Solidaritet med arbejderne i andre lande er ikke meget værd, hvis vi ikke samtidig respekterer det enkelte lands ret til selvstændighed.

af Peder Pedersen, Århus og Lars U. Thomsen, Esbjerg.
I debatten med Svend Erik Christensen i Arbejderen bliver vi nødt til at præcisere nogle ting. Formålet med debatten er at finde frem til, hvad der skal stå i DKP's forslag om en 'kommunistisk vision'. Ligeledes finder vi det vigtigt, at trufne beslutninger fra vores landsmøder bliver respekteret.
Hvem er det der benægter rigtigheden af enhedens metode? Spørger Svend Erik i sit indlæg den 29. august. Enhedens metode - hvem er imod? Her kan vi kun være enige om, at det er grundlaget for hele vort virke. Skolede kommunister, der hele tiden søger den enhed, der er i overensstemmelse med vores synspunkter - samlende og i aktion - de er trådt ind på den sejrende vej til den samfundsforandrende kraft, der skal bane vejen for socialismen.

Hvem er det på venstrefløjen der overvurderer det internationale på bekostning af det nationale? Spørger du videre. Vores ønske i forhold til visionens tekst er, at vi klart bekræfter, at DKP stadig er det parti der klarest fortolker forståelsen af de to begreber. Eksempler som Danmarks, Norges og Jugoslaviens ret til selvstændighed hører med til international forståelse og bevidsthed.
Vor klasses solidaritet med arbejderne i hele verden ville ikke være meget værd, hvis vi ikke samtidig respekterede og byggede på det enkelte lands ret til selvstændighed. De der fortolker anderledes, ser ikke problemer og muligheder som de er - tænk på dansk fagbevægelse i forhold til EU, og til tysk og fransk fagbevægelse.
Det er beklageligt, at programudvalget der har arbejdet så længe, ikke kunne finde enhed i forslaget til landsmødet. Det blev der så rådet bod på under landsmødet, i det mindste så kammeraterne kunne se muligheden for en fælles forståelse.
Det er meget beklageligt, at vi har fået en diskussionsform i partiet, hvor man ikke føler sig beriget af at vi er flere - den enkelte har jo kun to øjne, partiet har flere. De skal bruges og være åbne for de nye muligheder. Her kunne forskellige opfattelser af kapitalismens udvikling kun være anledningen til fælles analyse og ikke gensidige beskyldninger. Problemet er hvor vil vi mobilisere, og derfor ønsker vi erfaringerne om enhedens metode indarbejdet i visionen.

Landsmødet i DKP den 10.-11. maj lignede et udtryk for at vor mismods vinter var forbi - helt overraskende syntes nogle alvorlige modsigelser at være afklaret og erstattet af enhed. Som det blev udtrykt af en kammerat fra programudvalget, 'ja, vi må jo have talt forbi hinanden i mere end et år, men godt at vi nu fandt en god afslutning til videre diskussion'.
Sådan burde det være! Men sådan skulle det ikke være. Nogle forstår ikke enhedens metode men derimod det modsatte. Er det blot en dårlig vane?
Vi tror på, at det er muligt at nå frem til et fælles forslag - en fællesnævner. Derfor bør Svend Erik forstå, at beskyldninger om kup er så belastende i diskussionen, lige så vel som beslutningen om at ophæve landsmødets beslutninger, som det er sket i landsledelsen.
Alle der deltog i landsmødet ved, at beslutningen om at udsende det samlede forslag var for at afprøve det i den videre diskussion. Når Lenins ord om, 'at støtte kravet om en kop te', eksemplet der er brugt så ofte i skolingen, så kan eksempler fra det faglige enhedsarbejde i det midtjyske vel også bruges.
Men vi forstår, at det ikke er Svend Eriks kop te!