De største pengetanke i samfundet er blevet dygtige til at sende regningen videre nedad i samfundet, når krisen kradser

af Karen Sunds
Nutidens globaliserede og deregulerede kapitalistiske økonomi, har gennemgået mange store forandringer i de sidste to årtier.
Et af kendetegnene ved vor tids kapitalisme er, at konjunkturudsvingene i økonomien, altså de buldrende højkonjunkturer og de økonomiske kriser, er langt voldsommere end tidligere. Der er flere årsager til denne udvikling. Et par af dem er følgende:
- at den offentlige sektors betydning som 'økonomiens stødpude' er ved at forsvinde i takt med at de offentlige sektorer privatiseres og underlægges snæver budgetkontrol.
- at de finansielle markeder i stadig højere grad gør den kapitalistiske økonomi ustabil, på grund af store mængder spekulationskapital, der flyttes rundt efter kortsigtet profit.
Men til dette billede føjer sig endnu et træk, som det er væsentligt at sætte fokus på. Det er nemlig karakteristisk for vor tid, at de knubs, som kapitalismen giver, når den er i krise, i langt højere grad end tidligere tildeles den enkelte samfundsborger og arbejder direkte.
Eksperterne kalder det, at 'den enkelte borger i højere grad tager risikoen ved markedet.'
Fænomenet er glimrende beskrevet af de to danske økonomer Carsten Valgreen og Keld Holm i deres nye debatbog Prisstabilitet for enhver pris?

Løn efter markedet
Hvad er det, der sker?
I 60'erne og 70'erne var det danske samfund indrettet således, at en almindelig arbejder fik udbetalt sin overenskomstmæssige løn, hvad enten det gik op eller ned. Han kunne miste sit arbejde, men så var der dagpenge. I alderdommen var der en statslig sikret folkepension.
Der var altså med andre ord en høj grad af social sikkerhed.
Men siden er der sket en lang række skred. De kan enkeltvis se ud som tilfældigheder. Men tilsammen danner de et klart, sammenhængende mønster.
Lad os nævne nogle eksempler:
* Lønnen: I dag er lønnen generelt blevet meget mere fleksibel og bestemmes i højere grad af markedet. Men dertil kommer også den øgede brug af de såkaldte aktieoptioner. Det betyder, at din løn bliver direkte afhængig af, hvordan det går med virksomhedens profit.

Flere 'Arme og Ben' firmaer
* Outsoursing: Nutidens store monopoler har skabt en pyramidestruktur, hvor en stor del af produktionen er udliciteret til mindre underleverandører. Når krisen kradser opsiges kontrakten med underleverandørerne. Monopolet lader altså de små virksomheder bære tabet og risikoen.
I nogle lande er denne struktur udbygget til, at tidligere lønarbejdere har etableret sig med eget momsnummer og eget firma (såkaldte 'Arme og Ben' firmaer). De laver ofte det samme arbejde som før, men er nu deres egen arbejdsgiver. Det betyder, at de som selvstændige må tage hele skraldet, hvis kontrakten opsiges. Førhen havde de som almindelige lønarbejdere en vis sikkerhed, i perioder med høj arbejdsløshed.
Eksemplet kan måske synes marginalt, men fænomenet er særdeles udbredt i Storbritannien, og er et voksende problem i Danmark.

Individuel pensionsopsparing
*Pension: Den samme tendens ser vi i de aktuelle ændringer af pensionsordningerne.
I dag er det ikke længere givet, hvad du har at leve af, når du bliver gammel. Det afhænger af, hvordan du har placeret dine pensionsordninger, og hvor heldig din pensionsfond er med at investere i aktier og obligationer. Under et børskrak, kan pensionsopsparingen skrumpe gevaldigt ind.
Førhen var det bankerne, der tog skraldet, når børserne gik i sort og aktiekurserne dykkede. Det var ikke noget, der ramte den enkelte arbejder umiddelbart. Bankerne har enorme pengereserver, og er polstret til at kunne klare uforudsete tab på markedet. Men det har de færreste enkeltpersoner. Og i dag er det altså den enkelte, der rammes direkte af disse udslag.
Tendensen skyldes ikke kun, at folkepensionen efterhånden erstattes af individuelle pensionsopsparinger. Det skyldes også, at stadig flere arbejdere investerer i aktier. I USA ejer over 50 procent af husholdningerne andele af investeringsforeninger. Tendensen er den samme i alle OECD-lande, dog undtagen Japan.

Med andre ord ser vi i dag, at de største pengetanke i samfundet er blevet dygtige til at smyge tabene af sig, og sende regningen videre nedad i samfundet, til arbejderklassen og de arbejdende i øvrigt.