Ny lovgivning er et led i ændringen fra socialpolitik til en fælles europæisk arbejdsmarkedspolitik, der bygger på forsikringsordninger

af Kit Aastrup, socialrådgiver og kandidat for Folkebevægelsen mod EU.
Der skal spares 800 millioner kroner på revalideringsområdet til næste år, og regeringen har allerede bebudet nedsættelse af revalideringsydelsen til kontanthjælpsmodtagere. Allerede nu ser vi, at færre får bevilget revalidering, og det er også meningen med lovændringerne, som er resultatet af regeringens forlig 'Flere i arbejde', som også Socialdemokratiet støttede.
En ny lov, der skal samordne beskæftigelsestilbudet til forsikrede ledige, kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere, revalidender, handicappede med flere trådte i kraft den 1. juli 2003. Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hedder den.
Reglerne om blandt andet fleksjob, skånejob og arbejdsredskaber, som nu hedder hjælpemidler, er flyttet over i den nye lov. Arbejdsprøvning, individuel jobtræning og arbejdspraktik hedder nu virksomhedspraktik, og ordet arbejdsprøvning er forsvundet fra lovgivning ligesom ordet skånejob. Velkendte begreber har fået nye navne og er flyttet fra en lov til en anden.

Den nye lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er så rodet og uoverskuelig, at jurister nægter at undervise i den, fordi den er så usammenhængende. Der findes ingen vejledning til loven, fordi det er en beskæftigelseslov, og Beskæftigelsesministeriet har ikke tradition for at lave vejledninger. Måske bliver de alligevel nødt til at lave en, det kan vi håbe på, men foreløbig har vi altså kun selve loven.
Hvad er så meningen med alt dette? Ja, dels har regeringen en intension om at der i fremtiden kun skal være et system, der skal tage sig af ledige med flere. Formentlig efter hollandsk model. Dels er det intensionen at udhule dagpengesystemet og svække fagbevægelsen.
Den nye lovgivning er også et led i ændringen fra socialpolitik til en fælles europæisk arbejdsmarkedspolitik, der bygger på forsikringsordninger. I mange andre EU-lande har man hverken mulighed for revalidering eller offentlige pensioner. Forsørgelsen af personer med nedsat arbejdsevne klares ved at tvinge virksomhederne til at beskæftige et antal personer, der ikke kan yde en fuld arbejdsindsats.

I både Tyskland og Frankrig er der en kvote for, hvor mange den enkelte virksomhed skal beskæftige afhængig af virksomhedens størrelse. Sker det ikke, straffes virksomheden med en bøde. Sådan skaffer man arbejde og forsørgelse til dem, der ikke kan arbejde på almindelige vilkår. Pension får man kun, hvis man har en pensionsforsikring i forbindelse med sit ansættelsesforhold. Revalidering i form at en ny uddannelse er kun en mulighed, hvis forsikringen dækker det.
Det er tydeligt, hvilken vej det går, og kan man ikke se det, er det fordi man ikke vil se det. Der er ingen anden forklaring på en lovgivning, der er usammenhængende og særdeles vanskelig at administrere. Får en borger helbredsproblemer skal kommunens medarbejdere fremover jonglere mellem endnu flere forskellige lovgivninger, sygedagpengelov, aktivlov, beskæftigelsesindsatslov og førtidspensionslov. At revalidering skydes i sænk er en alvorlig sag, når man ved, at uddannelse, det vil sige en egentlig kompetencegivende uddannelse er den sikreste vej til varig selvforsørgelse.