I debatten om finansloven vil Socialdemokratiet givet slå sig i tøjret, men det er og bliver bovlam oppositionspolitik

af Birthe Sørensen, ansvarshavende redaktør
I dag er der førstebehandling af regeringens forslag til finanslov for det kommende år.
Finansloven er som bekendt rammen, eller budgettet, for regeringens aktiviteter i det kommende år. Her ser man klarest hvad regeringen prioriterer og ikke prioriterer.
Og hvis nogen skulle være i tvivl om regeringens sociale sindelag er der syn for sagen. Der er lagt op til en storstilet økonomisk omfordeling. Øget støtte til erhvervslivet i form af skattelettelser og skattefradrag. Og pengene hentes ved at plukke de arbejdsløse, ulandsbistanden, arbejdsmiljøet, børnefamilierne, de uddannelsessøgende og lejerne.
Dertil kommer færre penge til byfornyelse og mindre støtte til hjemmeservice. Konsekvensen vil være endnu flere arbejdsløse.
Og så er der portostøtten. 188 millioner vil regeringen spare ved at fratage 4.800 tidsskrifter og fagblade portostøtten. Det rammer ikke mindst fagbevægelsen hårdt. Og det er ingen tilfældighed.

Regeringens økonomiske politik er på mange måder en fortsættelse af den politik, som også SR-regeringen førte.
Velfærdsstaten er blevet en lænke om anklen på de europæiske virksomheder, sagde Jacques Delors som formand for EU-kommissionen helt tilbage i 1993.
Sådan siger kun få politikere i Danmark. Både regeringen og Socialdemokratiet slår syv kors for sig og pointerer, at de selvfølgelig vil bevare velfærdsstaten.
Til gengæld er der enighed om, at der er brug for reformer. Nødvendige reformer. I fremtiden vil der ikke være råd og derfor skal kun de allerfattigste have hjælp fra velfærdsstaten.
Sådan lyder det fra både Socialdemokratiet og den nuværende regering. Og det er ikke tilfældigt. Det er officiel EU-politik.

Godt nok er der forskel på, hvordan S og VC vil udmønte den nyliberale EU-politik til danske forhold.
Skiverne man skærer af velfærdsstaten er unægtelig blevet tykkere under den nuværende regering. Og der skæres hurtigt.
Socialdemokratiet skærer helst tynde skiver. Der skal tages hensyn til kernevælgerne og partiet forsøger ihærdigt at slå sig op på en mere social profil. Fagbevægelsen skal være aktiv medspiller og helst danse med på de bonede gulve, når der skal forhandles i EU.
I det lys skal man også se Max Bæhrings udmeldinger på Metal-kongressen.
Dansk Metal er nok det forbund i Danmark, som mest helhjertet er gået ind i at føre erhvervspolitik på kapitalens betingelser. Når Max Bæhring nu svinger sig op og taler om klassekamp, er det netop udtryk for, at han er varm tilhænger af den socialdemokratiske model - ligesom han er varm tilhænger af EU.
VC-regeringen har en anden strategi. Fra sin tiltræden er regeringen gået målbevidst efter at ramme den kraft, som kan organisere modstanden mod regeringen - først og fremmest fagbevægelsen. Det siges ganske vist ikke direkte, men talrige udspil har brod den vej. Fratagelsen af portostøtten er blot sidste skud på den stamme.

I debatten om finansloven vil Socialdemokratiet givet slå sig i tøjret. Men det er og bliver bovlam oppositionspolitik. Nogen grundlæggende kritik vil der ikke være tale om.
Socialdemokratiet vil gå efter at indgå så mange forlig som muligt - for at undgå noget endnu værre, som argumentet vil være. Som det også var da Socialdemokratiet indgik forlig om den sidste arbejdsmarkedsreform, Flere i arbejde.
Både regeringen og Socialdemokratiet er klar over, at der i løbet af 2004 skal gennemføres en afstemning om en ny EU-forfatning, som kræver at de står last og brast overfor den EU-skeptiske befolkning.
Og i slipstrømmen lægger SF sig. Står det til partiledelsen vil partiet helst anbefale et ja til forfatningen. Og ser i øvrigt gerne sig selv få samme rolle under en fremtidig SR-regering, som Dansk Folkeparti har i dag.