Statsministeren har undsagt samarbejdspolitikken under den tyske besættelse og hyldet frihedskæmperne, der i trods mod den danske regering reddede Danmarks ære

af Henrik Stamer Hedin, talsmand for DKP
Danmarks statsminister har flere gange overrasket med sine udtalelser. Det skete, da han tidligere på sommeren gentagne gange og pointeret talte om de danske 'undtagelser' fra Maastricht-traktaten og ikke som ellers blandt EU-tilhængere om 'forbehold'. Hvad var meningen med det? Og nu er det sket igen. Statsministeren har undsagt samarbejdspolitikken under den tyske besættelse og hyldet frihedskæmperne, der i trods mod den danske regering reddede Danmarks ære.
Nu er det jo noget, alle véd, at det forholder sig sådan, at hvis alle havde reageret som den daværende danske regering, så havde Hitler vundet krigen. Det er altså ikke udsagnet i sig selv, der er nyt. Det nye er, at det kommer fra lederen af det måske mest samarbejdsvillige af alle samarbejdspartier, et parti, der i over et halvt århundrede hårdnakket har bestridt samarbejdspolitikkens landsskadelighed.
Men det er da glædeligt, hvis statsministeren og hans parti nu er kommet på andre tanker. Og man har jo lov at blive klogere.

Desværre er der ikke meget, der tyder på, at det er det, statsministeren er blevet. Fogh fører præcis den samme samarbejds- og aktive tilpasningspolitik som sine forgængere og partifæller for et par slægtled siden. Og selv om Fogh har misbrugt den 29. august til at tale højt og længe om 'kamp for friheden', er strategien bag tilpasningspolitikken også den samme:
Som alle danske regeringer siden 1940 har den nuværende knyttet sig til den stormagt, den vurderede til at være den stærkeste. Tilpasningen har været ubetinget og har strakt sig til og med deltagelse i beskyttermagtens militære eventyr. Denne kortsynede politik førte til danske soldaters deltagelse i nazifelttoget mod Sovjetunionen (Frikorps Danmark). Den har ført til danske soldaters deltagelse i den forbryderiske Bush-krig mod og besættelse af Irak, maskeret som 'genopbygning'.

Det var kun, fordi den danske regering under modstandsbevægelsens pres den 29. august 1943 opgav sin samarbejdspolitik og gik af, at Danmark efter Anden Verdenskrig undgik at blive regnet blandt Hitlers medskyldige. Det er kun en dansk tilbagetrækning fra Irak, der kan redde Danmark fra at blive regnet blandt Bush-klikens medskyldige. Tilbagetrækningen af den danske flystyrke fra Afghanistan viser vejen; men det er ikke nok.
Og det danske folk bør holde statsministeren, hans parti og hans koalitionspartnere fast på deres selvkritik og deres anerkendelse af modstandskampen, så opportunistisk og forløjet den er.