Regeringens finanslovsforslag er blevet karakteriseret som en bogholderfinanslov, fordi det kun er småbeløb, der rykkes rundt på. Men effekten er stor.

af Pernille Rosenkrantz-Theil, MF, Enhedslisten
Faktisk vil jeg rose regeringen for dens evne til at finde lige de sten, der er små nok til at blive kastet, men store nok til at starte et jordskred.
En af de små sten i finansloven er, at man fjerner et statstilskud til den kollektive trafik. Det vil føre til ekstraordinære prisstigninger på over ti procent.
Flere vil forlade den kollektive trafik og køre i egen bil i stedet for - til skade for miljøet. Men knap halvdelen af alle landets husstande har ingen bil, så de har ikke andre muligheder end at betale prisstigningerne og dermed få deres økonomi forringet.
Man kaster en lille sten, det statslige tilskud, men får givet et kraftigt skub til den liberalistiske vision: Flere biler, mere fart - færre og dyrere tog og busser - fanden tager de sidste.
Regeringens smålighed kender ingen grænser. I jagten på besparelser, der kan finansiere skattelettelserne til de rigeste, skraber man nu bunden ved at tage småbeløb fra de uddannelsessøgende, børnefamilierne og pensionisterne. SU, børnecheck og boligydelse skal fremover kun reguleres med prisudviklingen og ikke med lønudviklingen. På den måde kan man skrabe 110 millioner sammen.
Men det er ikke bare et spørgsmål om tage småbeløb fra de dårligst stillede. Endnu vigtigere for regeringen er det at få brudt med princippet om, at reguleringen af overførselsindkomster følger lønnen.
Herefter vil det være oplagt at gå til angreb på andre overførselsindkomster. For i regeringens mund betyder 'retfærdighed', at ydelserne harmoniseres på det laveste niveau. Og man kan altid finde en gruppe, der modtager lidt mindre
Den ene lille sten efter den anden kastes. Hver for sig fylder de ikke meget. Men tilsammen skubber de til læsset og sætter et skred igang. Et jordskred, der vil begrave det, der er socialt, solidarisk og miljørigtigt; et jordskred, som begraver velfærdsstaten. Og på toppen af jordbunken skal de rigeste, de mest egoistiske og de mest asociale sidde og nyde tilværelsen i Venstres og Konservatives liberalistiske paradis.