Forslaget om lukningen af Nyvangsskolen i Randers er fuldstændig uigennemtænkt, en rigtig hovsa løsning
af Tina Hansen og Tina Jensen, Randers
Onsdag aften var vi indkaldt til møde på skolen for at blive orienteret om forslaget. Vi var chokerede og følte os taget på sengen.
Man kan undre sig meget over Venstres argument for at lukke skolen, som lød på at det alene skyldtes økonomi. Nyvangsskolen er en af de billigste skoler at drive. Samtidig er det en god og velfungerende skole som ligger i nærområdet i et område som i forvejen har det svært.
Man kan undre sig over politikernes langsigtede mål. For ganske få år siden har vi fået lavet trafiksanering, så vejene blev lavet om til stilleveje her i Nyvangsskolens distrikt, netop for at sikre skolevejen for vores børn. Nu vil politikerne til at sende vores små børn ud på stærkt trafikerede veje: Mariagervej, Rådmands Boulevarden, Hobrovej og Ringboulevarden. Dette er virkelig vanvid så det gør noget.
Vores skole er en god skole, hvor der bliver lavet et stort arbejde for at børnene skal have en god hverdag i trygge rammer. I har virkelig slået deres trygge hverdag helt i stykker. Børnene er fortvivlede, mange græd og kunne ikke forstå at deres skole måske skal lukke. Vi forældre er lige så fortvivlede og undrer os meget over, at i kan finde på at vælge en velfungerende skole i Nordbyen.
Nordbyen skulle jo netop have et kvalitetsløft. Hvordan kan i give området et løft, hvis gode skoler/ institutioner skal nedlægges? Den erfaring og viden personalet har med området, vil jo også gå tabt. Nyvangsskolen har ry for at være god til at integrerer børn med en anden etnisk baggrund. Vi kan frygte hvad resultatet bliver, når mange børn bliver samlet på et sted.
Vi synes, at politikerne skylder os en saglig begrundelse for, at de siger nej til Rytterskolen og Vorup skole, men ja til Nyvangsskolen. Vi fik den fornemmelse, at der var nogle der havde handlet ud fra egne interesser.
Bevar Nyvangsskolen, for det er en rummelig skole, hvor lærerne formår at lade det enkelte barn mærke, at det er værdifuldt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278