16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Frihandel har kostet to millioner arbejdspladser

Frihandel har kostet to millioner arbejdspladser

Onsdag, 19. november, 2003, 00:00:00

General Motors har flyttet 74.000 arbejdspladser fra USA til Mexico - i Mexico er timelønnen under en tiendedel af timelønnen i USA

af Sven-Erik Simonsen
I morgen tidlig kl. 07.00 vil cirka 20.000 amerikanere protestere mod ALCA-frihandelsmødet i byen Miami i Florida. Det er faglige aktivister, som er imod tab af arbejdspladser i USA og det er græsrødder, som er imod udplyndringen af de fattige lande.
Handelsministre fra 34 lande i Nord-, Mellem- og Sydamerika samt Caribien er samlet for at diskutere USA's plan for at etablere et frihandelsområde fra Canada til Chiles sydspids - Ildlandet. Kun et land er ikke med - Cuba, for her er der ikke demokrati, siger USA.
I realiteten er cubanerne heldige med ikke at blive omfattet af det nyliberale mareridt, som ALCA-frihandelsaftalen bliver... Selvom det naturligvis er et problem for Cuba, hvis landet bliver isoleret fra sine naturlige handelspartnere i regionen.

ALCA er den spanske forkortelse for 'Frihandelsaftalen for Amerika', og USA ønsker den skal træde i kraft fra januar 2005.
ALCA skal udbrede den eksisterende NAFTA-aftale til at omfatte de to amerikanske kontinenter. NAFTA trådte i kraft i 1994 og omfatter Canada, USA og Mexico.
Ved at se på erfaringerne med NAFTA kan man forudsige, hvad der bliver konsekvensen af ALCA. NAFTA har være et guldæg for de store nordamerikanske monopoler og en katastrofe for den mexicanske befolkning - og den amerikanske.
NAFTA-aftalen har blandt andet fjernet Mexicos importtold på fødevarer. Fra 1994 til 2000 voksede USA fødevareeksport til Mexico fra under en milliard dollars til 6,5 milliarder dollars. Samtidig er hundrede tusinder af mexicanske småbønder gået fallit. Organisationen SHARE har beregnet, at mexicanske landmænd skal konkurrere med amerikanske landmænd, som i gennemsnit modtager en årlig statsstøtte på 22.000 dollars. Det kan de ikke, og derfor går de fallit.
Så søger de i milliontal ind til byerne for at søge arbejde.

Selvom amerikanske multinationale har flyttet mange virksomheder til Mexico for at udnytte den billige arbejdskraft, er det slet ikke nok til at alle har et arbejde.
Men de multinationale scorer kassen.
Bilgiganten General Motors beskæftiger 74.000 i Mexico. Deres timeløn ligger mellem 0,44 og 0,70 dollars i timen. I USA ligger timelønnen mellem 6 og 10 dollars i timen... så kan man selv regne lidt på hvad GM tjener på det.
Arbejdsløsheden har presset lønnen i Mexico, så den i dag er 21 procent lavere end i 1994. I 1994 levede 50,9 procent af mexicanerne i fattigdom - i dag er tallet 58,4 procent.
Der er intet, som antyder, at ALCA vil have andre konsekvenser end NAFTA.

Men ALCA er ikke virkelighed endnu, og måske lider det amerikanske projekt skibbrud. Der er omfattende folkelig modstand i Latinamerika. I Ecuador, Colombia og Bolivia er det meget tænkeligt, at den folkelige modstand vil fælde regeringerne, hvis de skriver under på aftalen. Desuden er en række regeringer særdeles skeptiske. Det gælder Venezuela, Brasilien og Argentina, som er tre store og toneangivende lande i Sydamerika.
Latinamerika bliver ofte betegnet som USA's baggård, men der er uro i baggården.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. nov. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp