26 Jan 2025 18:44:01

KBH: Let skyet, 10 °C

Støt fangerne - stop stjernekrigen

Støt fangerne - stop stjernekrigen

Tirsdag, 04. november, 2003, 00:00:00

Retfærdighed til Thulefangerne forudsætter politisk støtte og solidaritet - og det er der mange gode grunde til

af Sven-Erik Simonsen
I går startede danmarkshistoriens største sag ved Højesteret. Den er muligvis størst både hvis man måler den på de 12.000 sider bilag, som hører til sagen, hvis man måler den på den millionerstatning, som sagsøgerne kræver og hvis man måler den på de konsekvenser den vil få for den danske regerings forhold til USA, hvis sagsøgerne vinder.
Sagsøgerne er de fangere, som i 1953 blev tvangsflyttet fra Thule - til Qaanaaq 150 kilometer mod nord, hvor de siden har fristet en ringe tilværelse.
Fangerne kræver erstatning og de kræver ret til at få deres tabte fangstområde i Thule tilbage - renset for den miljøødelæggelse og forurening, som 50 år med en amerikansk atombevæbnet militærbase har medført.
Der burde ikke være meget at spille om. Dommerne i Østre Landsret var i 1999 enige om at Thuleboerne var blevet tvangsflyttet mod deres vilje - men paradoksalt nok drog landsretten ikke den logiske konklusion at tilkende fangerne retten til området og retten til at vende tilbage.
Det kan formodentlig betragtes som et forvarsel om kendelsen i Højesteret. Hvem kan forestille sig, at Højesteret afsiger en kendelse, som i praksis tvinger USA til at lukke Thulebasen ned, pakke sin radarstation sammen og rejse hjem?
Hvis vi husker tilbage til Tvindsagen, så sagde Højesteret, at Folketinget havde brudt Grundloven med sin særlov rettet mod Tvind. Men dommen blev aldrig andet end et alvorligt politisk hak i tuden til det flertal i Folketinget, som stemte for Tvindloven. Det som manglede var en folkelig bevægelse, som kunne lægge pres på lovbryderne i Folketinget.
Det der skal til for at sikre Thule-fangerne retfærdighed er derfor solidaritet og støtte, som tvinger myndighederne til i praksis at efterleve en dom.
Der er gode grunde til at yde Thulefangernes sag ved Højesteret stor opmærksomhed og støtte.
Dels er tvansflytningen af fangerfamilierne en skandale, som skal gøres god igen. Dels kommer der ikke en bedre chance for at kaste sand i stjerne-krigs maskineriet.
Regeringspartierne og Dansk Folkeparti har klart tilkendegivet, at de vil give USA grønt lys til at opgradere radaren på basen, så Thule kan udfylde sin helt centrale rolle i USA's missilforsvar (NMD).
Det bør stoppes fordi det vil gøre Grønland til et bombemål, fordi det vil udløse en ny runde dyr og farlig kaprustning og fordi det vil understøtte amerikanernes forestilling om, at de kan slå til hvor som helst i verden uden at frygte selv at blive udsat for gengældelse.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. nov. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp