Hvorfor kæmper vi for at få Danmark ud af EU? Er det udtryk for en ligegyldighed overfor de andre EU-landes borgere, når vi siger, at det er det vigtigste mål i EU-kampen, fremfor at have en parole om at få EU ud af verden?

af Karina Rohr Sørensen, 27 år, arbejder som socialrådgiver i København. Talsperson og EU-parlamentskandidat for Folkebevægelsen mod EU. Med i DKP/ML's landsledelse.
Eller er det udtryk for, at vi egentligt synes det er o.k., at EU bliver en supermagt eller en superstat, så længe vi selv slipper for at være med?
Naturligvis er det ikke sådan. Vi går ind for at også andre lande frigør sig fra Unionen, ligesom vores kritik af den rolle EU spiller internationalt er markant.
Vi er imod at EU bliver en supermagt, der kan kaste sig ind i militære eventyr for at forsvare sine politiske og økonomiske interesser. Vi er imod at EU tvinger ulande til at åbne deres markeder for livsvigtige ressourcer, med det formål at europæiske firmaer skal score profit på for eksempel behovet for rent drikkevand. Vi er imod de tårnhøje toldmure EU bygger op, som er med til at holde fattigere lande fast i gældsfælden.

Alligevel siger vi, at målet er at få Danmark ud. Det er da naturligvis en række grunde til. For det første er kampen mod EU, en kamp for noget andet. En kamp for national selvbestemmelse, for velfærd, for faglige rettigheder, for et renere miljø og så videre.
Kigger vi lidt på hvor disse rettigheder er forankrede, er det i nationalstaten. Skattefinansieret velfærd og ordentlige arbejdsvilkår er rettigheder, som den danske arbejderklasse har tilkæmpet sig gennem utallige kampe. Og som i disse år konstant udsættes for forringelser og udvanding. At opgive kampen for retten til selv at bestemme, er det samme som at give en blankocheck til at der sættes yderligere turbo på denne proces.
Der er en fuldstændig logisk sammenhæng mellem det tab af selvbestemmelse vi som land har haft, og de forringelser der er sket på disse områder. Ønsker vi at vende denne udvikling, vil vi have et system hvor der er mulighed for solidariske og kollektive ordninger, må vi kæmpe for at få Danmark ud.

Det betyder på ingen måde, at en kamp for Danmarks udtrædelse er en rendyrket egoistisk kamp uden internationale perspektiver. Hvis vi ser konkret på hvad der sender chokbølger gennem Unionen, er der for mig ingen tvivl om, hvad der virker bedst. Om vi laver nok så store flotte demonstrationer, nok så markante folkelige markeringer, så er det altså ikke det der får eurokraterne til at tænke sig om. De var langt mere rystede af det danske nej i 1992, af at Frankrig kun sagde knebent ja til Maastricht, og af det irske nej til Nice-traktaten.
I det kommende år skal ikke bare Danmark stemme om ja eller nej til EU-grundloven. Også i Irland skal der stemmes, og muligvis også i Frankrig, Tjekkiet, Østrig, Belgien, Finland, Spanien, Holland, Luxemburg og Portugal. Står vi efter disse afstemninger med et eller flere nej-resultater, er EU kastet ud i en voldsom politisk krise. En krise vi naturligvis, som modstandere i andre lande, skal forsøge at udnytte til at opnå en frigørelse fra Unionen.
Danmark ud af EU er således et mål der, hvis det nåes, gavner såvel den danske befolkning, som befolkningerne i andre lande, både i og udenfor EU