De store systemer hører ikke på børnene

af Christina Strøm, Sjællands Odde
Empati: Det at tillægge andre sine egne følelser; samfølelse; (sympatisk) indføling; empatisk. (Gyldendals Fremmedordbog side 147)
Jeg skriver denne artikel fordi:
Jeg er meget forundret.
Jeg er meget bekymret.
Jer er uforstående.
Når man som god forældre går ud og kigger børnehaver ud til sit barn, vælger man med omhu og viden det, som man skønner allerbedst for sit barn.
Jeg vælger en børnehave hvor de arbejder med empati og lærer mit barn at sige fra og til i de situationer, han måtte komme ud i i dagligdagen - noget jeg selv har gjort fra starten af og følger op derhjemme dagligt.
Dette gør, at børnene lærer sig selv at kende - de ved hvem de selv er i forholdet til andre og de kan selv sætte grænser for hvad de vil og ikke vil.
Jeg er selv vokset op med den samme indgangsvinkel til livet - at opleve - se og så tage stilling til hvad jeg vil og ikke vil. Med andre ord: Jeg er blevet hørt som barn og nu som forældre vælger jeg også at høre mit barn.

Min barndom var dengang med Kaj og Andrea - børnemagt og så videre - det var med andre ord dengang, hvor børn blev lyttet til med stor interesse og forståelse for, at børn faktisk er små mennesker med meninger om rigtig mange ting.
Der var friheden til at udtale sig og en tro på, at man ville blive hørt. Den frihed som jeg ønsker, at mit eget barn skal lære at kende.
Mit barn er et inderligt ønsket barn - og bliver behandlet som sådan - jeg ønsker et barn med det ansvar og den store lykkefølelse det også bringer med sig.
Jeg opdrager mit barn til at være fri - lære at sige fra og forstå andre og dermed også sig selv.

Det der forundrer mig dybt, bekymrer mig og efterlader mig ufirstående, er de store systemers direkte brug af magt i forholdet til børn - et barn skal ikke høres når det er lille, først når det er 12 år og måske ikke engang da. Systemet går imod alt, hvad jeg opdrager mit barn til at tro på, hvor jeg mener at dette samfund i den grad har brug for mennesker, som har lært at føle empati og derfor vil kunne tage ansvar for sig selv og lære at respektere andre medmennesker.
På mange måder er vores samfund forældet i vores opfattelse af børn og deres evner. De kan meget mere end vi selv tror og de kan også sige fra. Hvad sker der med disse børn? På den ene side lærer de at sige fra og lærer at tro på at de vil blive hørt, når de har noget at sige og på den anden side bliver de 'trynet' til at gøre som en lovgivning foreskriver og som bliver holdt i hævd hvor forket det end er.
Det handler her om de voksnes ret i forholdet til børnene og ikke om børnenes følelser og meninger om dette forhold.
Dette skaber børn med store frustrationer - nogle steder bliver man hørt, andre steder vil de voksne rent ud sagt 'skide' på hvad disse børn har at sige. Vi sender børn ud i verden, der ender med ikke at tro på deres egne følelser - og dermed vænner sig til ikke at lytte til hvad andre føler og siger. Børn med 'hård hud' på deres følelser er noget af det mest uhyggelige jeg kan forestille mig. Hvad er det så for voksne, der kommer om en ti til tyve år?

Hvornår bliver det i orden at tale om følelser i statsamterne, hos fogedretten - hvornår bliver børnene hørt? Hvornår bliver mødrene og fædrene som har disse bekymringer hørt af det store system?
Vores erfaringer med andre mennesker er dem der gør, at vi bliver som vi bliver - jeg har erfaringer der gør, at jeg tror fuldt og fast på at læren om empati er den vej jeg skal gå med mit barn. Vi kan ikke kaste vores erfaringer og følelser over bord, blot fordi en lov siger vi skal - og kan det forventes at vi respekterer en lov, som ikke respekterer vores børn som ligeværdige medmennesker?