Der spilles igen på den store scene. De tunge aktører placerer sig med den største selvfølgelighed i rampelyset. Når der stilles spørgsmål i medierne, er det dem der svarer. Det er deres dagsorden, man skal forholde sig til

Omkring sig har de en sværm af medløbere. I kanten finder vi de svage aktører, som ofte betegnes 'u-lande', 'fattige lande', 'primitive samfund' eller slet og ret 'aparte obsternasige lande'.
Irak, USA's økonomi og terrorkampagnen er ved at tappe den amerikanske præsident for handlekraft og troværdighed. Således var hans tale til nationen forleden et eksempel på dette. Selvom demagogien ikke fejlede noget, så var det en såret præsident der talte.
Verdens største magt fortsætter krigen i Irak uden udsigt til at komme ud af det med hverken skind på næsen eller dollars i statskassen. I Mellemøsten har den amerikansk/israelske køreplan vist sit sande ansigt - fortsat terror mod palæstinenserne. Flere fremtrædende våbeninspektører afviser Bush, Blair og Foghs påstande om irakiske masseødelæggelsesvåben.
Senest har Mohammed el Baradei, der leder af Det Internationale Atom Energi Agentur, konkluderet at der ikke er fundet tegn på atomvåbenprogrammer i Irak. Våbeninspektør Hans Blix siger, at han er tilbøjelig til at tro irakernes påstand om, at de havde ødelagt alle kemiske og biologiske våben.
Vi i dette lille land skal huske, at vores regering var med og er med Bush hele vejen.

Bush's Golghata
Bush bliver i stigende grad et problem for den amerikanske befolkning. Efter at have givet massive skattelettelser til de mest velbjergede udskrev han en regning på 87 milliarder dollars for krigen i Irak og Afghanistan. Det er kun fjorten milliarder mindre end hvad Bush-regeringen bruger på uddannelse og sundhed! Og det skal nok vise sig at blive dyrere end det.
Bush har nu indledt den lange vandring med korset op ad Golghata. Overalt i verden viser meningsmålinger at afskyen for Bush-regimet vokser. Præsidenten, der har gjort alt for at feje internationale normer, folkeret, konventioner og FN til side, har skabt en situation, hvor han hverken har skind på næsten eller dollars i statskassen. Meningsmålinger fra hele verden viser en hurtigt voksende modstand mod Bush og hans republikanske garde.
Bush har nu bedt sin udenrigsminister om at aktivere FN-sporet. Påskuddet er bombningen af FN's repræsentation i Bagdad. 'Irak er verdens problem' sagde Bush. Det er dog ikke nogen stor åbning Bush har foretaget. Han forlanger fuld kontrol. Frankrig og Tyskland har nu en position, hvorfra de kan handle.
Hvis Frankrig kan få fat i den olie, de mener de har aftale om, så springer de med på en aftale med USA. Danmark og Storbritannien meddelte allerede 24 timer efter Bush' tale, at de sender flere tropper til Irak. Næste uge mødes de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. Vi får se.

Ufri frihandel
I onsdags blev WTO-forhandlingerne genoptaget i form af den femte ministerkonference i Cancœn i Mexico. Ligesom da mødet brød sammen i Seatle står parterne hårdt over for hinanden. De rige lande og deres monopoler står i rampelyset over for de fattige lande og folk, der i få dage lukkes ind på den internationale scene.
Det generelle billede er dog, at u-landene - trods mange uenigheder - styrker deres pres, for at få adgang til de rige landes markeder. Men netop deres voksende styrke kan også betyde, at de rige lande tillægger mulige forhandlingsresultater mindre vægt, sådan som USA tydeligt har gjort det. Hvis det skal være, kan en del af de multinationale snildt håndtere forskelligheder på markederne og udnytte dem til egen fordel.
Derfor ser vi også at der har været gennemført en lang stribe af separatforhandlinger - for eksempel mellem EU og Afrika, Sydasien, Latinamerika og så videre. Håndteringen af Østeuropa er et kapitel for sig. USA har gjort det samme.
Denne proces er udtryk for, at EU i stigende grad spiller rollen som en supermagt i svøb. Og netop fordi USA fortsat er stærkest forsøger EU samtidig at benytte de internationale organisationer som WTO og FN, hvor optræden efter normer og regler er en fordel for den med de mindre muskler. Men for dem med de mindste muskler er WTO en katastrofe. Frihandel i WTO-regi betyder for det meste, ufri handel for de fattige lande.