Der er spænding om udfaldet af valgresultatet. Hvem vil gå af med sejren - Kampagnen, der kører på sårbarhed eller formår de politiske argumenter at slå igennem.

af Maria Magelund
Der er spænding om udfaldet af valgresultatet. Hvem vil gå af med sejren - Kampagnen, der kører på sårbarhed eller formår de politiske argumenter at slå igennem.
En ung mørkhåret mand i blå sportstrøje hvisker for sig selv: Ja, hmm..., nej, blank..., som for at smage sig frem til en beslutning.
Han trækker sig lidt i underlæben. Kaster et vurderende blik på de fremlagte materialer på valgbordet. Vifter sig med sit valgkort. Retter så ryggen og sætter kursen mod stemmeboksen. Kort efter vandrer han ud fra valgstedet med et lettelsens udtryk i ansigtet.
Udenfor valgstedet på Munkhätteskolan deler Paul og Kalle løbesedler ud. Begge er medlem af det svenske kommunistparti, KPML(r).
Teksten er kort og godt: Mener du at Sverige skal indføre euroen som valuta? NEJ.
Side om side med Paul og Kalle deler en hvidhåret kvinde i cardigan JA-sedler ud.
Kalle ser en anelse brugt ud. Paul griner og spørger:
- Har du det godt, Kalle.
- Jo, jo vist har jeg det, smiler Kalle. Solen glimter i sølvstænkene i hans lange fletning, der snor sig ned over den hvide skjortekrave.

Ventetid
Dette er Paul og Kalles sidste træk i mange ugers valgkamp. En valgkamp, hvor de har været på gaden sammen med masser af andre aktivister mod euroen.
Upåvirkede af valghandlingen spiller nogle teenagere fodbold i skolegården. Drønene fra bolden giver ekko mellem skolens mure.
- Nu venter vi bare spændt på udfaldet af afstemningen, siger Paul og ryster benene, der er blevet lidt stive af at stå stille.
- Jeg tror nu, at nej'et holder stik, vurderer Kalle, der har tiltro til at folk i al almindelighed vil træffe deres valg på et objektivt grundlag.
Kalles spæde analyse bliver afbrudt af en ældre mand, der rækker hånden frem for at få en NEJ-seddel. Manden vil vide, om han også kan afgive stemme for sin kone.
- Det må du nok gå ind og tale med de valgtilforordnede om, råder Kalle den gamle til.
Folk kommer til i en stille strøm. To ældre kvinder, der holder hinanden under armen erklærer, at de har besluttet sig for længe siden. Og den beslutning holder de fast ved.
Polisen dukker op. Synet af dem fremkalder et lille sug i maven. Har de mon fået ordre til at inspicere valgstederne. Men nej, betjentene skal jo også stemme, og de to gør det altså på Munkhätteskolan.
Paul strækker sig og spjætter igen med benene. To unge aktivister, Lisa og Tubban, kommer til og overtager uddelingen af løbesedler.
Kalle drager af for selv at afgive sin stemme, og Paul vender hjem til Maria.

Sommerfugle i maven
Maria tager imod i lejligheden i et arbejderkvarter i det indre Malmø. Teenagesønnen er ude, og datteren Sara er kun lige hjemme at vende for en kort bemærkning, før hun smutter igen.
Fra køkkenet breder der sig en liflig duft af stegt kylling og friske grønsager. Et bredrygget gadekryds af en hund logrer, og Paul stikker den en bid mad.
- Det er frygtelig svært at gætte på, hvordan valgresultatet falder ud. I min mave er der lige nu nogle store sommerfugle, der basker voldsomt med vingerne, indrømmer Paul.
Maria nikker, ja, der er spænding om udfaldet af valgresultatet. Hvem vil gå af med sejren - Kampagnen, der kører på at: Udenfor er vi mere sårbare... - eller formår de politiske argumenter at slå igennem.
Det spørgsmål vil Paul og Maria gerne snart have svar på.
Paul fremhæver at opfordringen til at stemme nej til euroen gælder kampen for at sikre arbejde, velfærd og demokrati.
Han peger også på et andet slogan, som han finder ret præcist: Hellere løn i kroner end dagpenge i euro.
- Vore forældre og generationerne før, har kunnet sige til deres børn, at de ville få et bedre liv end dem. Som ung oplevede jeg selv at omkring hvert gadehjørne, kunne jeg finde noget nyt og bedre. Mulighederne var der, hvis man ville gribe dem. Men vi er den første generation, der ikke kan fortælle vores børn, at de vil få det bedre end os - for nu strammer det til overalt i samfundet, siger Paul.
Maria brygger kaffe. Det skal gøre godt med lidt at styrke sig på, før valgresultaterne ruller henover tv-skærmen i Röda Stjernas Bogcafé.

Afgørelsens time
Klokken 20.07 lyder den første prognose på et Nej på 51 procent, 46 procent Ja og 3 procent blank.
En journalist er hurtig på aftrækkeren og spørger, hvorfor ja-siden er mislykkedes i deres kampagne. Spørgsmålet afføder latter hos skaren, der er bænkede i Röda Stjernas Bogcafé. Men det sætter også gang i en diskussion om, hvorvidt prognosen nu også er pålidelig.
Tør man stole på at den holder stik.
Paul begynder så småt at tro på at et nej-udfald er inden for rækkevidde.
Der bliver skruet ned for lydstyrken på tv, og en mand i tyverne rejser sig for at holde tale.
- Ja-siden har kørt en massiv og desperat kampagne. De har lovet at renten falder og at hver svensk familie får 3.000 kroner mere. De kalder EU fredens projekt. De har lovet guld og grønne skove. Men også truet med at et stort sort hul vil åbne sig under Sverige, hvis vi stemmer nej, siger Dan Bergkvist.
Alles øjne er rettet mod ham. En ung pige skubber sit lange rosa hår væk fra en piercing. Spændingen og forventningen er mærkbar.
Mange ugers indsats overalt, hvor mennesker færdes, står nu sin prøve.
På gaden, på arbejdspladser, i skoler og institutioner, ved talrige møder, i utallige boligkvarterer og trappeopgange har aktivisterne slidt mundlæderet og sålerne tynde for at udbrede de politiske argumenter mod euroen.
- Vi har delt tusindvis af løbesedler og flyveblade ud. Vi har virkelig været ude og i snak med folk, ansigt til ansigt. Vi findes ikke i massemedierne. Magten vil ikke have os der. Magten ér massemedierne. Men vi kan mødes i samtale mellem mennesker. Og virkeligheden indhenter løgnen til sidst. Tak for jeres indsats, siger Dan.
Der er Bjørnebryg på bordene og en vis sandsynlighed for at nogle døber mandag om til fridag. Prognosen lader til at holde stik. Det bliver et Nej.

Månen smiler skævt
Folk slentrer afsted på gaden, mens et lunt aftenmørke svøber sig blidt omkring Malmø.
Det er søndag, men ikke en hvilken som helst af slagsen. Det er den søndag i september, hvor et flertal af svenskerne har sagt nej tak til euroen.
Et NEJ, som den svenske statsminister Göran Persson erkender er så markant, at der ingen vej er uden om at respektere det.
Det er søndag den 14. september, hvor de politiske argumenter har vundet. Objektiviteten og demokratiet har sejret over følelser og svingende stemninger.
Paul, Maria, Kalle og alle de andre kan drage et lettelsens suk. De kan lade sommerfuglene falde til ro - i det mindste indtil næste kamp tager fart.