LO´s ledelse ønsker en EU-arbejdsret - i morgen skal de delegerede på LO-kongressen diskutere forslaget.

af Finn Sørensen, Formand for SiD Bryggeriarbejdernes Fagforening København og medlem af Arbejdsudvalget for Fagbevægelsen mod Unionen
LO-ledelsen vil have et 'supplerende EU-arbejdsretsligt system'. Papirerne til dette punkt på den igangværende LO-kongres fylder i alt 57 tætskrevne sider, men der er ikke ofret én eneste linje på spørgsmålet om hvad der sker med medlemmernes indflydelse, med demokratiet i fagbevægelsen i sådan et system!
Forslaget er den foreløbige kulmination på nogle ændringer i LO's holdninger, som har været undervejs i lang tid.
Da vi stemte om medlemskabet af EF i 1972, var den glade parole fra LO og DA at 'nødderne knækker vi selv'. Nu mener man, at det danske overenskomstsystem ikke kan stå alene, det skal 'suppleres' med en EU-arbejdsretslig overbygning.
Det kan man da kalde en stor indrømmelse til kritikerne, der hele tiden har sagt, at EU-regulering af arbejdsmarkedet vil underminere den 'danske model'. Men sådan ser LO-ledelsen det ikke. De påstår tværtimod, at forslaget er et led i at eksportere den 'danske model' til EU!

EU-hovedaftale
LO forestiller sig, at der kan indgås en omfattende aftale mellem arbejdsmarkedets parter på EU-plan - en slags EU-hovedaftale. Formålet er at 'fremme aftalevejen på organisationsniveau' - det vil sige bane vejen for flere kollektive aftaler på EU-plan.
'Hovedaftalen' skal blandt andet indeholde 'grundlæggende spilleregler' om indgåelse og håndhævelse af EU-aftalerne. Den skal også fastlægge, hvordan disse aftaler skal gennemføres på de nationale arbejdsmarkeder!
Der skal være bestemmelser om ret til sympatikonflikt til støtte for lovlige konflikter i et andet land. Ja, man opererer sågar med muligheden af, at 'den europæiske aftalemodel på et senere tidspunkt udvides til at omfatte centrale løn- og arbejdsvilkår', med dertil hørende konfliktregler.

EU-arbejdsretsdomstol
Det andet led i forslaget går ud på, at der skal oprettes en særlig EU-arbejdsretsdomstol, hvor parterne - som i den danske arbejdsret - har udpeget dommerne. Den skal have 'overført kompetence' fra den nuværende EF-domstol til at beskæftige med håndhævelsen af EU-direktiver om arbejdsmarkedet. Derudover skal den tage stilling til overholdelse af EU-aftaler, som parterne på arbejdsmarkedet indbringer for domstolen. Domstolen skal 'normalt' ikke have mulighed for at idømme sanktioner, den skal 'som udgangspunkt' kun have mulighed for at fortolke aftalerne.

De siger det selv
Som baggrundsmateriale ligger der et længere notat, udarbejdet af LO's egne jurister. Det leverer - ufrivilligt - nogle gode argumenter imod hele projektet.
Notatet slår fast, at baggrunden for den danske model - hvor parterne selv regulerer løn- og ansættelsesvilkår, og selv styrer konfliktløsning - er en høj organisationsgrad og overenskomstdækning: - 'Disse forudsætninger er ikke til stede i EU-landene uden for Norden,' - hedder det i notatet, som også påpeger de vidt forskellige regler på det arbejdsretlige område.
For eksempel er strejkeretten individuel i en række sydeuropæiske lande, en række lande har ikke adgang til sympatikonflikt, en række lande skelner ikke - som i Danmark - mellem interessetvister (indgåelse og fornyelse af overenskomster) og retstvister (brud/fortolkninger) og så videre.
I øvrigt bedyrer LO-oplægget jo selv, at man skam ikke vil have egentlige EU-overenskomster om løn- og arbejdsvilkår. Det kan man kun være enig i, men hvad skal vi så med hele denne EU-arbejdsretslige overbygning?

Forudsætningerne er ikke til stede
LO's formand Hans Jensen siger det også selv: - 'Det store problem er, om vi overhovedet har en arbejdsgivermodpart' (EU-fagligt Netopnu nr. 50).
Det samme kunne arbejdsgiverne sige om fagbevægelsen i EU. Udover at være meget dårligt organiseret, er den som regel også opsplittet efter politiske skillelinjer. Man er ikke - som i de nordiske lande, samlet i én landsorganisation, og kan derfor ikke fungere som samlet modpart, hverken i et nationalt eller et overnationalt aftalesystem.
Der er heller ingen udsigt til, at det skulle ændre sig i overskuelig fremtid. Tværtimod. Den faglige organisering i EU-landene generelt har været stærkt faldende gennem den sidste halve snes år (samtidig med, at EU-reguleringen af arbejdsmarkedet er øget). Hvad de nye medlemslande angår, kan man for de flestes vedkommende dårligt nok tale om et organiseret arbejdsmarked.
Bortset fra det, har arbejdsgiverne - både på EU-plan og herhjemme - klart sagt, at de ikke under nogen omstændigheder vil være med. Og hvorfor skulle de egentlig også det? EF/EU-traktaterne sikrer jo kapitalen al den bevægelsesfrihed, den kan ønske sig, hvorfor dog frivilligt gå med til indskrænkninger i den?

Der er ikke noget behov
Derfor kan man heller ikke påvise noget behov for en EU-hovedaftale. Indtil nu er der kun indgået 1 - én - aftale mellem EFS og EU-arbejdsgiverne, som ikke straks er blevet omsat til EU-lovgivning. Og selv i denne ene aftale, henviser man til traktatens bestemmelser om social- og arbejdsmarkedspolitikken.
LO tror, at der vil komme mange flere af den slags aftaler, og at der vil blive indgået koncernaftaler om løn- og arbejdsvilkår i regi af De Europæiske Samarbejdsudvalg. Der er intet der tyder på det. Og det er i øvrigt usandsynligt, når arbejdsgiverne ikke har nogen reel interesse i det.
Det er heller ikke noget argument, at der vil komme aftaler om information og høring af medarbejderne på baggrund af direktivet om Det europæiske Selskab. Der er i dag ingen tvivl om, hvem der skal fortolke sådanne aftaler, nemlig EF-domstolen. Der ligger ingen ændringsforslag til den nye traktat - heller ikke fra Danmark - om, at Domstolens rolle skal ændres, hvad det angår.
LO henviser til 'globaliseringen' og til det faktum at flere og flere lønmodtagere er ansat i multinationale virksomheder. Men international solidaritet og samarbejde har været en nødvendighed for arbejderklassen lige siden dens fødsel, ikke mindst gennem de sidste 100 år, hvor kapitalen for alvor er blevet international. Bortset fra det, kendetegnes de fleste multinationale selskaber jo netop af, at de opererer i hele verden, så alene af den grund er et arbejdsretligt system i EU ikke noget svar på de udfordringer.

Indgreb i de danske regler
LO tror da heller ikke selv på, at man kan få EU-arbejdsgiverne med på ideen. Spørgsmålet er også om de ønsker det. Forslaget siger, at 'som udgangspunkt' bør et europæisk aftalesystem fastlægges gennem aftale. Men samtidig hedder det, at 'de nærmere detaljer' skal forhandles blandt andet med 'EU's kompetente organer'. Hvad arbejdsretsdomstolen angår, siger oplægget helt klart, at den skal beskrives i Traktaten.
Forslaget erkender dermed, at resultatet vil blive det stik modsatte af hvad man påstår: Mere EU-lovgivning for arbejdsmarkedet, ikke mindre.
Hvad endnu værre er: De spilleregler der måtte blive fastlagt, vil uundgåeligt gribe ind og forringe de rettigheder, vi har i Danmark.
Det er for eksempel usandsynligt, at man kan lave regler for sympatikonflikt, uden at gribe ind i de nationale konfliktregler.
Det er utænkeligt, at man kan få de øvrige EU-lande til at acceptere de danske regler for kollektive kampskridt, af den simple grund, at de er meget vidtgående, og at flere EU-lande slet ikke opererer med begrebet. Det er mere sandsynligt, at harmoniseringen går den anden vej.
Det er også utænkeligt at man kan få en traktatbaseret EU-arbejdsret, der ikke er tvunget til at følge nøjagtig de samme principper som EU-domstolen i øvrigt: Hensynet til det 'indre marked' og kapitalens frie bevægelighed, hensynet til de individuelle rettigheder på bekostning af de kollektive.

Hvor blev medlemmerne af...
Det er dybt foruroligende, at repræsentanter for dansk fagbevægelse kan foreslå en strategi, der inviterer EU til at pille i de allerhelligste principper i den danske model.
Men det er simpelt hen rystende, at man kan skrive side op og side ned om et nyt EU-arbejdsretligt system, uden at man med ét eneste ord behandler spørgsmålet: Hvad bliver der af medlemmernes indflydelse på de aftaler, der indgås, og hvad er konsekvenserne for demokratiet i fagbevægelsen af at indføre et sådant system?
Det viser i sig selv, at LO har opgivet at forsvare kernen i den 'danske model'.
Kernen i denne model er jo ikke at nogle parter sætter sig ned og laver en aftale, eller at vi får lov at skrive noget ind i vores overenskomster, som andre har bestemt.
Kernen i den danske model er, at fagbevægelsens medlemmer gennem det kollektive overenskomstsystem har en mulighed for at få direkte indflydelse på deres egne løn- og arbejdsvilkår.
Dette element eksisterer overhovedet ikke i LO - og EFS's - fantasier om et EU-arbejdsretligt system.
Man må håbe, at der stadig er så meget jordforbindelse tilbage hos de kongresdelegerede, at de kan finde ud af at afvise forslaget.