Raymond Swing peger på vigtige problemstillinger, mener dagens debattør

af Kjeld Stenum, Ejby
I et herligt provokerende læserbrev 31. juli beskyldte Raymond Swing (DKP) Joan Ågot Pedersen (DKP/ML) og Martin Jensen (KPiD) for funktionær-kommunisme i værste Dr. Tværgade-stil, når de skulle begrunde, hvorfor DKP ikke blev inviteret med til at arrangere sommerlejr sammen med DKP/ML og KPiD.
Med funktionær-kommunisme mener Raymond Swing en speciel frelst afart af marxismen, der mener at have en særlig privilegeret adgang til sandheden, som gør det overflødigt at opsøge dialog med afvigende holdninger.
Det er jo provokerende snak af en mand, der forstår sig selv som kommunist. I Martin Jensens svar 16. august får Raymond Swing da også læst og påskrevet, så hatten passer. Han er ude på at nedgøre den marxistisk-leninistiske metode, han bedriver subjektiv klasseanalyse, og han adopterer mellemkrigstidens tyske kommunisters social-fascisme-teori og lægger sig dermed ud med selve Dimitrov. Endelig beskyldes han for at markedsføre en tese om, at hele arbejderklassen i vores del af verden udbytter u-landenes arbejdere gennem billig import, og den tese betegner Martin Jensen som farlig.

Det er jo svære kanoner, der bliver rullet frem. Og jeg må tilstå, jeg måtte hive Raymond Swings læserbrev frem igen, for det var bestemt ikke dette vederstyggelige indhold, jeg huskede. Jeg huskede derimod en del drilske spørgsmål. Samt en betydelig vilje til at se tingene, som de er. Især det sidste bør vi alle tage ved lære af.
En allerførste forudsætning for at løse et problem er at have vilje til at se det i øjnene. At Dansk Folkeparti har mange gange større tag i arbejderklassen end DKP, DKP/ML og KPiD tilsammen er ikke Raymond Swingsk subjektivisme, det er et objektivt faktum. Og så længe det er sådan, er det svært at sige ordet 'fortrop' og se seriøs ud. Skal vi overhovedet nogensinde blive fortrop, er det da væsentligt, at vi får en konstruktiv diskussion af, hvad vi kan gøre ved det paradoks.
Det er muligt, Raymond Swing er lidt tæt på at opgive arbejderklassen, når han spørger, om vi ikke alle lukrerer på u-landenes billige arbejdskraft. Men han forsøger at dreje diskussionen i retning af de væsentligste problemer. Når så mange flere foretrækker Pia fremfor kommunisterne, og det mønster oven i købet er typisk i Europa, så må der også være objektive grunde til det. I stedet for at tage handsken op foretrækker Martin Jensen at hænge Raymond Swing ud som kætter, der lægger sig ud med Dimitrov.

Jeg tør snart ikke vove den bemærkning, at Dimitrovs enhedsfrontsstrategi jo netop er noget af det, der står om i funkrionær-kommunismens facitliste. Jeg synes da også, han sagde mange kloge ting, ham Dimitrov.
Men sandheden er jo også, at trods den marxistisk-leninistisk korrekte enhedsfronts-strategi så tabte arbejderklassen til fascisterne i Spanien, og den tabte også kampen mod krigen. Så vandt det russiske folk godt nok krigen for os alle sammen, til gengæld tabte vi bagefter freden. Disse ting mener jeg er objektive kendsgerninger. Så selv om Dimitrov måske havde fat i en ende, så er diskussionen om, hvordan man sejler op mod højre i hvert fald ikke udtømt med en henvisning til ham.
Martin Jensen mener, at han og Joan svarede så ens, fordi de har læst de samme bøger. Sandheden får man altså gennem teoretisk erkendelse, ikke gennem dialog, og vist slet ikke gennem dialog med Raymond Swing. Dermed bekræfter Martin Jensen jo Raymond Swings fordomme om funktionær-kommunisme, så det er både til at le og græde over.
Må jeg minde om, at ordet 'dialektik' i udtrykket 'dialektisk materialisme' er i familie med ordet 'dialog'. Sand erkendelse får man ikke ved at afvise diskussioner, men ved at bestræbe sig på at erkende alle aspekter ved tingene, at komme hele vejen rundt om dem, og det kommer vi blandt andet ved at indgå i dialog med dem, der har øjne for aspekter, som vi måske selv er blinde for.