15 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nej til politisk vold

Nej til politisk vold

Tirsdag, 23. september, 2003, 00:00:00

Dagbladet Arbejderen skrev i en artikel den 13. september, at socialdemokraterne i Sverige misbrugte mordet på udenrigsminister Anna Lindh til at presse et ja igennem. Dette blev blandt andet underbygget med demonstrationen på Sergels Torg i centrum af Stockholm fredag den 12. september, hvor Anna Lindh blev mindet

af Steen Andersen, Sønderborg
Men jeg har nu svært ved at se noget odiøst i, at man på tværs af politiske meningsforskelle i Sverige med demonstrationen tog afstand fra politisk vold og opfordrede vælgerne til at møde op på valgdagen den 14. september og afgive deres stemme.
Selvom det var socialdemokraterne, der indkaldte til demonstrationen mødte andre partispidser også op, for eksempel Folkpartiets Lars Leijenborg. Dagbladet Arbejderens artikelskriver bør huske på, at politiske mord kan ramme andre end socialdemokrater. Det er vel overflødigt at nævne, hvad der skete i Chile i 1973.
Valgresultatet vedrørende svensk ØMU-medlemskab med et markant nej viser netop svenske vælgeres evne til at skelne mellem sympati med en kvindelig socialdemokratisk toppolitiker og folkeafstemningens konkrete spørgsmål. Valgresultatet blev faktisk et mere markant nej end de mest optimistiske meningsmålinger spåede, hvilket også må være godt nyt for danske ØMU-modstandere.


Svar til Steen Andersen
Vi er enig i din kritik af artiklen, der blev bragt lørdag den 13. september. Påstanden om at ja-siden forsøgte at udnytte mordet til at fremme et ja blev ikke underbygget godt og sagligt i artiklen. Det beklager vi.
Der er naturligvis intet odiøst i at vise sin afsky for politisk vold eller enhver anden form for vold. For en god ordens skyld er det ikke kun Socialdemokratiet, men hele ja-fløjen der omtales i artiklen og den hører Folkepartiets leder Lars Leijonborg også til.
Det ville imidlertid have klædt den svenske statsminister Göran Persson, hvis han sammen med opfordringen til at stemme ved folkeafstemningen samtidig havde opfordret vælgerne til, ikke at lade deres stemmeafgivning påvirke af det tragiske mord, men at stemme efter deres overbevisning.
Det gjorde flertallet af de svenske vælgere, og som du selv skriver kom der et markant nej til euroen. Det er glædeligt for både de svenske og danske ØMU-modstandere.
Venlig hilsen redaktionen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. sep. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp