29 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dansk Folkeparti og valgløfterne

Dansk Folkeparti og valgløfterne

Onsdag, 05. november, 2003, 00:00:00

I Den Koordinerende Gruppe (DKG), som består af 33 græsrodsforeninger, har vi undret os over, hvor let og elegant, Dansk Folkepartis 22 medlemmer i Folketinget kan løbe fra konkrete valgløfter, afgivet få dage før valget i november 2001

fra Den Koordinerende Gruppe
Til Dansk Folkepartis folketingsgruppe
Det ene løfte, som endog var underskrevet af 44 folketingskandidater fra Dansk Folkeparti var et klart tilsagn om, at hverken Den Sociale Pensionsfonds formue på 155 milliarder kroner, placeret i den danske Nationalbank eller renteafkastet på ti milliarder kroner årligt, under ingen omstændigheder måtte røres før Østre Landsret havde behandlet sagen under sagsnummer B 1626 -1.
I dag har Dansk Folkeparti været med til tre gange at fjerne i alt 24 milliarder kroner fra fonden og over i statskassen. Det sker vel og mærket midt under en retssag, hvor det normalt ville være helt umuligt at fjerne penge fra et felt, hvor en retssag skulle afgøre, hvem pengene tilhører.
Det andet løfte var lige så klart og utvetydigt: Dansk Folkeparti ville ikke med en ildtang røre ved de penge, der var stjålet fra pensionister og andre på overførsel ved hjælp af den særlige dyrtidsregulering, der går under navnet 'Satsregulering'. I alt er der siden denne lov blev vedtaget i 1990 stjålet 18 milliarder kroner. Dansk Folkeparti var hård i sin dom helt op til det seneste folketingsvalg over det som de betegnede som 'rent tyveri'.
Knapt var stemmerne talt op efter valget, før også dette løfte om at holde fingrene væk blev frafaldet og hvor Dansk Folkeparti herefter vil deltage i fordelingen af de 800 millioner kroner, som er resultatet af røveriet for året 2003.
Når Dansk Folkeparti derefter praler med den såkaldte ældrecheck på 5000 kroner per år, har det vist sig, at kun omkring to procent af pensionisterne modtager hele beløbet. Efter skat blev beløbet halveret til 2500 kroner, og 98 procent af pensionisterne fik en lang næse.
DKG stiller to spørgsmål til Dansk Folkeparti på Christiansborg:
1: Hvordan kunne en så voldsom vrede mod de årlige tyverier fra Den Sociale Pensionsfond samt dyrtidsreguleringen til de 1,8 million mennesker på overførselsindkomster blive vendt til den allervarmeste tilslutning til at deltage i fordelingen af rovet?
2) Hvorfor rasede to repræsentanter fra Dansk Folkeparti, Peter Skårup og Kristian Thulesen Dahl på to store offentlige møder arrangeret af Den Koordinerende Gruppe i Nørrebrohallen i valgåret 2001, mod det de begge betegnede som groft tyveri, for i næste nu at falde til patten og opgive enhver aktiv modstand?
Vi vil gerne bede om skriftlige svar på de to spørgsmål, så de kan anvendes i forbindelse med nye offentlige møder, gruppen er ved at planlægge rundt om i landet om de to her nævnte emner.
Vedtaget på DKG's møde mandag den 27. oktober.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. nov. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp