En af de store fejltagelser i diskussionerne er, at nogle tror, at skoling og bevidsthed skal bruges til udelukke andre. Jeg mener først og fremmest, at det vigtigste er at berige fællesskabet og forstå fællesskabets værdi.

af Peder Pedersen, DKP Århus
Jeg tror nok, de gode kammerater i DKP/ML forstod, det var et forsøg på at være humoristisk, da jeg påstod, at Jørgen Petersen var kommet i strid med ophavsretten, fordi han udtrykte netop mine tanker bedre end jeg selv kunne i sit indlæg, hvor også DKP og KPiD var til stede.
Det var på Rød sommerlejr 2002. Jørgen Petersens tale var i sit indhold den samme, som han holdt ved DKP's 80 års dag på Arbejdermuseet. Talen er senere blevet til et lille hefte, med nærværende overskrift som titel, hvor også andre fra DKP/ML's ledelse udtrykker deres opfordring og begrundelser for en appel om kommunistisk enhed.
Det var en spøg; men nu da Jørgen Petersen har ændret sin opfattelse, kan jeg velikke fornærme ham ved nu at gøre spøgen til alvor. Jeg står ved de ord, der er adresseret til KPiD, DKP og partiløse kommunister. Vi skal erkende, at splittelsen og fordommene skal overvindes for, at vi kan vinde tillid i arbejderklassen, hvor vi skal signalere værdien af enhedens kraft.
Husk fordommene er også rettet imod os, som det fremgår af diskussionerne. Mange forveksler enhed som tyrannisering af den enkelte; men det er jo netop igennem fællesskabet, den enkelte får mulighederne for at realisere sine visioner om en rigere tilværelse.
En af de store fejltagelser i diskussionerne er, at nogle tror, at skoling og bevidsthed skal bruges til udelukke andre. Jeg mener først og fremmest, at det vigtigste er at berige fællesskabet og forstå fællesskabets værdi. Det gælder meget bredt; men med det her emne, gælder det at forstå værdien af de mennesker, der er medlemmer og mulige medlemmer af de tre nævnte partier.
Både i årene der er gået og i tiden omkring den her diskussion har også jeg erfaret mange, alt for mange, jeg er uenige med; men helt sikkert: jeg forveksler ikke et øjeblik denne erkendelse med værdien af samme kammerater. De uduelige eksisterer ikke. Lederes fornemmeste opgave er at bruge de evner som den enkelte besidder.
Jeg kan ikke sige som Ho Chi Minh: Jeg har altid været revolutionær og har som sådan intet at fortryde. Jo, jeg fortryder bestemt, at jeg ikke tidligere har hørt efter og gjort opmærksom på den alarmklokke der lyder, når frelste sætter sig sammen og vurderer de uduelige. Det gælder globalt, såvel som lokalt. Det gælder i kommunisternes lange historie såvel som i den situation, vi befinder os i nu. Alene beviset for hvordan man skifter med, hvem der er de dumme, er nok til at vide, at jeg fortryder, at jeg ikke protesterede.
Når en appel om enhed drejer sig om at samles om det væsentligste, så er der ingen hindringer for dannelsen af et fælles kommunistisk parti. Hvad der er det væsentligste, har vi da fået en god hjælp til at forstå takket være Anders Fogh, Buch og de andre blærede R (R står for royalister for god tones skyld) og deres opportunistiske følgesvende. At søge den enhed som nævnt i appellen er efter min overbevisning, en pligt efter bedste evne at søge realiseret.