13 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Partidiskussion i Nørrebroparken

Partidiskussion i Nørrebroparken

Onsdag, 20. august, 2003, 00:00:00

Det første offentlige diskussionsmøde mellem de tre kommunistiske partier KPiD, DKP/ML og DKP fandt sted i søndags under K-festival i Nørrebroparken

af Preben Engelsmann, Kastrup
Det er umådeligt vigtigt at de tre partier, for at styrke kommunisternes indsats i Danmark som internationalt, får afklaret, om de har forskellige indgangsvinkler til udformningen af et socialistisk program og vejen frem til et socialistisk samfund.
Umiddelbart kunne man godt få det indtryk ved at høre de tre indledere, at det så meget sort ud for en samling af kræfterne. Repræsentanten for DKP (mit parti) var meget langt fra at have de samme holdninger som de to andre partirepræsentanter. Blandt andet i spørgsmålet om nødvendigheden af et partiprogram, i spørgsmålet om demokratisk centralisme, om partiets opbygning og rolle.
Der fremkom udtalelser fra DKP repræsentantens side, som jeg som DKP'er må tage klart afstand fra, og jeg må da også understrege, at hun flere gange fremhævede, at det var hendes egne meninger, hun fremkom med, de var ikke, i hvert fald ikke alle, afstemt eller godkendt af partiledelsen. Jeg må derfor også rette min kritik mod mit partis ledelse, der er medansvarlig for at sende en indleder til en så vigtig diskussion, en indleder, der er uhyggeligt subjektiv og har meget afvigende meninger fra de, der er normalt gældende i DKP.
I alle tilfælde afvigende fra de meninger, vi har i DKP Amager. Her har vi et meget seriøst samarbejde med KPiD og DKP/ML. Vi holder jævnligt møder både på ledelsesplan og medlemsmøder. Vi har en ærlig vilje til størst muligt samarbejde og et ønske om og en tro på en sammenslutning, der ikke gerne må ligge for langt ude i fremtiden, for opgaverne er mange og store og det er nødvendigt med fælles kræfter.
Vi vil forsætte vort samarbejde til trods for de faldne udtalelser i Nørrebroparken. Det er fra neden, samarbejdet skal komme, det er demokratisk centralisme.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. aug. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp