11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regulært arbejde søges

Regulært arbejde søges

Torsdag, 11. september, 2003, 00:00:00

´Noget for noget´ er et rigtigt spindoktor udtryk, som regeringen pynter sig med for at skjule deres sorte politik.

Jan Mathisen, faglig sekretær i RBF København. Er blandt andet med i koordineringsgruppen i Fagligt Ansvar. Medlem af DKP/ML's landsledelse.

Alt andet lige virker det også mere sympatisk at omgive sig med slogan som 'bedre og flere valgmuligheder', 'bekæmpelse af snyd', eller 'imødegåelse af højtlønnedes misbrug af dagpengesystemet'. Langt bedre end at stå ved at flere valgmuligheder og øget social og økonomisk ulighed i Danmark er to sider af samme mønt.

Angreb på dagpengene
Lad os tage regeringens nye udspil omkring dagpenge. To millionærer har fået lov til at tage overskrifterne i den offentlige debat.
Men kendsgerninger er, at især lavtlønnede skal lægge ryg til besparelserne og ødelæggelse af solidariteten i dagpengesystemet.
Lad mig tage et eksempel som handler om rigtige mennesker, som dagligt knokler for at få en hård hverdag til at hænge sammen.
I RBF har vi mange stuepiger, som gør rent på hoteller. Men stadig flere hoteller indskrænker det tidsrum, der må gøres rent. Ikke fordi det er et krav fra gæsterne, men fordi en eller anden smart direktør har fået en fiks ide om, at det sælger. Konsekvenserne må stuepigerne betale. Antallet af fuldtidsjob rasler ned, og erstattes af deltidsjob. Og selv om stadig flere nu arbejder seks dage om ugen, giver ikke engang denne udhuling af fem dages arbejdsugen 37 timer.
I sammenhæng med den lavstatus som stuepigejobbet har, er der efterhånden tale om en etnisk ren branche. Mere end 95 procent af de ansatte er af anden etnisk oprindelse end dansk.
Det er lige præcis disse piger, der kommer til at betale for regeringens nedskæringer. Og pigerne er hverken højtlønnede eller specielt interesserede i ikke at kunne arbejde 37 timer på normale vilkår. Hvor er det arbejdsmarked, der kan garantere stuepigerne et job, der kan sikre dem et normalt eksistensgrundlag?

Regeringen lyver
Stuepigerne er kun ét eksempel på, hvordan forslaget rammer især ufaglærte og lavtlønnede. Andre grupper kunne nævnes, og måske skulle her tilføjes de stadig flere der ikke kan opnå en fastansættelse, men alene ansættelse som løsarbejdere, vikarer, sæsonarbejdere med mere.
Lad os synliggøre disse grupper, så vi kan sætte en ny dagsorden og erstatte to millionærer med de mennesker, det virkelig drejer sig om. Det skal være en opfordring til lokale fagforeninger om at være med til at synliggøre, at vi overalt har medlemmer, som mangler et arbejdsmarked der vil give dem regulært arbejde. Og at det er løgn, når regeringen påstår, at de spekulerer i dagpengetænkning.
Arbejdsmarked der kan give stuepigerne fuldtidsarbejde og en normal fem dages uge søges!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. sep. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp