Nu mangler vi bare, at også arbejdsgiverne lærer at bruge Jobnet
af Claus Andersen, Århus
Siden årsskiftet, skal alle ledige senest en måned efter tilmeldingen til Arbejdsformidlingen (AF), have lagt deres dataliste (CV) ind i jobbanken, Jobnet og det har 193.000 gjort. Der ligger 3300 jobannoncer i jobbanken med i alt 7500 ledige job. På en enkelt dag var der 157.514 søgninger efter job og samme dag foretog arbejdsgiverne og virksomheder 1125 søgninger (Kilde: Fagbladet SiD 22.10.03).
Tallene viser at Danmark har aktive ledige, der bruger Jobnet i deres jobsøgning og er klar til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, mens arbejdsgiverne endnu ikke har lært at bruge Jobnet i deres søgen efter arbejdskraft (de bliver jo heller ikke trukket i dagpenge). Med 50 nye ledige hver dag og med total 170.025 ledige (august 2003), så er arbejdsgivernes behov jo heller ikke stort. Det økonomiske opsving er ikke lige om hjørnet, så det giver arbejdsgiverne mulighed for at lære at bruge Jobnet lige så aktivt, som de ledige og stå godt rusten, når der bliver mangel på arbejdskraft.
Statistikken viser at de ledige bruger Jobnet aktivt, men ikke alle har lige let ved at klare sig i vores digitale samfund med blandt andet mulighederne i Jobnet og eksempelvis digital signatur. En række ældre medborgere har ikke de fornødne it-kundskaber til at være aktiv deltage i dette digitale samfund. Her vil jeg gerne fortælle en historie fra det virkelige liv omkring problemer med AF og Jobnet. Unge der er nødt til at hjælpe deres forældre med det obligatoriske CV:
'Jeg sidder jævnligt hos mine forældre og hjælper dem med CV-banken. Mine forældre fik først computer for lidt over et halvt år siden og jeg korser mig hver gang jeg skal hjælpe dem med at checke om, der har været henvendelser. Det betyder jeg skal rode med det system igen, som man skal være mere end PC-bruger på almindeligt niveau, for at bruge.
Efter cirka tre uger, hvor systemet har været utilgængeligt, det vil sige det har ikke været muligt at logge på CV-banken, fik mine forældre så langt om længe en eller anden småteknisk fejlmeddelelse om at de skulle opgradere deres browser til én med 128 bits kryptering (i modsætning til de ældre 40 bits) - af hensyn til sikkerheden. Hmmm - sikkerheden? O.k. - det er en CV-bank, ikke en almindelig bank med penge og konti. Hvad er det lige de frygter? At nogen hacker en CV-bank og misbruger informationerne til, øhh... at.. søge arbejde? Jeg forstår det ikke.
Jeg forstår det heller ikke, fordi en stor del af de, der bruger det, er en noget ældre generation, og ting som bit, byte, browser og båndbredde ikke lige siver ind på samme måde, som hos de unge. Endvidere sidder mange af dem med ældre maskiner, med ældre styresystemer og generelt ældre software. AF burde sætte en ære i at udvikle et system der er let tilgængeligt for så bred en gruppe som muligt.
'Jamen så kan man jo bare komme herned og bruge vores maskiner og få hjælp', siger de så. Ja det er jo også fint - men hvad er pointen så? Hvad skal jeg med internet CV-bank, hvis jeg alligevel skal mønstre nede på AF for at få det til at virke? Jeg forstår det ikke.
Nå, men jeg endte med at spendere cirka to timer af mine forældres telefon/internetregning i dag på at opdatere deres browser, så den står mål med AF's CV-bank. Gad vide om jeg kan fakturere AF for to timers it-support.' (Citat: Søren, Århus).
Mange kan nikke genkendende til denne historie fra Søren. Vi må ikke svigte de ældre i vores samfund og tro, at it er løsningen på alle vores problemer. Vi må give dem de fornødne it-kompetencer, så vi ikke får et digitalt A og B hold
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278