om den objektive virkelighed, ved at så tvivl om marxismen - leninismens videnskabelige metode til at undersøge samfundsforholdene. Hvis man smider en sten op i luften, bliver den ikke hængende, fordi man benægter eksistensen af tyngdeloven. Det var netop marxismens store fordel, at den kunne analysere samfundsforholdene, og at vi i erkendelse af denne sandhed, har et stykke værktøj til anvendelse i de daglige kampe. Men forudsætningen for dette er, at vi bruger de samme begreber og metoder,

Vi har ikke hævdet, at det kommunistiske parti som fortrop i klassekampen er 'partifunktionærernes og andre velskolede kammeraters' ansvar. Vi siger netop, at det kommunistiske parti består af medlemmer der rekrutteres fra arbejderklassen selv, at de er en del af arbejderklassen, og at de bringer arbejderklassens viden og erfaringer med sig ind i partiet. Men det betyder ikke at partiet automatisk er arbejderklassens fortrop, dertil kræves at partiet er i stand til at opsamle de mange erfaringer og udmønte dem i rigtige beslutninger, der er mobiliserende.
Raymond Swing kommer også ind på den gamle tese om 'arbejderaristokratiet'. Det er et spørgsmål der har været diskuteret i umindelige tider. Det er rigtigt, at der findes faglige ledere, og andre, der har vist evner for at administrere det bestående samfund. Men tilhører man kun arbejderklassen, hvis man har den rette revolutionære ånd?' Hvis en arbejdskammerat går hen og bliver et røvhul over sine kollegaer, så er han ikke, vupti, meldt ud af arbejderklassen.
Det var denne tankegang, der i mellemkrigsårene, fik de kommunistiske partier til at proklamere kamp mod socialfascismen. Men Dimitrov påpegede det farlige ved denne taktik, og udviklingen gav ham ret. Splittelsen i arbejderbevægelsen banede vejen for de fascistiske diktaturer.

Raymond Swing frembringer også en anden tese, som er farlig for arbejderklassens opfattelse af sig selv: 'Bygger ikke netop hele vor egen høje levestandard for en stor del på billig import fra ulandene?' Denne tanke er ikke ny. Vi er nødt til at fastslå, at det ikke er danske arbejdere, der udbytter befolkningerne i ulandene, men derimod kapitalismen, der i jagten på ekstraprofitter, bestemmer verdensmarkedspriser, stiller politiske og økonomiske betingelser for kreditter med mere.
Den relativt høje levestandard er resultat af de danske arbejderes kamp mod kapitalen og deres privilegier. Dansk arbejderbevægelse har derimod en veludviklet sans for nødvendigheden af international solidaritet. Det er der mange fornemme eksempler på.
At beskylde kommunister, der læsere og anvender marxismen - leninismen i kampen, for håbløse fortalere for ånden på partigangen, fører kun til desillusion og forvirring i arbejderklassen. Er det Raymond Swings ærinde? Jeg håber det ikke.