Spørgsmålet er, om arbejderklassen og verdens folk er dømt til at underkaste sig den nuværende imperialistiske offensiv, eller om der findes kræfter i verden, som er i stand at overvinde den.

af Alvaro Cunhal, tidligere formand for Portugals Kommunistiske Parti

Den internationale konference, som er organiseret af Rodney Arismendi Fondet, drejer sig hovedsagelig om situationen, problemerne og frihedskampen i Latinamerika. Men alt, hvad man kan tænke og mene om dette emne, må nødvendigvis tage hensyn til den verden, som vi lever i for tiden. I Uruguay, Latinamerika og hvor som helst på kloden. Derfor vil dette indlæg dreje sig om definitionen og forståelsen af 'Verden i dag'.

I samfundsudviklingen vil den russiske revolution i 1917, som blev anført af Lenin og hans bolsjevikiske parti, i årtusinders historie stå som den første revolution, der oprettede de indtil da udbyttede klassers politiske magt, og som med succes tog fat på den gigantiske opgave, som det er at skabe et samfund uden udbyttere og undertrykkere.

Opbygningen af socialismen i Sovjetunionen havde stor betydning for hele situationen i verden.
Den russiske revolution overvandt blokader, interventioner og militære aggressioner samt Hitler-hærens invasion, krig og forbrydelser. Det vandt på denne måde genlyd verden over.
Andre socialistiske revolutioner fandt sted. Talrige folk, som i århundreder havde været undertrykt, opnåede selvstændighed. Kolonisystemet brød sammen. Der blev dannet indflydelsesrige kommunistiske partier over hele kloden.
Og inspireret af den russiske revolutions eksempel tilkæmpede arbejderne i de kapitalistiske lande sig betydningsfulde rettigheder.
Den styrke, som Sovjetunionen opnåede gennem den socialistiske opbygning, ændrede styrkeforholdet i verden og holdt i årtier imperialismen i ave. Herved gjorde den kappestriden mellem de to systemer til et dominerende element i verdenssituationen.

En fejlagtig vurdering af situationen skabte imidlertid den illusion blandt de revolutionære kræfter, at den revolutionære fremgang og menneskehedens frigørelse var en uigenkaldelig proces.
Denne illusion skyldtes, at man ikke tog hensyn til tre kendsgerninger:
For det første den evne, som kapitalismen i højere grad end de socialistiske lande havde vist til ikke alene at udvikle produktivkræfterne, men også til at opdage, udvikle og anvende nye revolutionære teknologier.
For det andet imperialismens - og frem for alt USA's - udnyttelse af sine kolossale materielle og ideologiske midler, dens brutale undertrykkelse af arbejderne og de kæmpende folk, dens brug af sine kolossale finansielle, økonomiske, politiske og militære midler mod revolutionerne, dens blokader, sabotage, attentater, sammensværgelser, terrorhandlinger og erklærede og ikke-erklærede krige.
For det tredje den voksende tendens i de socialistiske lande, ikke mindst i Sovjetunionen, til centralisering og bureaukratisering af magten og til stagnation, hvorved det socialistiske samfunds fremtid blev bragt i fare.
Alle disse elementer førte i den anden halvdel af det 20. århundrede til kapitalismens sejr i dens kappestrid med socialismen.

Vi når på denne måde frem til århundredets slutning, hvor kapitalismen udløser en global offensiv for at påtvinge sig i hele verden som det eneste og endelige system.
Dette er betydningen af 'globaliseringen'.
På grund af sin overlegne økonomiske, teknologiske og militære magt anfører, kommanderer og påtvinger USA denne proces.
De krige, som det starter og proklamerer som sin egen og ubegrænsede ret uden respekt for de internationale institutioner, er med deres følge af ødelæggelse, uhyrligheder og folkemord det vigtigste våben i denne offensiv.

USA besvarede terrorhandlingen den 11. september ved at styrke terroristiske organisationer og aktioner, hvorved de udløste aggressioner og krige, som ligeledes havde tusinder af civile som ofre. USA, der udråber sig selv til foregangsmand i kampen mod terrorismen, er blevet den internationale terrorismes hovedkraft.
I den nuværende situation kan den terrorisme, som breder sig i verden, kun effektivt bekæmpes med retningslinjer, politik og skridt, som tvinger de imperialistiske aggressorer til at respektere folkenes og landenes frihed, rettigheder og selvstændighed.

Det spørgsmål, som stiller sig for arbejderne, folkene og nationerne, er, om denne offensiv er uimodståelig, og om de er dømt til at underkaste sig den - eller om der findes kræfter i verden, som er i stand til at gå imod den.
Arbejderne, folkene og nationerne kan aldrig acceptere, at denne globale offensiv er uigenkaldelig. Og hvis det forholder sig på den måde, er man nødt til at se på, hvilke kræfter der i så fald er i stand til at forhindre, at imperialismen når sit endelig mål.
Efter vores opfattelse er disse kræfter grundlæggende set:
For det første: De lande, hvor kommunisterne er ved magten (Kina, Cuba, Vietnam, Laos og Nordkorea), insisterer på, at deres mål er opbygningen af et socialistisk samfund.
Selv om det sker ad forskellige og komplicerede veje og finder sted under de yderste vanskeligheder, er det afgørende for menneskeheden, at de får succes og når dette mål.
For det andet: De faglige klasseorganisationer og -bevægelser, som modigt kæmper for at forsvare arbejdernes interesser og rettigheder.
For det tredje: De kommunistiske partier og andre partier, som holder fast, udviser mod og er til at stole på.
For det fjerde: De patriotiske bevægelser med den mest varierende politiske sammensætning, som arbejder for at forsvare de nationale interesser og den nationale uafhængighed.
For det femte: Fredsbevægelserne, miljøbevægelserne og andre progressive massebevægelser.
Det er disse kræfter, som samlet set kan give og giver håb om at forhindre, at kapitalismen vinder sin offensiv og påtvinger hele verden sit altomfattende og endelige herredømme.

Kapitalismens verdensomspændende dominans som det eneste og endelige system ville - ifølge dens teoretikere - også føre til 'ideologiernes endeligt' og 'nyliberalismen som eneste tænkning'.
Det drejer sig om en utopi for kapitalismens globale offensiv.
Mennesket vil fortsat tænke. Og arbejdernes og de undertrykte folks tænkning og ideologi vil nødvendigvis altid stå i modsætning til de udbyttende og undertrykkende magters og klassers.
Marxismens grundlæggende principper (filosofi, økonomi, socialisme) bevarer - ved kreativt at besvare forandringerne i verden - deres fulde gyldighed.
Disse tanker om 'Verden i dag', som vi forelægger for den internationale konference, er også en opfordring til yderligere overvejelser.