I et par uger her fornylig cyklede jeg til arbejde omtrent samtidig med, at solen stod op. I begyndelsen var den oppe, når jeg startede hjemmefra, efterhånden sneg mørket sig mere og mere ind på mig. Men det var et par skønne uger

af Kjeld Stenum
I samme periode arbejdede jeg inde på Frederiksberg, i gamle dage havde det ry for at være et velhaverkvarter, og man ser det stadig på husene. Den store bymasse er vel firs år gammel eller mere, det er fra en tid, hvor man havde solide håndværkstraditioner og sans for detaljen, og det er meget smukke huse.
Der var rigtig mange morgener med solskin i netop den periode. Og lyset om morgenen gør det til en helt speciel oplevelse at cykle mellem de gamle huse. I begyndelsen var der meget gult i de solbeskinnede flader, og meget blåt i skyggerne. Efterhånden som min ankomsttid til Frederiksberg kom tættere og tættere på selve solopgangen, begyndte murfladerne næsten at forekomme glødende, fordi rødt lys reflekteres særlig godt af røde murstensflader, og sollyset har mere og mere rødt i sig, jo tættere du kommer på solopgangen.
Lysets skiften er spændende. Man skulle være maler i stedet for at cykle ind til sit hul i jorden morgen efter morgen. Ja, altså, jeg graver efter muffer på fjernvarmerør for tiden.

Men mørket æder sig mere og mere ind på én. Og nu har jeg fundet cykellygterne og batteriopladeren frem. Det er en tung ting at gøre, det er som den første erkendelse af, at vinteren er på vej. Året ruller den forkerte vej igen, og det ruller allerede stærkt. Det eneste, der gør det muligt at se igennem det, er en sikker viden om, at lige pludselig så begynder det at gå fremad igen. Frem mod mere lys, spirende planter og fuglesang.
Vi skal igennem det mørke for at nå frem til foråret.
Planter finder ikke ud af at visne og sætte frø, hvis sommeren bare varer ved og ved.

En del folkefærd har opfattet dette med genkomsten som det centrale i selve tidsbegrebet. Det gælder indianere, eskimoer og vist i det hele taget de fleste åndemanerkulturer.
Åndemanerkulturerne strækker sig i et bælte fra Finland over det nordlige Sibirien og Alaska ned gennem Amerikas indianerkulturer, ud til en del Stillehavsøer og over til Grønland.
Åndemaneri - også kaldet shamanisme - kan godt opfattes som en konservativ tankegang, der fornægter historien. Men det kan også opfattes som en helhedsforståelse af verden, der siger, at vi må være meget ansvarsbevidste overfor vores omgivelser i alle vores handlinger, for det hele vender på én eller anden måde tilbage til os selv. Om ikke til os selv personligt, så til vores efterkommere, eller til vores reinkarnationer, hvis man er opvokset et sted, hvor man tror på den slags.

Naturligvis tror vi ikke på de overnaturlige elementer i dette. Men moderne økologi lærer såmænd meget af de gamle indianere, og det bør den også.
Hvis vi vil blive ved med at have hvad vi forstår ved historisk fremskridt, er vi nødt til at have denne ansvarlige bevidsthed overfor helheden, som de gamle indianere havde.
Dengang vi lærte at lave mekaniske ure, lærte vi også at tænke på tiden som noget, der kunne måles i lige store enheder og tegnes i et koordinatsystem som en ret linje med millimeterinddeling ligesom en lineal. Da lærte vi at tro på, at historien bevægede sig entydigt, og den bevægede sig fremad.
Men når vi troede på, at historien af sig selv gjorde det, behøvede vi heller ikke at bekymre os om helheden. Ønskede vi en bestemt virkning, lærte vi at erkende den årsag, som kunne fremkalde lige netop den virkning, og det var hvad vi forstod ved videnskab.
Hvis vi satte hjul og stempler sammen på en bestemt måde og lod energi strømme igennem dem, havde vi en maskine, der kunne køre. Og det, det kom an på, var at vores maskine bevægede sig. At det havde konsekvenser for helheden, når vi sådan brugte løs af naturens energiforekomster, bekymrede vi os ikke om. Og det behøvede vi heller ikke at gøre, sådan som vores livsfilosofi var skruet sammen.

Der skal vistnok i den sydøstlige del af Asien findes endnu en tidsopfattelse, som beskriver tid som noget, der vokser op nedefra, omtrent som organiske vækster. Dette er også en ganske interessant tidsopfattelse. Den er vist endda nærmere ved den opfattelse, megen moderne fysik har.
Siden Einsteins relativitetsteorier har mange fysikere peget på problemer i den klassiske fysiks forestilling om en absolut tid og et absolut rum, som al materie bevægede sig i.
Tiden og rummet er egenskaber, som materie udfolder, og de ændres med masse- eller energitætheden af den materie, vi taler om. Bliver energitætheden meget stor, går tiden langsommere, og rummet krummer.

En moderne teoretisk fysiker, Stephen Hawking, hvis personlige sygdomshistorie gør hans tankers sprælskhed lige så paradoksale som selve den omstændighed, at han overhovedet er i live, mener, at vores forestilling om tiden som noget uafvendeligt fremadskridende er et psykologisk puds, som vores fantasi spiller os. Dels fordi vi aldrig har oplevet andet, dels fordi vi lever i et univers, hvor entropien (altså udjævningen af energitilstandene) uafvendeligt øger.
Loven om, at entropien i lukkede systemer uafvendeligt øger, kaldes for 2. termodynamiske lov. Det er den, der får os til at mene, at grundlæggende kan tingene kun gå én vej.
Men Stephen Hawking mener ikke, at den lov er uafvendelig. At energitilstandene i universet uafvendeligt jævnes ud hænger sammen med, at vi lever i et univers, der udvider sig og afkøles. Men det er ikke nogen nødvendig udvikling. Det kan stoppe på et tidspunkt og begynde at gå den anden vej. Det afhænger af, hvor stor universets massetæthed er i forhold til udvidelseshastigheden.
Og det eneste, de fleste fysikere kan blive nogenlunde enige om, er at vi befinder os ganske tæt på en grænse, hvor det kan gå begge veje. Måske begynder universet en dag at klappe sammen igen. Med den konsekvens, at 'energiujævnhederne' vil øge, universet vil bevæge sig mod større og større orden, og eventuelle intelligensvæsner vil kunne 'huske' fremtiden og 'opdage' fortiden...

Men nu er solen for længst stået op, og jeg må holde op med at spekulere mere over menneskenes mærkelige forestillinger om tiden, for jeg har nået mit hul i jorden...