Efter ti år under en socialdemokratisk ledet regering med fremgang i beskæftigelsen oplever lønmodtagerne stigende utryghed. Nu stiger arbejdsløsheden. Alene inden for det seneste år har Danmark mistet 50.000 arbejdspladser. Det svarer til, at 136 mennesker mister deres arbejde hver dag.
fra LO's kongres
VK-regeringen har hovedansvaret for den katastrofale udvikling, der truer vores velfærdssystem. Finanspolitikken reducerer den statslige beskæftigelse. Samtidig føres en hårdhændet kurs over for amter og kommuner, der tvinger dem til nedskæringer på servicen over for borgerne og i sidste ende afskedigelser af ansatte i amter og kommuner. En ansvarlig regering ville bekymre sig stærkt for ledigheden og tage initiativer, der kan øge trygheden hos danske lønmodtagerfamilier. Men regeringens politik forværrer tværtimod problemerne.
LO-kongressen stiller krav om, at der investeres i fremtiden. Styrk bevillingerne til den offentlige forsknings- og udviklingsindsats. Skab gunstigere vilkår for efteruddannelse, så flere kommer i gang med nødvendig opkvalificering. Styrk det forebyggende arbejde for et bedre arbejdsmiljø, så vi undgår nedslidning og udstødning fra arbejdsmarkedet.
Der er behov for en offensiv økonomisk politik med fokus på fremrykning af offentlige investeringer og forbedring af byfornyelsesindsatsen. Der skal ikke foretages personalebesparelser inden for det offentlige område. Den danske økonomi er sund. Men det kræver samarbejde om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvis vi skal fastholde en stærk økonomi fremover.
LO-kongressen tager skarpt afstand fra regeringens bebudede besparelser i dagpengene ved arbejdsløshed. De arbejdsløse kommer til at bøde for regeringens asociale skattestop. Hundredetusinder af lønmodtagere bliver berørt gennem forringelser af deres rettigheder til arbejdsløshedsforsikring.
Samtidig vil dagpengebesparelserne føre til mindre mobilitet på arbejdsmarkedet og dermed svække beskæftigelsen. Dagpengesatser og andre overførselsindkomster skal ligeledes reguleres fuldt ud i forhold til lønudviklingen.
Der er brug for et mere rummeligt arbejdsmarked. Såvel på det offentlige som det private arbejdsmarked er der behov for en fremsynet personalepolitik, der ikke diskriminerer, men tværtimod styrker integrationen af mennesker med anden etnisk baggrund, fastholder og integrerer mennesker med nedsat arbejdsevne og fremmer en aktiv seniorpolitik, så flere seniorer både vælger og får mulighed for at blive på arbejdsmarkedet. Her må regeringen som statslig arbejdsgiver gå forrest.
Regeringens angreb på uddannelsesgarantien for unge under erhvervsuddannelse forringer tusindvis af unges fremtidsmuligheder. Skolepraktikordningen forringes, uden at der er udsigt til flere ordinære praktikpladser. Det er beskæmmende, at det danske samfund lader snævre økonomiske hensyn veje tungere end hensynet til unges uddannelse. Der er tværtimod behov for at give flere unge en kompetencegivende erhvervsuddannelse og øge kvaliteten i uddannelserne.
Tilsvarende forringes vilkårene for efteruddannelse for lønmodtagere, som har brug for opkvalificering. Manglende regulering af bevillingerne i kombination med en hård aktivitetsstyring og højere deltagerbetaling har reduceret efteruddannelsesaktiviteterne kraftigt. Kongressen tager skarpt afstand fra brugerbetaling på uddannelsesområet. Finansiering af uddannelse er en samfundsopgave. Det vil styrke beskæftigelsen.
Kongressen tager afstand fra planer om, at kommunerne skal overtage ansvaret for et enstrenget arbejdsmarkedssystem. Det er vigtigt, at staten i samarbejde med arbejdsmarkedets parter og kommunerne tilrettelægger den samlede arbejdsmarkedspolitiske indsats med en styrkelse af AF-systemet som et centralt element.
LO-fagbevægelsen tager kraftigt afstand fra regeringens udspil til en arbejdsmiljø reform. Der er tværtimod brug for en reform, der for alvor sætter fokus på forebyggelse og forbedrer kontrollen med virksomhederne. Parterne har prioriteret fire indsatsområder (alvorlige ulykker inklusiv dødsulykker, ensidigt gentaget arbejde, tunge løft og psykisk arbejdsmiljø), som skal fastholdes. BST skal fortsætte som obligatorisk rådgiver på arbejdsmiljø området.
Stabilitet og tryghed er grundlaget for et godt klima for overenskomstforhandlingerne. LO-fagbevægelsen prioriterer fremgang i beskæftigelsen i kombination med en positiv reallønsudvikling. Det er forudsætningen for god udvikling i samfundsøkonomien og vores udgangspunkt for overenskomstforhandlingerne i 2004. Der hersker tvivl om, hvorvidt disse mål deles af regeringen.
Det danske overenskomstsystem er under pres fra mange sider. Ud over regeringens forsøg på at underminere det, ser vi i disse år stadig flere fleksible og ustrukturerede ansættelsesformer. LO og forbundene skal derfor arbejde for at styrke de gensidige forpligtelser overenskomstparterne imellem ved de forestående forhandlinger.
Regeringen skal afholde sig fra indgreb i de kollektive aftaler, herunder de aftalebaserede pensionsordninger. Kongressen opfordrer Folketinget til at afskaffe deltidsloven, så der igen skabes sikkerhed for, at friheden til at indgå aftaler også gælder arbejdsmarkedets parter.
Kongressen tager afstand fra regeringens planer om at sælge de almennyttige boliger. Det vil svække muligheden for at skabe et socialt retfærdigt boligmarked. De svageste samfundsgrupper vil få forringet deres boligvilkår. Valgfriheden til køb af egen lejlighed gælder kun de, der har råd, og er således en afspejling af VK-regeringens fordelingspolitik.
Kongressen ønsker at fastholde en stærk offentlig sektor, herunder et sundhedsvæsen med lige adgang til behandling. Fagbevægelsen vil bekæmpe privatisering af sygehusene og modvirke regeringens bestræbelser på markedsgørelse af den offentlige sektor for blandt andet at fremme private forsikringsordninger.
LO vender sig imod regeringens planer om privatisering af stadig flere offentlige opgaver, der vil overlade samfundsmæssige nøgleopgaver som transport, kommunikation og energi til private virksomheder. Samtidig opfordrer kongressen til bred politisk samling om en afvisning af aftalen om Nordsøolien, der fastlåser udnyttelsesretten af danske naturressourcer i næsten 40 år og forærer enorme samfundsmæssige værdier væk til A. P. Møller.
Regeringen og dens parlamentariske grundlag medvirker til at skævvride Danmark. En række lovindgreb har forringet vilkårene for lønmodtagere, fagforeningsmedlemmer, kvinder og mænd, unge under uddannelse, nydanskere, syge og personer på overførselsindkomster. Det fører til et samfund præget af større ulighed og mindre retfærdighed.
Der er brug for en mere målrettet ligestillingsindsats i forhold til arbejdsmarkedet, både hvad angår kønsopdelingen, ligeløn og fordelingen af barselsorloven.
Arbejderbevægelsen har kæmpet for og udviklet grundlaget for det solidariske velfærdssamfund. Kongressen finder, at velfærdskommissionen er skævt sammensat med ensidig fokus på eksperter med en fastlåst opfattelse af den fremtidige udvikling. Det er derfor vanskeligt at tage velfærdskommissionens arbejde alvorligt, da væsentlige konklusioner synes givet på forhånd. Derfor beslutter kongressen at tage initiativ til en debat på de danske arbejdspladser om den samlede bredde i det danske velfærdssamfund og lønmodtagernes vilkår.
LO vil arbejde for, at debatten om velfærd bliver hovedtema ved det kommende valg til Folketinget.
LO vil samarbejde om dette projekt med partier - herunder ikke mindst Socialdemokraterne - og organisationer, hvis grundlag er i overensstemmelse med lønmodtagerinteresser, og som kan støtte de bærende værdier i fagbevægelsen.
LO's kongres skal kraftigt opfordre regering og Folketing til at afskaffe de lovbestemmelser i loven om Dansk Internationalt Skibsregister (DIS), som - i modstrid med ILO's grundlæggende konventioner om arbejdstagerrettigheder - forhindrer danske lønmodtagerorganisationer i at organisere alle arbejdstagere på danske skibe og forhandle og indgå overenskomst på deres vegne.
Lønmodtagerne er dybt afhængige af et stærkt europæisk samarbejde. Vækst og fremgang i europæisk økonomi er en vigtig forudsætning for danske virksomheder og dermed for det danske velfærdssamfund. Der er ikke brug for usikkerhed om Danmarks medlemskab af EU. Det kræver, at der er tillid til dansk Europapolitik i den danske befolkning. Kongressen opfordrer derfor regeringen til at skabe et bredt politisk grundlag for Europapolitikken og dermed for den nødvendige modernisering af EU-samarbejdet, som udvidelsen har medført.
Kongressen konstaterer med beklagelse, at Kommissionens forslag til direktiv om havnetjenester kan medføre, at havnearbejdere i hele Europa bliver udsat for unfair konkurrence med udgangspunkt i stærkt forringede løn- og arbejdsvilkår. Kongressen insisterer på, at unfair løn- og arbejdsvilkår ikke bruges som konkurrenceparameter.
De danske forbehold skal respekteres, og de kan kun fjernes ved en folkeafstemning. Når regering og Folketing har forhandlet en ny traktat med de øvrige europæiske lande, skal denne være grundlag for den kommende afstemning.
Kongressen protesterer mod regeringens beskæring af de danske bidrag til ILO og kræver, at man omgør beslutningen, som uundgåeligt vil svække indsatsen for at etablere trepartssystemer i 3. verdenslandene og ødelægge Danmarks mangeårige internationale anseelse på det arbejdsmarkedspolitiske område.
Irak-krigen har understreget behovet for et stærkt FN og en international retsorden, som kan bidrage til at sikre en stabil, retfærdig og demokratisk verden. Kongressen tager afstand fra tilsidesættelsen af FN i krigen mod Irak. LO-kongressen hilser det derfor velkommen, at et enigt Sikkerhedsråd nu står bag genopbygningen og skal i den forbindelse opfordre regeringen til at arbejde for, at den irakiske befolkning hurtigst muligt overtager ansvaret for landets styre. Danmark bør som led heri bistå irakerne med tilvejebringelse af den fornødne sikkerhed og økonomisk støtte som grundlag for den civile genopbygning.
Kongressen udtaler sin støtte til, at der afholdes en høring om regeringens grundlag og argumenter for, at Danmark blev krigsdeltager mod Irak. Der må ikke være noget, der er fejet ind under gulvtæppet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278