Prisstigninger på den kollektive trafik til næste år vil ramme skævt. Endnu et tiltag i regeringens omfordeling fra fattige til rige, fra det kollektive til det individuelle. Prisen på busbilletter vil stige op til 17,5 procent.
af Svend Vestergaard, Jyder mod Overflødige Motorveje
Landsgennemsnit på 11 procent.
Det er konsekvensen af afskaffelsen af den pulje, der holdt prisstigninger på kollektiv trafik nede. Et statsligt tilskud til billetprisen, som Enhedslisten i sin tid fik indført gennem forlig med SR-regeringen og SF. VK-regeringen fjernede sidste år statstilskuddet med virkning fra 1. januar 2004 i et trafikforlig med Dansk Folkeparti.
Dog kan taksten i Århus Amt holdes 'i næsten ro' med en stigning på fem procent i det næste år, hvilket skyldes, at der er kommet flere passagerer til (tre procent).
Uanset dette er tendensen klar: Priserne stiger på den kollektive transport. Det rammer dem, der ikke har rådighed over en bil. Det forstærker den negative spiral, som den offentlige transport har været ude i med faldende passagertal i de senere år. For hver ti procent taksterne stiger, vil tre til fire procent af passagererne falde fra, siger erfaringerne.
Selvom nogle vil tage cyklen og cykle en større del af året, vil mange også blive presset fra den kollektive trafik og over i biler.Det vil føre til yderligere trafikkaos, ulykker, forurening og CO2-udslip. Og de grupper, som ikke har mulighed for at skifte til private biler, vil blive ramt økonomisk. Samtidig mister den kollektive transport indtægter.
Hvis benzinprisen var steget lige så meget som taksterne i den kollektive trafik, skulle en liter benzin i dag koste 20 til 25 kroner. Og nu får taksterne endnu et nøk op ad.
Danmark ligger allerede i dag inden de voldsomme takststigninger i toppen af OECD's liste over priserne på offentlig transport.
Takststigningerne i den kollektive trafik skal ligge indenfor de almindelige løn- og prisstigninger i samfundet. Opgaven må være at skabe et flertal i Folketinget, der er villig til at fastholde et statsligt taksttilskud, og at kommuner og amter bliver pålagt at bremse op for prisforhøjelser fra de private selskaber, der i dag kører busserne de fleste steder. Privatiseringen af buskørslen blev gennemført, fordi man påstod, at det gav besparelser. Disse privatiseringer har været en fiasko, og det kan ikke være rigtigt, at de private busselskaber år efter år kan skrue priserne op.
Spændende bliver det for den kollektive trafik, når Folketinget åbner til oktober. Regeringens ivrige støtteparti, Dansk Folkeparti, har været i en kattepine, da takststigninger jo rammer blandt andet pensionister. Men partiet støttede alligevel regeringens plan om at fjerne det statslige taksttilskud. Hvis Dansk Folkeparti vil, kan ulykken for den kollektive trafik endnu forhindres.
Den kollektive trafik skal ikke blot være billigere, men også bedre. Hyppigere afgange og busbaner ved indfaldsvejene, hvor det er muligt, som for eksempel Grenåvej. Her er erfaringen god angående bussernes fremkommelighed. En udbygning af nærbanesystemet i Århus Amt samt sporvogne i Århus ville give den kollektive transport et afgørende løft, også med hensyn til komfort.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278