Om Preben Engelsmanns betænkeligheder ved udtrykket ´uenighedskultur´

fra Oluf Unnerup, Rudkøbing
Jeg forstår ikke rigtig din 'forfærdelse' ved at læse/høre ordet uenighedskultur. Er det da ikke det, vi har praktiseret her i partiet under udtrykket 'demokratisk centralisme'. At brugen af demokratisk centralisme så til tider har været misbrugt, det er en anden sag.
Jeg ville ikke selv bruge udtrykket uenighedskultur, men mener: Vi må anerkende og respektere hinandens meninger om tingene - også teoretisk. Og når vi når til et resultat en beslutning efter diskussion om uenighederne. Er det da ikke en uenighedskultur?
Når vi kommunister mødes i afdeling, distrikt eller på landsplan så er vi ikke enige på forhånd, men bliver vi enige og tager en beslutning, så går vi ud i vort lokalområde og omsætter denne beslutning.
En beslutning er da udtryk for afslutningen af en uenighed. Og foregår denne afgørelse/beslutning i en kammeratlig atmosfære, så er det vel et resultat an en uenighedsfase (uenighedskultur). Det er der vel ikke noget forkert i.
Det er også demokratisk, når vi har besluttet os - i fællesskab. Det er så centralistisk, når vi samlede går ud og prøver at gøre beslutningen/beslutningerne til virkelighed.
Vi har altså en uenighedskultur, vi skal anerkende og respektere den uenighed, der naturligt eksisterer i vort parti.
Og vi er stadig på den demokratiske centralismes platform, for nu at bruge det udtryk.
To eksempler herpå, dels lokalt, dels på landsplan.
1. Her på Langeland diskuteres der meget om en kommende kommune-sammenlægning eller ikke. På dette område er afdelingens medlemmer ikke enige. Når vi så har taget vores beslutning, eksempelvis at vi går ind for en sammenlægning, så går vi altså alle ud og snakker for denne.
2. Partiet har en beslutning om at Enhedslisten er vores parlamentariske platform. Det har vi besluttet og går ind for i vort politiske arbejde. Men vi er ikke alle enige om, hvor meget der skal lægges i den beslutning, især ikke efter at Enhedslisten satser på at være et parti med personligt medlemsskab.
I begge disse mine eksempler er vi først uenige, så diskuterer vi og beslutter os, og vi er demokratiske. Vores ledelser fastlægger nogle retningslinier for denne vedtagelses udførelse - og laver eventuelt materialer. Så prøver vi at gennemføre vores beslutning/vedtagelse. Vi er dermed centralt ledet. Vi er uenige. Vi beslutter. Vi er demokratiske og vi står på centralismens grund, når vi går ud i det fælles arbejde.
Så, hvorfor være ængstelig/forfærdet over et udtryk?