15 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Intelligensen et værktøj for middelmådige politikere

Intelligensen et værktøj for middelmådige politikere

Tirsdag, 14. oktober, 2003, 00:00:00

Intelligensforskeren Helmuth Nyborg har rigtig lavet rav i andedammen. Han går frejdigt ind for en art racehygiejne, idet han henviser til tal, som viser, at de mindst begavede klarer sig dårligst i samfundet. Vi burde indrette samfundet således, at de intelligente avler flere børn og de ubegavede færre

af Bjarne Gårdsvoll, København
Men hvad har intelligensen egentlig betydet for menneskeheden? Vi er naturligvis blevet verdens herskere, men da jeg i min produktive alder ofte kom træt hjem fra arbejdet og min ikke særligt intelligente kat mødte mig i entreen, tænkte jeg, at det dumme dyr faktisk havde en mindre sorgløs tilværelse end jeg selv.
Intelligensen har ikke medført, at menneskene er blevet fri for stress og jag eller krige og den evige sults spøgelse. Tværtimod opfører vi os utrolig tåbeligt og befinder os i år 2003 i en forfærdelig situation netop på grund af de produkter og forhold, som human sapiens og dets superhjerne har skabt. Ikke underligt at præsterne lokker med paradiset som den fredens oase, vi kan flygte til.
Desværre er det ikke intelligensniveauet, der afgør menneskets adfærd, men i høj grad vore dyriske instinkter, brutalitet og råstyrke. Vi bruger intelligensen til at berige os selv og bruger albuerne til at fortrænge de måske mere begavede.
Netop råstyrken præger vore politikere, og de er snedige nok til at benytte andre menneskers evner og viden til at nå deres mål. For tiden er det denne dyriske egoisme, der er mest fremtrædende og forsøges forstærket og anvendt som drivkraft i samfundet.
Derfor er menneskehedens største problem ikke mangel på intelligens, men et samfundssystem, der kan erstatte den individuelle stræben og selvforherligelse med større samarbejde og socialt sindelag. Måske skulle vi hellere præmiere mennesker med disse sociale egenskaber end den mere ustyrlige intelligens, som lige så smart tjener ondskaben som det gode.
Intelligensen har faktisk skabt forudsætningerne for jordens undergang, men intelligensen lader ikke i sig selv til at kunne redde os fra katastrofen. Tænk bare på den tiltagende forurening, drivhuseffekten og ozonlaget. Glem heller ikke atombomben og den øvrige krigsteknik. Forskerne har for længst fortalt politikerne om faren og har foreslået løsninger. Men politikkerne ligger under for det brutale system, hvor enhver er sig selv nærmest.
Og vi kører videre i det spor, som har skabt problemerne. Så hvad skal vi egentlig med flere intelligente mennesker, når de alligevel kun er et værktøj for middelmådige politikere, som hver dag bringer os nærmere selvudslettelsen og en klode lige så øde og gold som Mars?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. okt. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp