Joan Ågot Pedersens (JÅP) bidrag ´Til diskussionen om demokratisk centralisme´ skriver klart om den demokratiske centralisme som et ganske enkelt organisationsprincip - for ´sådan er det også i andre organisationer. For hvis man skal diskutere indtil alle er enige, så når man aldrig frem til en handling.´
af Raymond Swing, medlem af DKP
Så vidt, så godt. Så længe der er tale om enkelte kammerater, som af den ene eller anden grund ikke kan underordne sig ledelsens beslutning, så er og bliver det hans eller hendes eget problem. 'Solidaritet, frivillighed og disciplin er nøgleord.'
Men JÅP sætter så fingeren på det afgørende punkt: 'Fraktioner er uforenelige med det kommunistiske parti: Fraktioner fører til flere centre og derfor handlingslammelse.'
Men hvad gør sådanne individuelle problemer på tværs af den demokratiske centralismes beslutningskanaler til 'fraktioner' med de nævnte følger? Det gør organisationsstrukturerne selv med deres mangel på passende kanaler og den tilhørende debatkultur (jeg foretrækker dette ord frem for uenighedskultur, men de betyder det samme). Jeg antydede den 27. september, at dette er et generelt problem for de kommunistiske partier, som alle henholder sig til demokratisk centralisme.
Når den interne debat af mangel på denne 'kultur' fører til det påståede flercenterproblem må dette naturligvis løses på en eller anden måde. Der er to muligheder:
1. Enten ekskluderer ledelsen mindretallet - og den påståede enhed er dermed genoprettet. Dette gjorde for eksempel DKL/ML over for de kammerater, som siden organiserede sig som APK.
2. Eller mindretallet organiserer sig selv som en fraktion inden for partiet som for eksempel DKP's gamle ledelse i sin tid gjorde i form af 'Forum' og som så, da man følte sig stærk nok, brød ud og siden organiserede sig selv som partiet KPiD med egen demokratisk centralistisk struktur.
I begge tilfælde blev så (måske) den indre fred genoprettet, og demokratisk centralisme kunne igen med god samvittighed hævdes som det ufravigelige ledelsesprincip med fordømmelse af enhver fraktionsdannelse. Men i stedet for flere 'centrer' med tilsvarende handlingslammelse (som vi i DKP så udmærket kan huske) fik vi nu i stedet tre-fire-fem-??? partier med hver deres egen 'enhed og disciplin' - altså en katastrofal splittelse af hele den kommunistiske bevægelse. Den har vi i dag svært ved at overvinde.
Men det er klart at de, som ikke har været involveret i indbyrdes fraktionskampe har lettest ved at komme på bølgelængde. I deres principfaste hævdelse af demokratisk centralisme kan de også hurtigt blive enige om, at ingen andre er rigtigt på højde med situationen.
Men debatkultur forudsætter, at man som udgangspunkt accepterer, at alle har lige ret til deres måske pinagtige erfaringer og ikke bare på grund af fortidens systemmangler skal sættes i venteposition. Det er snarere disse, man skulle diskutere. Mine personlige erfaringer op gennem 80'erne er i hvert fald, at DKP's gamle ledelse ikke magtede at føre en ærlig diskussion med alle de mange nye medlemmer, partiet havde fået op gennem 70'erne. Og da den åbenbart ikke blev ekskluderet, besluttede den selv at gå.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278