Den 4. juni offentliggjorde Dagbladet Arbejderen otte principper som KPiD´s skolingsudvalg har fremlagt og opfatter som ufravigelige for et kommunistisk parti - her er DKP´s svar på indlægget.

af DKP's landsledelse
Vi hilser KPiD's bestræbelser på at finde et minimumsgrundlag for enhedsprocessen mellem de tre partier velkommen. Og vi er i DKPs landsledelse enige i hovedsynspunkterne, hvor ikke andet anføres.
Men der er i KPiD's otte punkter mange citater, ikke megen sans for nuancer og ingen større åbning mod samarbejdspartnerne. Indlednings- og afslutningsvis slås det fast, at disse otte punkter 'må være ufravigelige'. Sikke et signal at sende!

Princip 1: Partiets karakter
Partiet skal ikke overraskende hedde 'Kommunistisk Parti i Danmark' (skønt 'DKP' vel er det naturlige navn, hvis vi skal tilbage til rødderne), og 'vil være arbejderklassens revolutionære parti'.
Betyder det, at pluralismen i den internationale kommunistiske bevægelse efter den østeuropæiske socialismes sammenbrud og murens fald ikke må indvirke på mængden og karakteren af kommunistiske partier i Danmark? Der er i dagens Danmark flere kommunistiske partier, som har afgørende ting til fælles, først og fremmest enighed om en række reformforslag og dagsaktuelle krav. Men også om beskrivelsen af arbejderklassen og af det revolutionære potentiale den udgør.
Men hvis enhedsbestræbelserne skal foregå mellem ligeberettigede partier, må den forskellighed i erfaringsgrundlag og strategier, som er en del af partiernes identitet, respekteres, indtil enhedsarbejdet og de fælles teoretiske diskussioner har overvundet disse forskelle. DKP understreger behovet for ét kommunistisk parti for arbejderklassen, men forholder sig nuanceret til mulighederne herfor på kortere eller længere sigt.
Udtrykket 'arbejderklassens samlede interesser' er en interessant ordføjning; det står ikke helt klart, om det er arbejderklassens fælles interesser, der skal varetages, eksempelvis interessen i at afskaffe udbytning og bane vejen for socialismen, - eller om det er alle arbejderklassens forskellige interesser, herunder de særinteresser, som forskellige lag i arbejderklassen har. Hvis det er det første, skal disse interesser defineres eller beskrives. Hvis det er det sidste, må vi forklare, hvordan et kommunistisk parti varetager disse interesser samtidig, hvordan det samler kampen for dem og giver den retning.
At partiet vil bygge på den videnskabelige socialismes ideologi er en generel formulering, som risikerer at blive en indholdstom floskel. Hvad er 'den videnskabelige socialismes ideologi'? Er ideologi en underafdeling af den videnskabelige socialisme? Den videnskabelige socialisme som helhed kan jo næppe være ideologi.
Og hvad er et marxistisk-leninistisk parti? Et der anerkender arven fra Marx og Lenin? Hele arven? Og hvad har Marx og Lenin hver især bidraget til marxismen-leninismen med? Og hvad med andre tænkere, filosoffer, økonomer og politikere? Hvilket forhold har vi i vores teoretiske udvikling til andre 'venstrefløjsholdninger'?

Princip 2: Arbejderklassens rolle
Hvis vi er enige om, at arbejderklassen omfatter langt hovedparten af den arbejdende befolkning, skal den beskrives nuanceret. Hvilken rolle spiller den voksende andel af pensionister? Hvad med de uddannelsessøgende? Hvilken rolle spiller de der principielt er en del af arbejderklassen, fordi de kun har deres arbejdskraft at sælge, men som reelt er sat udenfor arbejdsmarkedet?
Den stadigt voksende nuancering af arbejderklassens forskellige lag, og forskellen mellem den objektive og den subjektive interesse i en samfundsomvæltning gør det nødvendigt også at forholde sig til erfaringerne med dele af arbejderklassen, der objektivt kæmper imod den samlede arbejderklasses interesser og lader sig bruge af klassefjenden - som i Chile under opstanden mod Allende. Eller mere aktuelt i Venezuela.
Hvordan forbinder kommunisterne aktiviteterne i de dele af arbejderklassen der også subjektivt har en interesse i revolutionen med de øvrige bevægelser som udover arbejderklassen også omfatter andre lag af befolkningen, fredsbevægelse, anti-EU bevægelse, ATTAC, Globale Rødder og andre?

Princip 3: Klasseanalysen
DKP mener, at den nødvendige skelnen mellem objektive klassetilhørsforhold og subjektiv klassebevidsthed kræver konkrete analyser. Dansk Folkepartis tilslutning i store dele af arbejderklassen gør sådanne analyser ekstra påkrævede.
Det store flertal af den danske befolkning kan kun eksistere ved (tvungent) at sælge sin arbejdskraft. To en halv millioner ud af de godt fem millioner danskere er tilknyttet arbejdsmarkedet. Af de to en halv millioner er en vekslende del nok tilknyttet arbejdsmarkedet, men arbejder ikke - de arbejdsløse og én del af kontanthjælpsmodtagerne. Andre er syge eller på orlov.
I Danmark er det ikke en fysisk nødvendighed at sælge sin arbejdskraft for at eksistere. Men for de fleste er det en nødvendighed at tilbyde sin arbejdskraft (arbejdsløse, herunder visse kontanthjælpsmodtagere). Eller at være villig til at tilbyde sin arbejdskraft (andre kontanthjælpsmodtagere og syge/handicappede). Eller at have tilbudt/solgt sin arbejdskraft (pensionister). Men for en meget stor gruppe er tilknytningen til arbejdsmarkedet fjern og til dels abstrakt. Hvad betyder det for klasseanalysen og for vores politik?
Hvad betyder det for den hjemlige og internationale solidaritet, at vores pensionisttilværelse er afhængig af store virksomheders vellykkede aktiespekulationer? Og hvad betyder det for vores villighed til at deltage i revolutionære kampe, som kan ødelægge disse muligheder?

