Hvor blev jeg begejstret, da jeg læste lederen i nærværende avis den 15. oktober: ´Folkebevægelsen og den konsekvente modstand bakker ikke op om modellen: At et nej automatisk sætter udtrædelsesforhandlingerne i gang. Selvfølgelig gør den ikke det!´.
af Trine Pertou Mach, cand.scient.pol., talsperson og kandidat til EU-parlamentsvalget for JuniBevægelsen. Projektmedarbejder i Verdensnaturfonden
Det er helt afgørende, at vi står sammen om at fastholde sagens kerne: Afstemningen om EU-forfatningen er en afstemning om et nyt retsligt grundlag for EU. Ikke en afstemning om EU-medlemskab. Regeringen har al mulig grund til at fremmane det billede. Det har hverken vi modstandere - eller demokratiet.
Hvad enten man foretrækker udmelding eller ej, så vil det altså kræve en folkeafstemning om netop dét emne. Faktum er, at et flertal af danskerne ønsker EU-medlemskab (på visse betingelser, herunder undtagelserne som del af rammen).
Opgør med unionstanken
At man kan klare sig uden medlemskab af EU er der ikke tvivl om. Det gør det meste af verden. I broderlandet Norge går det ganske fint, selvom man kan beklage at regeringen vælger at kopiere store dele af EU-lovgivningen. Heldigvis vokser modstanden dér mod medlemskab.
Nu opfatter jeg sådan set ikke mig selv som en inkonsekvent modstander, men - godt, at vi har fælles fodslag om, at med et nej ryger vi ikke ud. Vores vigtigste opgave er at stille skarpt på det centrale: Skal EU have en grundlov.
Samtidig skal der slås et andet stort slag: Der skal gøres op med unionstanken. Et demokratisk og levedygtigt samarbejde med 25 eller flere lande kan kun lade sig gøre, hvis man dropper enhedsstats-modellen.
Fleksibelt samarbejde
For mig er det ikke godt nok, at et nej åbner for et EU i to hastigheder gennem bestemmelserne om forstærket samarbejde for de lande, der godkender forfatningen. Medlemskab på den nu gældende EU-traktat er fortsat uacceptabelt!
Vi har som modstandere en fælles sag i at presse Fogh til at søsætte en 'køreplan for fleksibilitet og demokrati'. For et forpligtende, demokratisk og fleksibelt samarbejde om grænseoverskridende problemer, der gør op med enhedsstaten, så alle ikke skal være med i alt.
Undtagelser er ikke meget værd, hvis de ikke bliver til et grundlæggende princip for EU-samarbejdet: Det skal være muligt for alle lande at deltage i noget, men ikke nødvendigvis i alt. Regeringens indsats på regeringskonferencen er indtil videre kun blevet til små pip. Danmark stikker sandelig ikke ud, men måske ville man i længden få mere indflydelse og respekt, hvis man turde stille konstruktive krav og arbejde for de nødvendige forandringer, det europæiske samarbejde må og skal undergå.
Om man foretrækker, at Danmark melder sig helt ud eller som jeg tror på nytten af at være medlem af et sådant europæisk fællesskab - dét skal ikke skilles os ad i kampen mod EU-forfatningen. Slet ikke, når vi er enige om, at et nej ikke er et skridt på vej ud af EU.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278