Et par kække drenge, som gjorde deres bedste for at forklare og retfærdiggøre mordene på omkring 200 afghanere, som den danske regering og det danske forsvar er ansvarlige for. Jeg taler naturligvis om de afghanere, der er faldet som sagesløse ofre for danske jagerpiloters bomber

af Kjeld Stenum
Forleden fredag bragte TV2's nyhedsudsendelse et interview med et par hjemvendte danske Afghanistan-helte. DR-tv havde tidligere bragt lignende interviews, som desværre gik min næse forbi. Denne gang så jeg det imidlertid.
Et par kække drenge, som gjorde deres bedste for at forklare og retfærdiggøre mordene på omkring 200 afghanere, som den danske regering og det danske forsvar er ansvarlige for. Jeg taler naturligvis om de afghanere, der er faldet som sagesløse ofre for danske jagerpiloters bomber, takket være den danske regerings beslutning om at bidrage til amerikanernes terroristiske anti-terrorkrig i det fjerne land.
Piloterne var ikke blodtørstige eventyrere. Slet ikke. Tværtimod, den ene udtalte ligefrem, at han håbede, han aldrig mere ville blive sendt ud på sådanne missioner, og det var ikke en ny holdning hos ham. Sådan havde han også håbet, før han blev sendt til Afghanistan.
Men han var rejst alligevel, for det er soldatens pligt at gøre det nødvendige arbejde for freden, også selv om det bliver beskidt. Og - han var indstillet på at være heltemodig nok til at sige ja også en anden gang, hvis pligten uheldigvis skulle kalde på netop ham.
Om selve det, at de havde leveret hver deres lille personlige bidrag til bevidst statsorganiseret udryddelse af i dansk målestok så uhørt stor menneskemasse, den blodigste i hundreder af år, forklarede de to kække jenser, at de havde jo været forberedt på sådan noget hjemmefra.
Og der havde hver gang været tale om tydelige liv-og-død-situationer, hvor amerikanske tropper havde været under virkeligt pres. Så enten ville de blive udslettet af afghanerne, eller også måtte de danske piloter frelse dem ved at udslette afghanerne.
I sådanne situationer måtte soldaten gøre sin pligt. Og det var absolut uden lyst. Man gjorde det udelukkende fordi det var nødvendigt. Samtidig skal de danske piloters indsats have været særdeles professionel og effektiv, og i udsendelsen blev det da også nævnt, at det på baggrund af indsatsen var oplagt, at danske jagerfly fremover i stigende grad skulle varetage den slags opgaver.
Aldrig mere, må vi sige. Aldrig mere! Måske er det i dag mindre nødvendigt at fortabe sig i argumenter for, at Danmark absolut ingen ret har til at slå afghanere i Afghanistan ihjel, som aldrig har forbrudt sig imod Danmark. Eller til på nogen anden måde at støtte de fordækte gerninger, amerikanerne bedriver i olieområderne.
For selvom piloternes udsagn i TV2 fik lov til at stå uimodsagte, så har jeg indtryk af, at stemningen i pressen så småt er ved at slå om. For blot få måneder siden skrev jeg i en skærveknuser om, hvor skævt det var, at man i dansk presse knapt hørte om, at danske jagerpiloter smed bomber i Afghanistan, og at der slet ikke blev gjort noget problem ud af, at disse bomber jo rent faktisk måtte slå nogen ihjel.
Nu tales der jo dog trods alt om de dræbte afghanere. Og det er i det hele taget mit indtryk, at kritikken af, hvad USA foretager sig i olieområderne, og hvad Danmark der laver på USA's galej, i stigende omfang er ved at vinde gehør.
Blandt andet bragte DR2 nylig et særdeles USA-kritisk dokumentarprogram, som journalisten John Pilger stod bag. Og i Folketinget er der flertal for en Irak-høring. Det er jo glædeligt. Men giver det os mere ånderum, må vi bruge det til at skabe opbakning til dem, der er retfærdighedens virkelige vogtere i denne sag: de afghanere og irakere, der kæmper for at bringe den amerikanske besættelse til ophør. Dem, det danske militær er med til at slå ihjel.
For udviklingen er ikke pressens fortjeneste. Nok bliver den mere og mere USA-kritisk i disse dage, og det er af stor betydning, for medier har megen magt. Men medier følger i høj grad folkestemninger og bringer i høj grad blot de holdninger, der for øjeblikket sælger bedst.
Endda undertiden med en skjult dagsorden om at omklamre folkestemninger for at kvæle dem. For udover medier så har amerikanske præsidenter, danske regeringer, militærindustrielle komplekser og privatkapitalistiske olieinteresser altså også stor magt. Undertiden har de også magt over medier.
Så det er ikke medierne, der er de ledende vogtere af retfærdigheden i vores samfund. Og selvom fredsbevægelser og lignende græsrodsorganisationer har en anderledes konsekvent evne til at stille sig på retfærdighedens side, så er de trods alt heller ikke drivende kræfter, der formår at trække folkestemninger op ved hårene eller fremtvinge afgørende skift i mediernes holdninger.
Nej, når folkestemninger slår om, og når pressen, som har en særdeles veludviklet næse for folkestemninger, også slår om, så har det først og fremmest at gøre med, at få dårligt bevæbnede patriotiske irakere og afghanere begynder at vise sig sejere end verdens stærkeste hær.
Og den eneste grund til, at de evner det, det er, at de har retfærdigheden på deres side. Selvfølgelig er det ikke sikkert, at retfærdighed altid sejrer, selvfølgelig kan uretfærdighedens overmagt blive for stor.
Men retfærdigheden er den mægtigste allierede, nogen soldat eller partisan kan have, og en uretfærdig sag er den største fjende. Hvis amerikanernes ærinde var befrielse af folkene og udryddelse af undertrykkere og forbrydere, hvorfor er sådan en langvarig besættelse så nødvendig? Dette pinlige og ubesvarlige spørgsmål trænger sig mere og mere på.
For det er da sikkert sandt, at ekstreme terrorister og organisationer med tvivlsomme politiske målsætninger spekulerer i den fremvoksende modstand. Men det er ikke nogen forklaring på modstandens voksende styrke.
Den kan ikke længere bortforklares som ekstreme terroristers værk. Sådanne terrorhandlinger ville blive færre, efterhånden som terroristerne blev udryddet og fanget. Nej, det eneste, der kan forklare, at verdens mægtigste hær er i voksende vanskeligheder, det er, at en folkelig modstand er ved at rejse sig imod den dernede, hvor den begår sine overgreb.
Den folkelige modstand repræsenterer retfærdigheden. Derfor stiger forståelsen herhjemme også for, at alle danske soldater skal trækkes tilbage. Og at det aldrig, aldrig kan være nogen moralsk pligt for en dansk pilot at hjælpe en okkupationshær ved at bombe et besat lands folk.