Princip 4: Antimonopolistisk kamp og demokrati
En væsentlig forudsætning for udviklingen af den antimonopolistiske kamp er at forbinde den objektive og den subjektive interesse hos den enkelte. Når vi bekæmper de store transnationale koncerner (TNK) kan de ansatte føle sig truet på det arbejde de skal leve af.
Bekæmpelse af monopolerne kan føre til andet end en socialistisk samfundsomdannelse. Det kan for eksempel være en tilbagevenden til 'den fri konkurrence' og små virksomheder. Vi må påvise en konkret forbindelse mellem monopolerne og de problemer folk oplever i deres dagligdag, så kampen ikke bliver abstrakt. Og vi mangler en udmøntning af strategien for den antimonopolistiske kamp og det antimonopolistiske demokrati.
Der er langt igen, inden storkapitalen er bragt i politisk isolation. Det objektive flertal for revolutionen skal omsættes til et subjektivt flertal.

Princip 5: Aktionsenhedens metode
Punktet er meget generelt formuleret. Og det er i hvert fald ikke rigtigt, at 'enhed i kampen er en forudsætning for resultater'. Man kan selvfølgelig sagtens opnå resultater hist og her, selvom man kæmper isoleret. Enhedens vigtigste egenskab er at samle forskellige grupper om en fællesnævner og opnå et resultat og et perspektiv der kan kæmpes videre ud fra. Modstandsbevægelsen, EU-modstanden, kampagnen mod a-våben samt faglige kampe, er eksempler på enhed der har gjort stærk.

Princip 6: Den parlamentariske strategi
Afsnittet fremhæver korrekt om end i meget generelle vendinger, hvad der skal til for, at det arbejdende folk gøres til en magt i samfundet. Men berører slet ikke de faktorer (erfaringer med aktiviteter og alliancer) der bør indgå i overvejelserne om en parlamentarisk strategi: Under hvilke omstændigheder vil kommunister stille op selvstændigt eller gå ind i et enhedsarbejde med andre 'venstrekræfter' og/eller antimonopolistiske kræfter, som det er set med DKP's valg af Enhedslisten som parlamentarisk strategi? Eller med de tre kommunistiske partiers valg af Folkebevægelsen mod EU som deres parlamentariske strategi. Eller ved opstilling til kommunevalgene.
Hvad omfatter den parlamentariske strategi udover selve det at stille op på et (fælles) valggrundlag? Hvorfor er de tre kommunistiske partier enige om at Enhedslisten ikke bør stille op til EU-parlamentsvalg? Hvilke langsigtede hensyn indgår i overvejelserne?
Forandring kommer ikke gennem parlamentariske positioner men gennem aktivitet, siger KPiD. Det er sandt, men det er også sandt, at det i sig selv er en aktivitet at være folkevalgt. Det er vigtigt, at de valgte kammerater til stadighed ser det parlamentariske arbejde som én ud af de mange opgaver partiet eller sammenslutningen af partier beskæftiger sig med.
En parlamentarisk strategi der kun omfatter kommunisterne, muliggør naturligvis en stram styring af det parlamentariske arbejde indenfor rammerne af den demokratiske centralisme, selvom den enkelte parlamentariker ifølge grundloven kun er forpligtet af sin samvittighed. Men, som det ses i tilfældet Enhedslisten, kan også en løsere organisation forpligte sine parlamentariske repræsentanter til at rette sig efter organisationens kompetente organer.
De tre partiers fremtidige samarbejde forudsætter, at vi respekterer hinandens valg af parlamentariske strategier. For DKP er Enhedslisten et stykke enhedsarbejde, vi er forpligtede på. Vi har ingen planer om at ændre denne strategi. Hvilket ikke udelukker diskussion af andre parlamentariske strategier.
Og vi respekterer, at DKP/ML og KPiD har truffet andre valg. At KPiD i Københavns Kommune har valgt selvstændig opstilling, fordi partiet oplever, at der ligger den fornødne folkelige aktivitet til grund. Det kendetegner kommunister, at de forholder sig konkret og praktisk til de konkrete parlamentariske muligheder og deres betydning for klassekampen.

Princip 7: Demokratisk centralisme
Hvis ikke den demokratiske centralisme blot skal være et banalt flertalsprincip, er det vigtigt at fremhæve retten til at være uenig. Selvom man retter sig efter trufne beslutninger og respekterer kompetenceniveauerne i partiet, bør den konstruktive debat om andre synspunkter og muligheder ikke stoppes.
Først hvis vi er i stand til at vedligeholde et kreativt og kritisk debatklima - og her har ledende kammerater et særligt ansvar - som en del af den demokratiske centralisme, bliver vi et parti af en ny type, et parti der kan foretage den nødvendige revision af sine handlinger uden at miste slagkraften og det fremadrettede. I modsætning til de vælgerforeningsopbyggede partier behøver et kommunistisk parti 'af en ny type', medlemmernes medvirken, og behovet er gensidigt.

Princip 8: Socialisme-opfattelse
At 'statsapparatet' skal forandres fra at være et redskab for monopolkapitalens herredømme til at være det arbejdende folks magtapparat er indlysende rigtigt, men igen er svagheden den meget generelle formulering. Hvad med proletariatets diktatur? Hvad betyder det, at statsapparatet skal forandres til det arbejdende folks magtapparat? Hvilke udtryk vil magten have?
DKP's landsledelse ser frem til en god og fremadrettet debat mellem ligeberettigede partier samtidig med et øget samarbejde.