I disse år, hvor amerikanerne jo selvbestaltet forsøger at ophøje sig til verdenspoliti, og hvor EU er i gang med at etablere sig som øverste lovhåndhæver for sine medlemslande, sker det ofte, at jeg kommer til at spekulere over, hvad ret og retfærdighed egentlig er for noget

af Kjeld Stenum
Der findes jo mange opfattelser. Yderst til højre findes opfattelsen af, at den, der er stærkest, også har retten til at udøve magten, for magt er ret. Sådan mente for eksempel filosoffen Friedrich Nietzsche.
Normalt er borgerskabet mere fredeligt og poleret på overfladen og mener, at ret på en eller anden måde har med retfærdighed at gære, for eksempel fordi lovgivere bestræber sig på at være mest muligt fornuftige, eller fordi vi som mennesker er født med bestemte naturlige rettigheder, som det er uretfærdigt at krænke.

Modpolen til højreekstremismen er den kommunistiske eller socialistiske opfattelse, som sådan set giver Nietzsche aldeles ret. Magt er ret, det har historien vist gang på gang, og det er også det, USA er i færd med at vise os i dag.
Men ret er aldeles ikke det samme som retfærdighed.
Når kommunister konstaterer, at magt er ret, og at retten normalt ikke er begrundet af andet end magten, har det netop den kritiske pointe, at vi derfor heller ikke kan regne med, at retfærdigheden bliver tilgodeset, blot fordi rettens love bliver overholdt.
Hvad man så forstår ved denne 'retfærdighed', findes der forskellige varianter af.
Fortrinsvis de såkaldte utopiske socialister har haft en forankring i den ovenfor omtalte naturretsopfattelse, som også findes blandt borgerlige mennesker. I modsætning til de borgerlige mente de utopiske socialister, at samfundet selv var krænkende for nogle menneskers (de undertryktes) værdighed og natur, derfor måtte vi have socialisme.
Andre, heriblandt Karl Marx og Engels, har haft en tydelig historisk tolkning af retfærdighedsbegrebet - under socialismen yder man efter evne og modtager efter ydelse, under kommunismen derimod modtager man efter behov.
Retfærdigheden var knyttet til en forestilling om en nødvendighed i historien. Man kunne bære uret, fordi man var forvisset om, at historien ville give én ret.

For at få lidt flere vinkler på retfærdigheden lånte jeg på biblioteket en bog af den internationalt anerkendte danske retsfilosof Alf Ross, der havde sin storhedstid for godt et halvt århundrede siden, dengang FN blev til (han har blandt andet i en berømt bog analyseret FN-forfatningen).
Alf Ross mente egentlig omtrent som Nietzsche, at magt er ret. Eller i hvert fald mente han, at det, som retsvidenskab skulle studere, det var gældende ret og ikke retfærdighed. Og det, som offentlige myndigheder skulle tage vare på, det var gældende retsregler, og ikke retfærdigheden.
Grunden til, at Alf Ross så sådan på det, var at retfærdigheden efter hans begreber var afledt af de retsregler, som faktisk gjaldt og blev fulgt i det samfund, man talte om, og ikke omvendt. Retfærdighed var for ham blot korrekt udøvelse af retsreglerne. Det havde med andre ord ikke noget med retsreglen i sig selv at gøre.
Det gav mening at spørge, om en dom var retfærdig eller ej, men det gav ikke mening at spørge, om en lov var det. En dom kunne man nemlig teste ved at undersøge, om den svarede til loven. Men en påstand om, at en gældende lov var uretfærdig, var efter Alf Ross's mening umuligt at teste, og hvem som helst kunne påstå sådan noget.
Man ser let, at har retfærdighed blot med lovens håndhævelse og ikke med lovens indhold at gøre, så kan selv udøvelsen af apartheid-love kaldes retfærdig. Alf Ross ville uden tvivl hævde noget sådant.

Det er derfor en oplagt indvending mod hans retsfilosofi, at den er relativistisk.
Men den, som rejser denne indvending, skal jo helst kunne sige sig fri for relativisme selv. Som kommunister mener vi jo også, at retfærdigheden ændrer sig med historien. Det betyder dog ikke, at vi accepterer, at retfærdighed blot er udtryk for den herskende retsorden. Udtryk som 'en uretfærdig lov' eller endda 'et uretfærdigt samfund' giver i høj grad mening for os.
Men er det nu helt indlysende, hvad vi mener med 'retfærdighed', når vi på én gang hævder, at det er noget historisk, og også vil tillade os at dømme historien med retfærdighedens målestok?

Jeg synes ikke, det er særlig indlysende. Vi kan godt hævde, at historien selv vil vise, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt. Men erfaringen siger os også, at historien bølger frem og tilbage, og i hvert fald lige i øjeblikket er der ikke meget, der taler for, at en historisk retfærdighed er ved at sætte sig igennem med lovmæssig nødvendighed.
Erfaringen siger os også, at selv mennesker, der forstår sig selv som kommunister, ikke altid er enige om, hvornår et samfund er grundlæggende retfærdigt (socialistisk), og hvornår det blot kalder sig sådan. Hvordan kan vi så være så sikre på, at der findes en objektiv retfærdighed? Hvem skal afgøre, at nu er det den, der er ved at sætte sig igennem? Er det den ene kommunist eller den anden kommunist, som måske vurderer samme sag stik modsat?

Svaret er efter min mening, at det skal hverken den eller den anden af de to. Efter min mening fungerer vores samfund, fordi vi har moralregler, som gør, vi i et vist omfang kan regne med hinanden.
Vi ved gennemgående udmærket, hvad der er ret og uret, på samme måde, som vi ved, hvordan man bør opføre sig i trafikken, for at den skal glide bedst muligt. Det betyder ikke, at vi altid opfører os sådan. Pointen er, at vi ved, hvordan vi bør opføre os. Selv de, der begår uretfærdighederne, ved det.
Men især de, som uretfærdighederne går ud over, ved det. Derfor er det også dem, der bør have det største ord, når der skal fældes domme over, om samfundet udvikler sig rigtigt. Og vil vi socialisme, må vi altid søge retfærdigheden hos dem, som uretfærdighederne rammer.
Det betyder også, at socialisme må indeholde en demokratisk proces, der sikrer, det er dem, der kommer til orde og øver indflydelse.

Behøver jeg at sige, at det er netop det, selvbestaltede retshåndhævere som USA eller bureaukratstater som EU mangler? Lad os aldrig som kommunister forfalde til deres arbejdsstil, hverken i det store eller i det små!