I 1086 blev Oluf Hunger konge af Danmark. Han var søn af Svend Estridsen og fulgte efter Knud den Hellige, der blev myrdet af de vantro i Odense domkirke

Tilnavnet Hunger - som er blevet hængende i benævnelsen af den kongelige række - stammer fra hungersnøden, der prægede hans korte tid. Af gejstligheden blev det udlagt som Guds straf over folket på grund af mordet på hellige Knud.
Vi befinder os med andre ord i middelalderen, som der ofte henvises til. Enten når EU skal forankres historisk som en logisk forlængelse af en stor fortid.
Eller når det lukkede snævre og forknytte samfund bag Danevirke, skal gøres til idealet for det danske folk med det ublandede blod. Den sidste udlægning har vi set udfolde sig i den forløbne uge.

Svigerdatteren
Dansk Folkeparti holdt landsmøde. En af de prominente talere var Ulla Dahlerup, der er partiets kandidat til EU-parlamentet. Pia Kjærsgaards væbner blev af Klaus Rifbjerg kaldt '... Pia Kjærsgaards drøm om den perfekte svigerdatter: skingert xenofobisk, antihumanistisk petroleuse (petroleumsbrandstifter red.), supernationalist.'
Det var barske toner der lød fra DF's talerstol. Rifbjerg blev beskyldt for lidt af hvert. Udover at være en dårlig forfatter samarbejdede han også med DDR-agenter og var en farlig oprører og kulturnasser.
Men han var ikke ene om at blive udsat for moster Dahlerups sure most. Hun talte indgående om 'de kulturradikales had til den danske befolkning og til dansk kultur'.
Lad det være sagt med det samme. Den kulturradikale bevægelse i Danmark var ikke en uproblematisk størrelse. Den havde reaktionære træk i sig, ligesom den også bar på en frihedstrang. Kulturradikalismen kunne have været en meget mere radikal og progressiv kraft, hvis den var slået ind på en mere folkelig tilgang. Der var en del elfenbenstårn i kulturradikalismen.
Ligesom venstrefløjen og arbejderbevægelsen har sviget i forhold til indvandrerspørgsmålet gælder det også på kulturområdet. Hvis de problemer, ønsker og behov - som arbejderklassen og de mest udsatte grupper i samfundet stod med, var blevet løst - så havde Dansk Folkeparti ikke haft den plads, det har i dag.
Det samme kan siges om kulturarbejderne og kunstnere. Har de ikke selv været med til at åbne en bane for Ulla Dahlerup og Brian Mikkelsen? De har i al fald alt for let spil, til at skrue historiens hjul baglæns.

Fra undermenneske til overmenneske...
Men Dahlerups mål er også bredere. Hun forsøger at køre videre på Foghs og Brian Mikkelsens værdikamp.
'Venstrefløjen og de kulturradikale har kuet meningsdannelsen i et halvt århundrede. Det minder mig om lugten af råddent blomstervand', sagde Dahlerup, der synligt er opmuntret af at være med i et regeringsbærende parti, tilmed i en regering, som har blæst til angreb på velfærdssamfund, sund folkelig moral, Danmarks Radio, frihed og alt hvad der bare lugter lidt progressiv.
Nu skal der tages hævn over de gamle rødstrømper og Dansk Folkepartis fjender.
'I sorte sværme kom hadet flyvende ligesom ravne. Dansk Folkeparti fik usigeligt hårde livsbetingelser, folk i og omkring partiet blev stemplet som undermennesker, isoleret, hånet og tillagt alverdens dårlige menneskelige egenskaber.'
Er det 'undermenneskene' der - opmuntret af de nye styrkeforhold - vil forvandle sig til overmennesker?

Dahlerups Dogville
Dansk Folkeparti har på én gang formået at gøre regeringen afhængig af sig samtidig med at partiet spejler Socialdemokratiet og løber med deres sager. Det er for så vidt dygtigt gjort. Derfor skal DF også tages alvorligt.
Vi skal tilbage i tiden. Langt tilbage til tiden, hvor livet i landsbyerne var det højeste man kunne nå. Hvor der blev set skævt til de fremmede, der kom forbi eller slog sig ned. Hvor de, der ville lave om på ting, blev erklæret fredløse. Det er det forknytte liv, vi ser så grumt portrætteret i Lars von Triers fantastiske film - Dogville. Oluf Hunger døde 1095.