Så fik EU´s image som `god` overfor det `onde` USA endnu en ordentlig ridse i lakken. Denne gang var anledningen WTO´s ministerkonference i Cancun i Mexico.
Rune Lund, 26 år, medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og arbejdsudvalg. Folketingskandidat for Enhedslisten på Fyn, studerer statskundskab.
For også denne gang stod EU sammen med USA, når det gjaldt om at tvinge fattige lande til liberaliseringer af handel, samtidig med at hverken EU eller USA var indstillede på at komme med ret meget andet end hensigtserklæringer i forhold til at sænke toldmure og stoppe dumping i den tredje verden.
De fattige sagde stop
Trods manipulationer, bestikkelse og trusler lykkedes det dog ikke de rige lande - med EU i front - at tvinge ulandene til et 'kompromis'. Kompromis betyder i denne del af handelsverdenen, at de rige lande kommer med en lang række forslag, som ulandene er dybt uenige i. Så trækker man nogle af dem, og tvinger de fattige lande til at sluge resten. Hvis ulandene formaster sig til at kræve mere end dette, er det udtryk for 'krævermentalitet'.
Men efter det legendarisk topmøde i Seattle i 1999 optræder ulandene med større sikkerhed. Man vil ikke længere finde sig i at blive hundset med og benytter sig af, at beslutninger på ministerkonferencer i WTO skal tages med enstemmighed.
Da det gik op for mødeledelsen i Cancœn efter fem dage, at 'et nej er et nej' i forhold til at inddrage de såkaldte nye emner (investeringer, konkurrencepolitik, offentlige indkøb og handelslettelser), der entydigt er til fordel for de rige lande og disses multinationale selskaber - og da mødets formål dybest set var at få ulandene til at bøje sig - var sammenbruddet en realitet.
EU vil hævne sig
EU og co. fik ikke deres vilje. Men de vil vende tilbage, for der er andre muligheder for pression. En af de organiserede grupper af lande, der sagde nej til det fremlagte 'kompromis' var gruppen af AVS-lande, som består af 77 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet, der er tilknyttet EU via de såkaldte Cotonou-handelsaftaler.
Under forhandlingerne blev denne gruppe præsenteret for, at de ville blive frataget nogle handelsfordele, hvis ikke man makkede ret. Derudover har både EU og USA masser af muligheder for pression ved at hviske ulandene i øret, at de jo heller ikke skal glemme hvem det er, der bestemmer i Verdensbanken og IMF.
Sammenbruddet i forhandlingerne var en succes, men hvis ikke bevægelsen mod den neoliberale globalisering følger op og støtter ulandene i den fortsatte kamp for en retfærdig fordeling af verdens velstand og ressourcer, så er der intet vundet i det lange løb.
Cancœn beviste endnu engang, at modvægten til supermagter er folkemagt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278