Den 29. august 1943 kulminerer det folkelige oprør mod samarbejdspolitikken med den nazistiske besættelsesmagt.

af Jens Hammer, tillidsrepræsentant for kartonnagearbejderne på Smurfit Neopac i Randers. Medlem af bestyrelsen i SiD/Grafisk Randers/Århus afdeling

På 60-årsdagen hører vi så statsminister Fogh Rasmussen tage afstand fra samarbejdspolitikken. Bedre sent end aldrig. Statsministerens parti Venstre, bakkede jo hele vejen frem til den 29. august op om samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.
Det var ikke mindst de aktive på fagbevægelsens venstrefløj, der var den bærende kraft i oprøret. Ved samme lejlighed kunne statsministeren have takket fagbevægelsens venstrefløj, ikke mindst kommunisterne, der som bekendt spillede en meget aktiv rolle frem til bruddet den 29. august. Han kunne for eksempel også have taget kraftig afstand fra folketingsmedlemmerne i hans eget parti, der havde stemt for det grundlovsstridige forbud mod kommunistpartiet.

Ingen nyvurdering
Men det er jo sikkert ikke en nyvurdering af besættelsens historie, Fogh Rasmussen er ude efter.
Her kunne partiet Venstre, i alle de år der er gået siden, have bidraget politisk til at alle dokumenter vedrørende samarbejdspolitikken og retsopgøret blev offentlig tilgængelige. Blandt andet om de store danske virksomheders forbindelse til besættelsesmagten.
Nej, det klare budskab i statsministerens afstandtagen fra samarbejdspolitikken er, at det er legalt at bekæmpe et diktatur, og dermed at det både er logisk, og moralsk rigtigt, at Danmark deltog aktivt i krigen mod Irak.
Det at skille sig af med en diktator med militære midler er også det eneste argument, der er tilbage for Danmarks deltagelse i krigen. De argumenter, der blev benyttet i forbindelse med beslutningen i Folketinget, Iraks masseødelæggelsesvåben og støtten til terror, har vist sig i bedste fald at være uden hold i virkeligheden, men mere sandsynligt konstrueret til formålet.

Den 11. september
Terrorhandlingen i New York den 11. september 2001 er ikke kun brugt som et af argumenterne for egentlige imperialistiske udskejelser som besættelsen af Irak.
Også i det amerikanske højres angreb på de borgerlige rettigheder, efterlignet af den øvrige del af den kapitalistiske verden, og i støtten til det israelske styres eskalerende overgreb på palæstinenserne i de besatte områder, bruges kampen mod terror som argument.
Hvad angår terroraktionen i New York fremstilles den i den borgerlige presse som historiens værste terroraktion. Selv om det er en forfærdelig handling rager den dog ikke op i historisk målestok. Historiens værste enkeltstående terrorhandling blev udført af USA med atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Men selv begivenheder fra den nyeste historie, jævnfør partiet Venstres rolle i de første år af besættelsen, glemmes let i den borgerlige presse.
Det kan ellers være godt at se tingene i et længere tidsperspektiv. Det skal Fogh Rasmussen alligevel have tak for at have taget op. Jeg tænker tit på, hvordan man i fremtiden, for eksempel om 60 år, vil bedømme vor tidsepoke. Hvordan vil man se på, at der for en brøkdel af det amerikanske militærbudget kunne have været reddet millioner af mennesker fra døden på grund af sult og sygdom. Reddet fra en skæbne der ikke er bedre end den, der blev ofrene i de nazistiske koncentrationslejre til dels.