Demokratisk centralisme er en af vor teoris grundpiller

fra Preben Engelsmann, medlem af DKP Amager.
Til DKP/ML's formand Jørgen Petersen.
Det er med interesse, jeg har læst dit indlæg i Dagbladet Arbejderen fra 13. september.
Du har flere gange skrevet om, at vi skulle have mere fart på den enhedsproces, og jeg giver dig ret; med udviklingen, såvel nationalt som internationalt, kan vi ikke blive ved med at snakke, der skal handling til.
Men snakken, den megen snak, har hidtil gået på, at vi er tre partier, der skal finde et fælles ståsted. I princippet er vi enige, og der er også, som du fremhæver, efterhånden fremstået et tæt samarbejde over hele landet blandt partiernes medlemmer. At der så, som du ligeledes skriver, er et godt samarbejde mellem partiernes daglige ledelser og udvalg, er nu nok tvivlsomt.
På det trepartis møde, der blev afholdt 1. september, blev der uddelt et referat fra et møde afholdt den 22. juli mellem ledelsen i KPiD og DKP/ML, hvoraf det fremgår, at de to partier mener, at der må gennemføres en todelt proces, men man vil dog løbende holde DKP underrettet. Der står også, at DKP ikke har truffet beslutning om at gå med i processen omkring en eventuel partistiftelse.

Jeg blev lidt ked af det, da jeg læste det. Det er ikke fremmende for en diskussion om enhed og eventuel sammenlægning mellem tre partier, at de to parter holder sammenslutningsmøder og holder det tredje parti udenfor, der er ikke kun høje gear i topersoners biler. Og så er det ikke rigtigt, som der står i referatet, at DKP ikke har truffet beslutning om at gå med i en eventuel partistiftelse.
I det referat der blev udsendt efter tre partimødet 1. september står der, at Svend Erik Christensen refererede en beslutning fra DKP's landsmøde om at arbejde for kommunistisk enhed, og landsledelsens beslutning var, at målet er et fælles kommunistisk parti. Ingen uenighed der.
Alligevel er der ikke enighed. Hvorfor?

Er det på grund af det, som du skriver: 'DKP har ikke demokratisk centralisme, men derimod en landsledelse der både forsvarer og i rigt mål også praktiserer den såkaldte uenighedskultur'. Jeg kan i hvert tilfælde ikke se andre grunde, men det er vel også nok.
At der kan være uenighed om demokratisk centralisme i mit parti, forstår jeg ikke. Jeg begriber simpelthen ikke, at der overhovedet har kunnet opstå tvivl herom, det er jo en af vor teoris grundpiller, men jeg vil mene, at der på vort landsmøde den 18. oktober vil blive gjort op hermed.
Nu har det jo været sådan fra starten af diskussionen om en eventuel sammenlægning, at det var en diskussion, der skulle føres fra neden, altså blandt medlemmerne, og så skulle ledelserne føre diskussionen videre og give den konkret form, og så skulle der besluttes. Altså demokratisk centralisme.
Men nu skriver du i Dagbladet Arbejderen, at når diskussionen mellem de to ledelser i DKP/ML og KPiD er afsluttet, vil vi i fællesskab opsummere forløbet. Herefter startes en diskussionsproces, som involverer partiernes medlemmer og andre interesserede kommunister. Her er vognen da vist kommet i bakgear, men kun førervognen.

For diskussionen medlemmerne i mellem løber livligt, godt og seriøst. Her på Amager har vi gennem længere tid holdt fælles møder og aktioner og, som du nok har set i Arbejderen, havde vi i søndags en fælles cykeltur på det inddæmmede areal, hvis terræn ikke tillader alt for høj fart, så de høje gear kom ikke i anvendelse. Grundet en slem tåge var overblikket ikke for godt, men vi fandt da vej hjem til en af kammeraterne, der sørgede for god mad og lotteri og aktion, der gav en god skilling, der fordeltes til alle tre partiaviser.
Og sådan er jeg sikker på, at vi vil fortsætte, her er ingen spor af uenighedskultur, men jeg vil tro, at på næste fælles medlemsmøde bliver emnet nok demokratisk centralisme, og så lærer jeg forhåbentlig så meget, at jeg også kan få andre til at kapere det.