Regeringen, Socialdemokraterne og Radikale er godt tilfreds med udkastet til en EU-forfatning. Det er ikke godt nok for miljøet
af Bent Hindrup Andersen, medlem af EU-parlamentet for JuniBevægelsen
Udkastet til EU-forfatning viderefører de hidtidige formuleringer på miljøområdet. Den miljøgaranti, Uffe Ellemann lovede os i 1986, har aldrig eksisteret. Derfor er en ændring nødvendig.
I dag forbyder EU de enkelte medlemslande at gå foran i kampen for et bedre miljø. Har EU først harmoniseret, må medlemslandene ikke gå foran og indføre strengere miljøkrav. Først når der er enighed i hele EU, kan standarden hæves. Foregangslande for miljøet er ellers helt afgørende for at kunne udnytte de forskellige landes styrker. Derfor skal vi have en reel miljøgaranti.
EU har fart på harmoniseringen især i miljøsager. Harmoniseringen rammer hårdt de lande, der er længst fremme. Enten skal EU harmonisere ud fra højeste standard eller holde sig helt væk.
En reel miljøgaranti er utrolig vigtig. Det er dog langt fra den eneste forbedring udkastet til EU-forfatning trænger til. EU's diskriminerende landbrugspolitik føres videre som hidtil, med uhyggelige konsekvenser for miljøet og u-landene. Økologi er ikke nævnt med et ord. Og Euratom-traktaten, der giver atomkraften særligt favorable vilkår, er indskrevet som tillæg til forfatningen.
De danske ja-partier vil helst ikke åbne nogle forhandlinger, når EU's regeringschefer 4. oktober mødes i Italien for at blive enige om en EU-forfatning. Måske er regeringen bange for at tabe ansigt, måske underspiller regeringen bevidst sin rolle. Under alle omstændigheder er det for uambitiøst.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278