Som ledere for de århusianske institutioner for børn og unge protesterer vi imod de nedskæringer på 4,16 procent, som magistraten har lagt op til
fra ledere i Århus' daginstitutioner, klubber og skolefritidsordninger
Politikerne i Århus har gennem de senere år opstillet en hel række visioner for udviklingen af byens tilbud til børn og unge.
- Vi skal øge indsatsen over for udsatte børn og unge ved at styrke den forebyggende indsats.
- Århus skal have alle tiders skole, overgangen fra daginstitution til skole skal gøres bedre for børnene.
- Vi skal inddrage forældrene meget mere i samarbejdet om det enkelte barn.
- Vi skal styrke integrationen, og i det hele taget skal vores institutioner være mere rummelige.
- Vi skal have fokus på kost og bevægelse.
Det er mange gode visioner, som vi allerede i dag har i fokus. Men vi er nødt til at sige til både politikere og befolkning: Visioner og nedskæringer kan ikke gå hånd i hånd.
Vi kan ikke virkeliggøre de mange fine målsætninger på børn og unge området, når vi bliver mødt med et krav om at skære mere end fire procent af vores budgetter. Politikerne skyder selv deres beslutninger om at styrke indsatsen i sænk med sådan en sparerunde.
Tid og nærvær
Krumtappen i alt arbejde med børn og unge er tid til nærvær med det enkelte barn, og tid til dialog og samarbejde med forældrene. Forudsætningen for at give børnene en tryg og udviklende opvækst er tid - god tid. Hvis opgaverne skal løses fagligt forsvarligt, så er det ikke nedskæringer, der er brug for. Gennem 90'erne har vi oplevet flere sparerunder, som har sat deres spor i institutionerne. Vores personale har allerede en noget stresset og hektisk hverdag. Det går ud over den ro og kontinuitet, som børn og unge har brug for.
Bevar mangfoldigheden
Århus Kommune har en mangfoldighed af daginstitutioner, klubber og skolefritidsordninger, som tager hånd om mere end 29.000 børn og unge til hverdag. Lad os bevare og udvikle dem i overensstemmelse med de visioner, som byrådet tidligere har lagt frem. Vi er som ledere klar til at tage ansvaret for at styrke indsatsen på børn og unge området. Men vi er bekymrede, og vi advarer mod at tro, at det kan lade sig gøre, hvis udgangspunktet bliver færre ressourcer til at løse opgaven.
Vedtaget på møde den 9. september.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278