Unge med anden etnisk baggrund behandles anderledes end danske unge, når de kommer ud i kriminalitet

af Nahid Riazi, København
Integrationsminister Bertel Haarder kommer endnu en gang med forslag om stramninger for udlændinge. Denne gang handler det om børn med 'en anden etnisk baggrund', der begår kriminalitet. Han vil stramme loven, fordi han tror, at disse børn forstår et andet sprog end det, som man ellers anvender overfor øvrige børn, der begår kriminalitet.
Har integrationsministeren nogensinde tænkt på årsagerne til, hvorfor en del af børn med anden etnisk baggrund bliver involveret i kriminelle handlinger eller medlem af de kriminelle bander? Har han nogensinde tænkt på, at årsagerne blandt andet kunne være, at der netop bliver 'talt med et andet sprog' med disse børn og de allerede bliver behandlet på en anden måde end de andre børn bliver behandlet?
Mange børn og unge med en anden etnisk baggrund bevæger sig i en barsk verden. For børn fra de meget traditionelle familier gælder det, at de skal leve op til familiens urimelige krav om at opføre sig sådan, som det passer til traditioner og den religiøse kultur. En autoritær opdragelse, hårde straffe og en ensidig dialog med børn er noget, som mange af disse børn og unge er vokset op med. For dem bliver livet en tilpasningskamp og en langvarig identitetskrise.

På den anden side adskiller man disse børn fra resten af samfundet ved at give dem en 'fremmed identitet'.
Når både politikere og selv regeringens ministre gang på gang definerer disse børn og unge som første, anden og tredje generations indvandrere, og når de behandles som de 'evigt fremmede', så bliver de jo netop til 'fremmede' og skubbet til samfundets udkant. At være fremmede betyder så, at forsvare sig selv, at være på jagt hele tiden og holde sammen med dem, som er i samme båd.
Dette betyder at miste lysten og følelsen af at være en del af det samfund, man lever i og at ikke føle sig ansvarlig, men forfulgt og forladt. Derfor vælger den svageste del af de børn og unge at samle sig i bander, gå med kniv og uheldigvis begå kriminalitet. Til disse faktorer skal man også tilføje de elendige sociale forhold, som mange af disse børn og unge kommer fra.

Med integrationsministerens forslag skal samfundet nu anvende det samme sprog, der bliver anvendt derhjemme. Nu skal de unge mødes med autoritet og straf fra samfundets side. Som om det har hjulpet med noget!
Hvordan kan man så forvente, at disse børn og unge lærer et andet sprog, en anden måde at kommunikere med omverdenen på eller takle deres problemer på? Hvordan kan man lære børn at bruge dialogen frem for vold ved at sætte 'hårdt mod hårdt', ved at straffe dem hårdere og ved at bruge en ensidig - og autoritær kommunikationsform overfor dem? Eller man bare tillader sig det, fordi de er jo 'de fremmede' og fordi de er vant til det?
At støtte børn til at komme ud af kriminalitet, og at vise forståelse og tillid til dem og bruge de eksisterende sanktionsmuligheder overfor dem, er i Bertel Haarders verden ikke gældende for børn og unge med en 'anden etnisk baggrund'! For mig at se handler det ikke ret meget om bekæmpelse af kriminalitet blandt børn og unge, men mere om fremhævelse af disse børns etniske tilhørsforhold og dermed strammere love for udlændinge, hvilke kan tilfredsstille nogen.

Hvornår vil man holde op med at betragte disse børn og unge som 'de evigt fremmede'? Denne opfattelse har gjort det muligt, at disse børn og unge bliver diskrimineret på mange måder. De bliver overladt til sig selv, når de bliver udsat for pres og en kulturel undertrykkelse derhjemme.
Forklaringen har jo altid været det, at de er 'fremmede' og man skal ikke blande sig i det. Og de bliver diskrimineret, når de skal have hjælp og støtte fra samfundets side for at komme ud af kriminaliteten, fordi de er jo 'fremmede' og de ikke har brug for en pædagogisk indsats, men mere 'skæld ud' og mere autoritet og hårdere straf.
I stedet for skulle man satse på at ændre både familiens og samfundets opfattelse af disse børn og unge og give denne gruppe af samfunds borgere mulighed for at finde sig selv, finde roen i sig selv og komme i gang med at blive integreret.
Hvis straf og autoritet kunne hjælpe med noget, så skulle de lande, hvor selv dødsstraf bliver gennemført være fri for kriminaliteten! Men sådan ser virkeligheden ikke ud.

Nahid Riazi er socialpædagog og koordinator for kvindeorganisationen IKIR.